2015 NFL Free Agency Preview – Offensiven

Næste tirsdag åbner free agency-perioden i NFL, og Draftday.dk giver dig her en fyldig optakt. Baseret på insider-info og eksklusive interviews med 16 forskellige amerikanske NFL-reportere får du her nyt om de bedste, offensive free agents.


Tirsdag den 10. marts klokken 22.00 går det løs.

Her åbner NFL markedet for hundreder af spillere, der bliver free agents, hvis de ikke forinden forlænger aftalen med deres hold. Og i de efterfølgende timer og dage vil NFL være spækket med nyheder om navne, der har skiftet hold og fået kæmpe kontrakter.

Dette års free agency-klasse har fået en blandet modtagelse med på vejen, nu hvor vi ved, hvem der er blevet gjort til ”franchise players” og dermed reelt er af markedet. Nogle mener, at årgangen ser virkelig god ud. Andre er mindre imponerede.

CBS’ erfarne NFL-insider, Jason La Canfora, der har en finger på pulsen omkring alt, hvad der rører sig i NFL, er én af dem, der ikke er voldsomt begejstret.
– Jeg kan slet ikke lide denne klasse, siger han i et interview med Draftday.dk.

Han peger på, at der i år er udsigt til, at mange spillere får enorme kontrakter, de ikke burde have haft.
– Mange middelmådige spillere bliver overbetalt, fordi holdene har penge at brænde af og plads på salary cappen, men jeg tvivler på, at de fleste får noget vildt ud af pengene, siger Jason La Canfora.

Det er ellers ikke fordi, at årgangen savner profiler – der er otte Pro Bowlers på markedet, der ikke er gjort til ”franchise players” – og blandt navnene finder man blandt andre NFLs førende i rushing yards i 2014 (DeMarco Murray), én af de bedste tight ends i NFL (Julius Thomas) og én af ligaens top-safeties (Devin McCourty). Og så er der ikke mindst defensive tackle Ndamukong Suh, som er et så stort navn på markedet, at nogle eksperter har sammenlignet hans tilstedeværelse med dengang i 1993, hvor legendariske Reggie White – på toppen af karrieren – tilkæmpede sig retten til free agency.

Her følger en gennemgang over de bedste offensive free agents – baseret på interviews med 16 forskellige, amerikanske NFL-reportere.

QUARTERBACKS

Det fortæller alt om, hvor svag dette års quarterback-klasse er, når Mark Sanchez er øverst på listen over kommende free agents på positionen.

Selvom Sanchez indledningsvis i 2014-sæsonen hos Philadelphia Eagles viste lovende takter, kom han hurtigt ned på jorden igen og tilbage i den svage form, der betød, at New York Jets skilte sig af med ham. Sanchez vil klart kunne være én af NFLs bedste reserver, men tiden, hvor han var fremtidens mand, er forbi.

Som starter i 2014 vandt Sanchez fire kampe, og han tabte fire opgør.
– Den åbenlyse destination er Buffalo, der ikke fik fat i Josh McCown, og hvor hans tidligere head coach hos Jets, Rex Ryan, nu er ansat. Andre hold, der kan have interesse, er Houston Texans og Tennesee Titans, som Sanchez spillede godt imod i sidste sæson. Og så skal man ikke udelukke et comeback til Philadelphia, siger den erfarne Eagles-reporter, Mark Eckel, fra NJ.com til Draftday.dk.

Tennessee Titans har stoppet Jake Locker-eksperimentet. Det evigt skadede ottendevalg i 2011-draften ventes ikke tilbage til Titans, der ellers drømte om, at han en dag ville blive den Steve Young-type, som nogle scouts før hans ankomst til NFL i 2011 sammenlignede ham med.
– Jeg mener, at han kan spille godt i NFL, men skader har været et kæmpe problem. Et hold vil signe ham, og hvis han er klog, vil han se efter et hold, hvor quarterback-situationen er lidt vakkelvorn, så han måske kan skubbe holdets starter ud, selvom han begynder som reserve, fortæller Terry McCormick fra TitansInsider.com til Draftday.dk.

Brian Hoyer vandt 10 af 16 kampe som starter i Cleveland, hvilket er imponerende, men det sidste indtryk er, som bekendt, det vigtigste, og det var ikke godt. I de sidste fire kampe i 2014 ramte han plet på under halvdelen af alle kast for ét touchdown og hele otte interceptions til følge. Han kan konkurrere om et starterjob, fordi quarterback-klassen er så svag, og fordi alternativerne ikke er bedre, men det ligesom med Sanchez svært at se en fremtid i ham. Larry Hardesty fra ESPN New York siger til Draftday.dk, at New York Jets kan være en bejler til Hoyer.

Det samme gælder de andre topnavne blandt årgangens quarterbacks, der er på vej på markedet. Nemlig Christian Ponder (Vikings), Shaun Hill (Rams), Matt Moore (Dolphins) og Michael Vick (Jets), mens Ryan Mallett er et ganske vist uprøvet, men stadig ungt (26 år), talentfuldt navn, der dog ventes at vende tilbage til Houston Texans.

Holdet vil gerne forlænge med Mallett, og den tidligere reserve for Tom Brady i New England vil gerne blive i Texas.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *