26 overskrifter i søndagens NFL-kampe

Søndag sparkes NFL-sæsonen anno 2016 for alvor i gang, og Draftday.dk har set nærmere på alle 13 kampe. Vi giver dig her én interessant historie for hvert hold, som du bør holde øje med i søndagens kampe.

TAMPA BAY BUCCANEERS AT ATLANTA FALCONS (KL. 19.00)

Sidste års topvalg, Tampa bay Buccaneers’ Jameis Winston, havde én af de bedste rookie-sæsoner nogensinde for en quarterback, men trænerstaben med den nye head coach, Dirk Koetter, i spidsen ønsker, at Winston i 2016 tager et endnu større skridt fremad. Blandt andet ved at minimere antallet af interceptions. Sidste år kastede han 15 styk, og fire af dem kom inden for 30-yard-linjen. Koetter og Co. ser gerne, at Winston kaster bolden på flere, sikre og ufarlige ”checkdowns” i 2016. Søndag får vi et fingerpeg om, hvorvidt Winston er blevet mindre risikobetonet.

I denne offseason har Falcons’ quarterback Matt Ryan investeret ekstra kræfter i at forbedre kasteangrebet, der var ustabilt i 2015. Han har blandt andet betalt for og stået i spidsen for en ”passing camp” for spillerne i Florida, hvor de sammen arbejdede med nuancerne af kastesystemet. Ledelsen har samtidig signet wide receiver Muhamed Sanu, og alt andet end en – minimum – solid præstation søndag mod et skræmmende stærkt Buccaneers-forsvar vil være skuffende.

BUFFALO BILLS AT BALTIMORE RAVENS (KL. 19.00)

Joe Flacco vender tilbage til Baltimore, efter at han fik 2015-sæsonen spoleret af en korsbåndsskade. Inden skaden indtraf, havde Flacco ikke den bedste sæson, og selvom alt tyder på, at han igen er helt fit og har haft en god NFL-sommer, nytter det ikke meget, hvis Flacco ikke bliver mere disciplineret i 2016. Når han er bedst, er han en top 8-quarterback. Men når det ramler for ham, er han end ikke blandt de 20 bedste.

Rex Ryan sagde før, at sommeren for alvor ramte USA, at Buffalo Bills ”havde vundet offseason”. En klassisk, markant Ryan-kommentar, der for det første ikke nødvendigvis var sand, og som Ryan næppe ville sige i dag. For Bills har i de seneste to måneder oplevet nedtur på nedtur med tabene af førsterundevalget Shaq Lawson (frem til oktober), andenrundevalget Reggie Ragland (for sæsonen) samt defensive tackle Marcell Dareus (suspenderet). Bills ligner et hold, der kan falde totalt sammen, hvis det kommer skidt fra start, fordi forventningerne er så høje, og svækkelserne så store. Derfor er 1. spillerunde-kampen mod Ravens ekstremt vigtig. En skidt start på sæsonen, vil øge presset på Ryan og bøflerne.

CHICAGO BEARS AT HOUSTON TEXANS (Kl. 19.00)

Sidste års syvendevalg i 1. runde af draften, wide receiver Kevin White, har ikke haft den bedste preseason, hvor han har spillet ustabilt og hovedsageligt fået catches via screen passes. Der er enorme forventninger til White, som missede hele rookie-sæsonen med en skade i sit ene skinneben, men han er fortsat meget upoleret. Et hold, der har sendt tight end Martellus Bennett til New England, og som vil køre flere tre receiver-formationer frem for to tight end-formationer, har dog brug for, at store, stærke White hurtigt kommer op i gear. Han har ikke råd til at spille som en rookie i dét, der ellers reelt er hans rookie-sæson.

Alles øjne hviler søndag på Brock Osweiler, som Houston hentede i Denver, og som skal være den franchise-kaliber quarterback, som Texans reelt aldrig har haft (heller ikke David Carr eller Matt Schaub). Texans signede 72 millioner dollars-manden, selvom head coach Bill O’Brien ikke havde talt med ham, og selvom der var et begrænset kampmateriale at analysere (efter kun en halv sæson som starter i Denver). Det er satset, men Texans tror på, at Osweiler kan trives i Bill O’ Briens ”tre skridt”-drop, timingbaserede angreb, hvor mange kast på forhånd er præbestemte. Chicagos forsvar er på vej frem og ikke nogen let første test for Osweiler.

GREEN BAY PACKERS AT JACKSONVILLE JAGUARS (KL. 19.00)

Jordy Nelson er tilbage for Green Bay Packers, efter at han missede hele sidste sæson med en alvorlig knæskade, og det er afgørende for angrebet, der skal føre Packers i Super Bowl. Nelson er én af NFLs bedste wideouts, han kan vinde én-mod-én-dueller i otte ud af 10 tilfælde, og hans samarbejde med Aaron Rodgers på de populære ”back shoulder fades” er nærmest legendarisk. Mødet med Jaguars’ forbedrede forsvar bliver en interessant første matchup for et Packers’ angreb, der med Nelsons tilbagekomst har kvaliteterne til at være NFLs bedste.

For Jacksonville Jaguars’ generelt unge hold (det næstyngste i NFL i 2015) gælder det om at leve op til hypen. Virkeligheden er, at mange hold gennem årene ikke har kunnet leve op til dét at være mediernes darling i offseason, og med de massive investeringer, som Jaguars har gjort i free agency (som Malik Jackson, Chris Ivory, Tashaun Gipson, Prince Amukamara), og opsigtsvækkende gode valg, som holdet har foretaget i draften (Jalen Ramsey, Myles Jack), vil alt andet end en plads i slutspillet nærmest være en skuffelse. Nogle af de kilder, som Draftday.dk har interviewet henover sommeren, mener, at Jaguars er overhypet. Skuffer holdet mod Packers, har kritikerne måske ret.

SAN DIEGO CHARGERS AT KANSAS CITY CHIEFS (Kl. 19.00)

Chargers’ running back Melvin Gordon skal i sin anden sæson i NFL bevise, at han er markant bedre, end den rookie-version af ham, som vi så i 2015. Gordon løb i sin sidste sæson i college hos Wisconsin for 2587 yards og 29 touchdowns, men han skuffede i år 1 i NFL, hvor han kun snittede 3,5 yards pr. carry og ikke scorede et touchdown. Efter sæsonen sagde Gordon selv, at han havde spillet ”forfærdeligt” – han var for tung bag en underpræsterende angrebslinje, og han kunne ikke selv skaffe de ekstra yards. Samtidig kostede en knæskade dele af sæsonen, der i offseason krævede den frygtede ”microfracture”-operation, der i flere tilfælde har spoleret NFL-karrierer. Gordon siger dog, at han atter er frisk. Mod Chiefs får vi et fingerpeg om, hvorvidt rookie-sæsonen var en enlig svale – og om han er skaden kvit.

Det er kun to sæsoner siden, at outside linebacker Justin Houston lavede 22 sacks for Chiefs og var ét sack fra at bryde NFL-rekorden i den kategori. Nu – i 2016 – er Houston ude med en knæskade, efter at han i februar fik repareret sit ene korsbånd, og han er p.t. på PUP-listen og vender tidligst tilbage i 8. spillerunde. Et kæmpe tab for Chiefs, der først og fremmest er bygget op omkring en stærk defensiv suppleret af et konservativt angreb. Uden Houston skal Chiefs’ defensive koordinator Bob Sutton forsøge at levere et ”pass rush”, der stadig er effektivt. Det lykkedes ham i 2015, hvor Houston missede fem kampe, og hvor Chiefs alligevel sluttede på fjerdepladsen i justeret ”sack rate” hos Football Outsiders. Sutton skabe et pres via mange, forskellige blitzes og mange detaljerede “pressure concepts”, og Dee Ford tog flot over for Houston. Det er vitalt for Chiefs, at Sutton og Ford fortsætter, hvor de slap i 2015.

OAKLAND RAIDERS AT NEW ORLEANS SAINTS (Kl. 19.00)

Der er ligesom med Jaguars masser af hype omkring Oakland Raiders, der i de senere år er blevet genopbygget, og som i quarterback Derek Carr, wide receiver Amari Cooper og linebacker Khalil Mack har det måske bedste, unge trekløver i NFL netop nu. Nu skal Raiders bevise, at der er hold i hypen. En skuffende præstation søndag i New Orleans vil vække opsigt. Sidste år spillede angrebet virkelig godt først i sæsonen, men da det blev midten af november, var den langt fra så effektiv som tidligere. Især løbeangrebet anført af Latavius Murray stoppede lidt op – og i de sidste otte kampe nettede Murray kun én gang mere end 80 yards. Sådan en stime går ikke i 2016, hvis Raiders vil være med, hvor det sker.

Saints’ forsvar var pivringe i 2015 – og midtvejs i sæsonen, da defensiven var blevet ydmyget i 49-17-nederlaget til Washington – tog Dennis Allen over som koordinator for fallerede Rob Ryan. Selvom defensiven blev lidt bedre, var den stadig i den tunge ende af NFL, og ved indgangen til denne sæson ser forsvaret ikke markant bedre ud – på papiret. Edge rusher Hau’oli Kikaha har revet korsbåndet og førsterundevalget, defensive tackle Sheldon Rankins, er ude til i hvert fald oktober med et brækket ben, og dermed ser holdets pass-rush meget mangelfuldt ud. Der er lovende navne i forsvaret (Stephone Anthony, Delvin Breaux), men samlet set er forsvaret stadig spækket med huller og uden egentlige topnavne. Det er tvivlsomt, om Dennis Allen kan løfte defensiven synderligt.

CINCINNATI BENGALS AT NEW YORK JETS (Kl. 19.00)

Andy Dalton brød for alvor igennem i 2015, men i denne offseason har han mistet sin offensive koordinator (Hue Jackson), to af sine tre bedste wide receivers (Muhamed Sanu og Marvin Jones), og så er hans top-tight end (Tyler Eifert) ude i de første fire til seks kampe med en ankelskade. Og veteranen Brandon LaFell, der skulle tage over som receiver-starter, har haft en skuffende offseason. Det bliver interessant at se, hvordan Dalton vil håndtere de svækkelser, når sæsonen begynder søndag aften på New Jersey mod Jets.

Sagaen om Ryan Fitzpatricks comeback til New York Jets sluttede i august, da veteranen og Jets endelig kunne blive enige om en aftale. Quarterbacken med det gigantiske vikingeskæg leverede en stærk sæson i 2015 – hans karrieres bedste – og han har mange støtter blandt holdets fans og spillere, men spørger man eksperterne, er det ikke overraskende, at Fitzpatrick ikke fik det kontrakttilbud, som han krævede. Jets’ offensive koordinator Chan Gailey formåede nemlig dygtigt i 2015 at ”maskere” Fitzpatricks svagheder, så han fremstod i sin bedste udgave. Fitzpatrick er en gunslinger, der ikke kaster særligt præcist, og som ind i mellem træffer nogle forfærdelige beslutninger. Som Andy Benoit fra The MMQB skriver det, er Fitzpatrick meget lig Brett Favre – bare med en fraktion af Favres talent. Men Gailey lod Fitzpatrick kaste ud fra mange ”spread-formationer”, hvor forsvaret er spredt ud, og hvor han skulle kaste bolden på mere sikre timing-ruter. Det ”kontrollerede” Fitzpatrick, der generelt set ikke blev lokket til at fyre satsede projektiler ind i små sprækker i forsvaret. Søndag mod Bengals’ stærke forsvar får vi mere viden om, hvorvidt Gailey og Fitzpatrick kan fortsætte med at gøre veteranen god.

CLEVELAND BROWNS AT PHILADELPHIA EAGLES (Kl. 19.00)

Når Cleveland er på banen, vil manges øjne hvile på quarterback Robert Griffin III, der atter står bag center som starter, efter at han i de seneste sæsoner var blevet degraderet i Washington. ”RG3” har både set rigtigt godt og mindre godt ud i preseason, og derfor er han reelt et ubeskrevet blad ved indgangen til sæsonen. Men hvis Browns skal have en chance for at vinde flere end fire kampe, skal det tidligere andetvalg i draften præstere, som han præsterede som rookie i 2012.

Med handlen af Sam Bradford er det nu dette års andetvalg, Carson Wentz, der starter bag center for Eagles. Ligesom med Griffin er der spørgsmålstegn ved Wentz’ niveau – han har et enormt talent, men han var kun på banen på 38 spil i preseason. Han kommer fra lille North Dakota State og kaster til en receiver-gruppe, der savner talent, og derfor kan han få en hård medfart i 2016. I hvert fald tidligt i sin rookie-sæson. Wentz er god, men ideelt set burde han have startet sæsonen på bænken. For han er næppe spillemæssigt klar til 1. spillerunde.

MINNESOTA VIKINGS AT TENNESSEE TITANS (Kl. 19.00)

Det bliver formentligt Shaun Hill, der starter for Minnesota Vikings, selvom Sam Bradford er kommet til som afløser for knæskadede Teddy Bridgewater. Bradford har endnu ikke fuldt kendskab til Vikings’ play book, og derfor er det med sandsynligt 36-årige Hill, som er førstemand i 1. spillerunde. Han startede otte kampe i 2014 for Rams, men kastede syv bolde sidste år som reserve for Bridgewater. Hill er blandt NFLs 45 bedste quarterbacks, men han er ikke en oplagt starter, og derfor er det ikke optimalt for vikingerne.

Titans’ nye løbeangreb bestående af rushing-mesteren fra 2014, DeMarco Murray, og rookie Derrick Henry skal leve op til hypen. Få positionsgrupper har i denne offseason fået så meget kærlighed fra eksperterne som Titans’ running back-gruppe, der leverer et fysiskbetonet, aggressivt og tungt ”1-2”-punch. General manager Jon Robinson har kaldt duoen for ”Thunder & Thunder”. Det paradoksale er, at de to backs tilstedeværelse vil tvinge quarterback Marcus Mariota til at stå mere under center end i shotgun-formationen, hvor han er mest effektiv. Men kan Murray og Henry begyndende med søndagens NFL-premiere dominere i angrebet, har Titans ikke meget brug for mange kast fra Mariota.

MIAMI DOLPHINS AT SEATTLE SEAHAWKS (Kl. 22.05)

Den nye Miami-head coach, Adam Gase, får sin debut, men det er i virkeligheden hans quarterback, Ryan Tannehill, som øjnene bør rettes mod. For Gases arbejde med Tannehill bliver afgørende for, om Miami omsider når i slutspillet. Gase skabte for fem år siden mirakler med Tim Tebow og har siden justeret sit angreb til Peyton Manning og Jay Cutlers evner – med stor succes – og han har fået masser af ros for opgaverne. Manning ringede selv for et par år siden til Browns-ejer Jimmy Haslam og anbefalede Haslam at ansætte Gase. Tannehill har i sine fire år i Miami oplevet utallige ændringer af angrebssystemet, men hvis nogen kan få en top-quarterback ud af Tannehills talent, er det Gase. Det skal blandt andet ske ved, at Tannehill bliver endnu hurtigere på fødderne i lommen. En udebane-premiere mod Seahawks er dog en ekstremt svær opgave.

Flere eksperter mener, at Seahawks har NFLs mest komplette hold, men der er én stor svaghed, og det er angrebslinjen. Sidste år rangerede Pro Football Focus netop Seattles angrebslinje som NFLs tredjedårligste, og i denne offseason er der ikke én starter, der spillede på samme position som i 2015. Det er altså nyt på alle fem positioner, og gruppen bestående af Bradley Sowell, Mark Glowinski, Justin Britt, Germain Ifedi og enten Garry Gilliam eller J’Marcus Webb som højre tackle ser bestemt ikke prangende ud. Mod Miami, der har flere pass-rushers, der har bevist deres værd som Mario Williams og Cameron Wake, kommer den offensive linje på en større åbningstest.

NEW YORK GIANTS AT DALLAS COWBOYS (Kl. 22.25)

For New York er det første gang, at vi ser 110 millioner dollars-investeringerne i rigtig aktion. Defensive end Oliver Vernon, defensive tackle Damon Harrison og cornerback Janoris Jenkins kom til The Big Apple i offseason, og de skal forstærke en svag defensiv. Vernon lavede sidste år 35,5 quarterback hurries for Miami – kun overgået af J.J. Watt og Carlos Dunlap – og især hans debut er ventet med spænding. Vernon og makkeren Jason Pierre-Paul, der også spås en stor sæson, giver Giants en potentielt frygtindgydende pass-rush-duo, som ”The G-Men” havde det i Michael Strahan og Osi Umenyiora. Mødet med Tyron Smith og Doug Free bliver dog hårdt.

Dak Prescott starter fra 1. spillerunde, selvom han er rookie og et 4. rundevalg. Med Tony Romo ude med en skulderskade, skal Prescott tage over, og han har været den helt store åbenbaring i preseason. Det tegner godt – men: Det er stadig kun preseason, hvor ingen hold kører ”kamp-specifikke” game plans. Det betyder, at ingen af Dallas’ modstandere har lavet en ”game plan”, der tog højde for Prescott. Det gør modstanderne begyndende med Giants nu, og det kan presse Prescott, selvom han lige nu er den store fanfavorit i Dallas.

DETROIT LIONS AT INDIANAPOLIS COLTS (Kl. 22.25)

Detroit Lions har sagt farvel til legenden Calvin Johnson, der har stoppet i karrieren, og det betyder, at Golden Tate, Marvin Jones og veteranen Anquan Boldin skal tage over for “Megatron”. Umiddelbart et tilbageslag, men faktisk kan det blive en fordel for løverne. Da Matthew Stafford havde Johnson at kaste til, var meget af angrebet lagt op på kast til Johnson, men nu er Stafford tvunget til i højere grad at sprede spillet ud – og det gør han i offensiv koordinator Jim Bob Cooters “rhytm timing”-angreb med masser af “no huddle”. Det kan bestemt være sundt for Lions, at kasteangrebet er mindre endimensionalt.

Colts-angrebet får Andrew Luck tilbage, og det er i sig selv en stor gevinst, efter at han missede ni kampe i 2015. Men hvis Colts skal nå længere end til bare slutspillet i 2016, kræver det, at forsvaret stepper up. Og det er et meget stort spørgsmålstegn, om det kan det. Skader og afgange – og en overraskende mangel på tilføjelser – har betydet, at defensiven halter gevaldigt og kort sagt savner talentmasse. Det kan sagtens blive en sæson, hvor Colts-forsvaret er blandt NFLs otte svageste, og det vil hæmme holdet gennem hele sæsonen.

NEW ENGLAND PATRIOTS AT ARIZONA CARDINALS (Kl. 1.30, mandag)

Jimmy Garappolo er historien i denne kamp. Quarterbacken, der aldrig har taget et meningsfuldt snap i den regulære sæson, skal i fire kampe tage over for suspenderede Tom Brady. Og for Patriots står og falder det med Garappolos præstation. Hvis Brady ikke skal vende tilbage til et hold, der har indledt sæsonen “1-3”, kræver det, at Garappolo leverer på et højt niveau. Han har vist lovende takter i denne offseason, men i preseason har Garappolo for ofte kastet konservativt og “dumpet” bolden på kortere ruter og “checkdowns”. Det er næsten umuligt at vinde kampe i NFL, hvis man ikke ind i mellem fyrer projektiler af sted – også selvom Patriots-angrebet har mange profiler, der kan hjælpe ham. Mod Cardinals står han over for ét af NFLs bedste forsvar, og derfor indleder han sæsonen med noget en udfordring.

Det er sjældent, at en andenårsspiller har fået så meget hype, som Arizona Cardinals’ running back David Johnson har fået det. Efter en utroligt lovende rookie-sæson, hvor han scorede 13 touchdowns, skal han nu træde yderligere i karakter og bevæge sig op som én af NFLs bedste running backs. I hvert fald hvis man skal tro flere af eksperterne. Den 225 pund-store running back er både hurtig og kraftfuld og er ikke mindst en stærk receiver. Faktisk er han – ifølge nogle vurderinger – en bedre receiver end nogle wide receivers. Ja, general manager Steve Keim siger endda, at Johnson er den bedste receiver på positionen, som Keim har set. Hypen er enorm – men nu gælder det. Nu skal Johnson leve op til den.

Categories: NFL

Skriv et svar