2015 NFL Draft Preview – Wide receivers

Læs her om de bedste wide receivers i 2015-draften – en position, der igen i år er spækket med store, talentfulde navne langt ned gennem runderne.


 Sidste års wide receiver-klasse var historisk god.

Fem wide receivers blev valgt i 1. runde, og alle fem leverede store bidrag for deres respektive hold – og én af de fem, New York Giants’ Odell Beckham, var NFLs bedste receiver i anden halvdel af sæsonen.

Og tre af de fem, Beckham, Carolina Panthers’ Kelvin Benjamin og Tampa Bay Buccaneers’ Mike Evans, skaffede flere end 1000 receiving yards. Det er aldrig sket før, at så mange rookie-receivers når så mange yards, og en fjerde, Buffalo Bils’ Sammy Watkins, var blot 18 yards fra den grænse.

Samtidig fandt holdene adskillige wide receivers i de efterfølgende seks runder, der alle imponerede og var produktive. Herunder Philadelphia Eagles’ Jordan Matthews, Green Bay Packers’ Davante Adams, Indianapolis Colts’ Donte Moncrief og Pittsburgh Steelers’ Martavis Bryant.

Forklaringen på succesen er blandt andet, at college football nu er så kasteivrigt, at de unge receivers, når de lander i NFL, allerede har grebet utallige bolde i angreb, der i nogle tilfælde kaster bolden 60-65 gange i en kamp. Samtidig favoriserer NFL-reglerne receiverne i dueller med cornerbacks, og endelig betyder fokus på en ny type ruter i NFL, at de unge receivers ikke behøver at mestre et helt rutetræ fra dag 1. De kan nøjes med at vinde på fysikken, som det er tilfældet med for eksempel ”the back-shoulder throw”.

Det var sidste år. Den gode nyhed er, at dette års receiver-klasse også tegner til at blive rigtig, rigtig god.
– Selvom det ikke bliver helt så dramatisk godt på wide receiver-positionen som for et år siden, bliver det stadig en ret god wide receiver-klasse, fortæller NFL Networks draftguru Mike Mayock.

San Diego Chargers’ general manager Tom Telesco er enig.
– Jeg mener, at det er mere end bare førsterunde-receiverne. Jeg mener, at det stikker dybt – hele vejen gennem draften, siger han om årets klasse.

To spillere skiller sig ud i toppen af 2015-årgangen, og der er delte meninger om, hvem der er bedst.

Alabamas Amari Cooper (6’1, 211) havde en monstersæson i 2014 for The Crimson Tide, hvor han i bare 14 kampe greb 124 bolde for 1727 yards og 16 touchdowns og vandt ”The Biletnikoff Award” som college footballs bedste wide recever. Han bliver generelt betegnet som en wide receiver, der har meget få svagheder, men som generelt bare har en høj standard på flere områder. Han er ubetinget draftens mest ”polerede” wideout, der kan starte fra første dag.

Og så har han en arbejdsmoral, der er så forrygende, at ESPNs Mel Kiper har sammenlignet den med Jerry Rices arbejdsmoral.
– Han er prototypen af en første-receiver, han er en enestående ruteløber, har fremragende hænder, en forrygende evne til at gribe bolden og kan lave spil på ydersiden, forklarer Bucky Brooks fra NFL.com.

Evaluatorer har sammenlignet Amari Cooper, der blev fordret med bolde i Lane Kiffins angreb hos Alabama, med alt lige fra Reggie Wayne og Roddy White til Torry Holt og ikke mindst Hall of Fame-finalisten Marvin Harrison. Mike Mayock mener, at Cooper er det mest ”sikre” valg af top-receiverne i 2014-klassen.
– Han er én af de bedste ruteløbere, der er kommet ud af college i meget, meget lang tid, siger en anonym NFL-scout til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Der er dog også torne i busken. For det første taber Cooper flere bolde, end en top-receiver burde tabe, og så er der dem, der mener, at han ikke er helt oppe i topklassen af wideouts.
– Jeg vil ikke mene, at han er i ”eliten”. Han gør mange ting rigtigt godt. Han gør bare ikke noget med en ”wow”-faktor som Watkins, Evans eller Beckham sidste år, siger en anonym NFL-scout til NFL.com.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *