2015 NFL Draft Preview – Quarterbacks

Draftday.dk går i en ny serie tæt på de bedste spillere i The 2015 NFL Draft. Læs først om quarterback-klassen anført af Jameis Winston og Marcus Mariota.


ESPNs Todd McShay fortæller det meget rammende: Dette års quarterback-klasse er virkelig svag.

Faktisk ser man ifølge McShay sjældent en så svag årgang.
– Det er én af de værste quarterback-klasser, jeg har oplevet, har han sagt og kalder årgangen for ”frustrerende”.

Bortset fra de to forventede topvalg og seneste to års Heisman Trophy-vindere, Florida States Jameis Winston (6’4, 231) og Oregons Marcus Mariota (6’4, 222), er der ikke meget at forelske sig synderligt i, og selvom vi sidst i april måske kan se en tredje quarterback blive skubbet ind i top 32, fordi et hold strækker sig efter én, er opfattelsen hos mange netop nu, at Winston og Mariota er de eneste to quarterbacks, der har sikkert starter-potentiale.
– Det er ikke en rigtig god quarterback-draft, og mange af dem er projekter, mener NFL Networks Mike Mayock.

Oven i købet er der enorme spørgsmålstegn ved både Winston og Mariota.
– Det kan meget vel blive en fejlslagen quarterback-årgang, siger en anonym NFL-kilde til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Umiddelbart har Jameis Winston ellers alt dét, som en NFL-quarterback skal have. Han har størrelsen, styrken og armstyrken, og han har evnen til at time sine kast ind i de små vinduer, der endnu ikke er opstået, når han svinger armen. Hans præcision på kastene er forbilledlig, og så er hans kasteafvikling i topklasse, efter at den er blevet gjort hurtigere i månederne frem mod The NFL Scouting Combine.

LÆS: 2015 NFL Draft Rankings: Quarterbacks

Samtidig har han selvsikkerheden, men også stærke lederevner. Han er uhyre karismatisk, udadvandt og kan samle et hold omkring sig – han har i den grad “star quality” og “the it factor”.
– Baseret udelukkende på kampoptagelser er han i samme klasse som Aaron Rodgers, Ben Roethlisberger og Matt Ryan som det bedste quarterback-talent, der er gået i ligaen i de senere år udover Andrew Luck, forklarer ESPNs Todd McShay.

Winston var college footballs ”Heisman Trophy”-vinder i 2013 og tabte kun én kamp i to sæsoner som starter, og det var nytårsdag i år til Oregon og Mariota.

Det nederlag ændrer dog ikke ved, at Winston i kraft af sine naturlige evner har potentialet til at gå ”first overall” – han er fysisk set en ”franchise quarterback”, der har spillet i et Pro Style-angrebssystem (det er vigtigt), og som kan starte fra dag 1 i NFL. Hans fodbold-IQ er forrygende god – så god, at flere har sat den i samme kategori som Peyton Mannings ditto, hvilket er en ekstrem god anerkendelse.
– Han er formentlig den mest kvikke mand, jeg nogensinde har interviewet, har en anonym NFL-leder sagt til The Bleacher Report.

Mange har sammenlignet ham med Pittsburgh Steelers’ Ben Roethlisberger på banen, fordi Winston ligesom “Big Ben” har et stærkt overblik i lommen og er eminent til at bevæge sig væk fra presset.

I alt 28 interceptions i to sæsoner herunder 18 styk i 2014 er dog et minus, hvad angår præstationerne på banen, og det vidner om, at han ikke altid træffer de rette beslutninger. Han tror for meget på sin armstyrke, har kastet ind i tæt trafik og har især ramt skævt underneden.

Men det er dog enorme problemer udenfor banen, der især skræmmer og gør Winston til et meget, meget usædvanligt, potentielt topvalg – og et risikabelt valg, der har ”boom or bust”-prædikatet klæbret til sig.
– Det er første gang, at du ser en quarterback med så mange problemer udenfor banen, der kan blive topvalget, fortæller ESPNs Mel Kiper.

Siden november 2012 har Jameis Winston været indblandet i hele syv forskellige små, som store episoder udenfor banen, der i seks af tilfælde betød, at politiet blev alarmeret. Heriblandt fordi han skød efter egern med en softgun, som, vidner troede, var et farligt våben. Han blev anklaget for at fylde sodavand fra en automat på Burger King uden at betale. Og senest – i april 2014 – ”glemte” han med egne ord at betale for krabbekløer i et supermarked og blev snuppet for butikstyveri.
– Han var Florida States ansigt udadtil, men han fortsatte med at træffe dumme beslutninger udenfor banen, bemærker NFL Networks Mike Mayock.

Værst var dog anklagen fra december 2012 om voldtægt mod en kvinde, der dog blev droppet af politiet, fordi offeret ikke ville hjælpe med efterforskningen. Og så er der også en tidlig tur i bad til en træning, fordi der blev sat spørgsmålstegn ved hans attitude, ligesom han i september sidste år som straf sad ude i første halvleg af et opgør mod Clemson, fordi han pludselig rejste sig op i en forsamling på campus og råbte “Knep hende lige i fis…!”.
– Han er en Johnny Manziel-klon i forhold til modenhed, siger en erfaren, defensiv NFL-coach til ESPN.

I en NFL-verden, hvor langt de fleste quarterbacks som Peyton Manning, Tom Brady, Drew Brees, Matt Ryan, Tony Romo og Eli Manning er politisk korrekte, jordbundne fyre, er Winston en skæv eksistens. En formidlende omstændighed er dog, at flere kilder mener, at Winston i bund og grund er en god fyr, der bare er umoden.
– Talentmæssigt er han sikkert værdig til topvalget. Men det handler i sidste ende om at finde ud af de sager og afklare, om der kommer flere af dem, eller om han udvikler sig, siger en anonym general manager fra et NFL-hold til ESPN.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *