Football For Folket!

Blog: 7 ting om 8. spillerunde

Atlanta Falcons har en lineman, der også er “dyb safety”, en top-rookie har ikke været så god som ventet, og Peyton Manning har på det seneste været skarpere end i otte år. Læs her syv ting om 8. spillerunde.

*** Søndagens opgør mellem Denver Broncos og New Orleans Saints bliver det første opgør mellem Broncos’ quarterback Peyton Manning og Saints’ quarterback Drew Brees siden Super Bowl i januar 2010, hvor Saints slog Colts.

Og Manning og Brees er, selvom de er blevet to et halvt år ældre, omtrent lige så fremragende og formstærke, som de var, da de den søndag aften i 2012 trådte ind på Sun Life Stadium i Miami.

36-årige Manning har i de seneste tre kampe ramt plet på 85 af 112 kast – svarende til hele 75,9 procent – for 984 yards, ni touchdowns og én interception. Det giver en passer rating på utrolige 125 point. Faktisk har Manning i alle sine seneste tre kampe nettet en rating på mindst 115 point – det har han ifølge Draftday.dk’s gennemgang af hans karriere ikke gjort siden tre opgør i november og december 2004. Utroligt.

Og Drew Brees har i sine seneste tre opgør fundet en modtager på 91 af 136 kast for 1193 yards, 11 touchdowns og to interceptions svarende til en passer rating på flotte 115,2 point.

Sagt med andre ord er de to Super Bowl-finalister fra 2010 stadig brandvarme, og det kan betyde, at søndagens opgør i Denver bliver én af sæsonens mest forrygende – i hvert fald hvis man kan lide passing football. Et opgør, hvor Saints’ elendige kastedefensiv kan blive den store taber – og afgørende for udfaldet af kampen. Saints tillader 8,5 yards pr. kast – klart flest i NFL. Peyton Mannings mundvand må løbe ved tanken om de huller i forsvaret, han med stor sandsynlighed kan finde på søndag.

*** Få positioner, hvis nogen positioner overhovedet, har i denne sæson været ramt så hårdt af skader som inside linebacker-positionen.

I denne sæson er så store navne som Ravens‘ Ray Lewis og Texans‘ Brian Cushing – begge inside linebackers – havnet på injured reserve-listen med skader, og her har de selskab af Packers‘ startende inside linebacker D.J. Smith. Og i denne uge fortsatte det så med at vælte ind med inside linebackers på NFLs skadeslazaret. Panthers‘ Jon Beason og Cowboys‘ Sean Lee blev også sat på injured reserve-listen med skader i henholdsvis knæet og storetåen.

For Dallas Cowboys, der søndag møder ærkerivalerne fra New York Giants, er tabet af Sean Lee enormt. Ikke nok med at han klart førte cowboyerne i tacklinger med 58 styk, han var også en forsvarsleder og en playmaker, der i karrieren har lavet syv interceptions trods bare 21 kampe som starter.

Dan Connor skal nu tage over for sin ex-Penn State-holdkammerat, men Connor er langt, langt fra samme spiller som Lee, der var ved at udvikle sig til at være én af NFLs allerbedste på sin position. Og selvom han – ifølge flere iagttagere – måske ikke er den bedste forsvarsspiller i Rob Ryans system, det er DeMarcus Ware trods alt stadig, er han formentlig den vigtigste, fordi den hårdtarbejdende, nærstuderende Lee kaldte de defensive formationer – og havde styr på et forsvar, som havde fået en ganske fornuftig indledning på sæsonen.

For Carolina, som søndag skal til Chicago, er tabet af Beason også stort, men sandheden var, at Beason ikke var den samme spiller i 2012, som han var før 2011-sæsonen, der blev spoleret af en akillesseneskade, og som kostede den første tur på injured reserve-listen. Derfor kan Carolina lettere kompensere for tabet af Beason – isoleret set.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Følg Søren Hygum Hansen på Twitter på @shygumhansen

Skriv et svar