Football For Folket!

Blog: 8 kommentarer til 11. runde

Jimmy Grahams mundvand må løbe, Bears’ defensiv møder en uhyggelig stærk stribe running backs, Detroit Lions er historisk gode i én quarter, og så kan Pittsburgh måske uden Big Ben. Læs her otte kommentarer til 11. spillerunde.

*** Søndagens opgør mellem Oakland Raiders og New Orleans Saints kan potentielt byde på en urimelig duel i duellen.

Saints’ Pro Bowl-tight end Jimmy Graham var nærmest ustoppelig i søndags, da Saints tildelte Atlanta Falcons sæsonens første nederlag. Graham greb otte bolde for 146 yards og to touchdowns, og den 25-årige superatlet kan meget vel levere en lignende præstation på søndag i Oakland.

Der findes nemlig få enheder i NFL, der i denne sæson har været så skadesplaget som Raiders’ secondary. Flere spillere har været ude med skader, cornerback Shawntae Spencer er sat på injured reserve-listen med en fodskade, og nu er de to safeties, Matt Giordano og Tyvon Branch, tvivlsomme til Saints-opgøret med henholdsvis en hjernerystelse og nakkeskade.

I forvejen er safety Michael Huff rykket over på den ene cornerback-position, hvor han gør det udmærket, men det betyder, at Mike Mitchell reelt er den eneste, tilbageværende rene safety i truppen. Og han er i en ideel verden kun reserve (selvom Al Davis sensationelt valgte “size/speed”-spilleren så højt som anden runde af 2009-draften).

Av! Og dét i en uge, hvor Jimmy Graham og Drew Brees melder deres ankomst.

En mulighed for Raiders er at rykke Huff tilbage som free safety og lade Mitchell starte på strong safety-pladsen. Men det er absolut ikke ideelt mod eksplosive Saints, der ifølge NFLs Films’ ekspert, Greg Cosell, er bedre end noget andet hold i NFL til at finde svagheder hos modstanderen og sætte angrebet ind dér.

Raiders har ellers i den lidt ustabile Tyvon Branch en safety, der på sine bedste dage er én af NFLs bedste cover-safeties, og som, hvis han spiller op til sit bedste, vil kunne give Graham kamp til stregen i én-mod-én-situtationer. Og Raiders har som hold gjort det godt mod udmærkede tight ends som Chargers’ Antonio Gates, Falcons’ Tony Gonzalez og Jaguars’ Marcedes Lewis.

Men uden Branch og måske også uden Giordano ser det skræmmende skidt ud for Raiders versus Jimmy Graham og Co.

*** Kan et NFL-forsvar møde en mere skræmmende stribe running backs, end dem Chicago Bears i øjeblikket tørner sammen med?

Svaret er med stor sandsynlighed “nej”. Efter at Bears for to uger siden stod over for Titans’ Chris Johnson og i søndags skulle stoppe Texans’ Arian Foster venter på mandag 49ers‘ Frank Gore efterfulgt af Vikings’ Adrian Peterson, Seahawks’ Marshawn Lynch og igen Adrian Peterson.

Dermed møder Bears på bare seks uger nummer ét (Peterson i to kampe), nummer to (Lynch), nummer tre (Foster), nummer fire (Johnson) og nummer otte (Gore) i NFL i rushing yards. Ouchh!

Chicagos løbeforsvar er på papiret stærkt og tillader kun 92,3 rushing yards pr. kamp – fjerdefærrest i NFL – men det er værd at bemærke, at Foster løb for 102 yards, og at Johnson ugen før nettede 140 rushing yards – inklusiv et 80 yard-løb. Og samlet tillader Bears 4,2 yards pr. carry.

Det er ikke markant meget, men det er dog 16. flest i NFL. Så der er sprækker i Bears’ forrygende forsvar, som af nogle bliver sammenlignet med holdets, egen, legendariske 1985-udgave.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar