Football For Folket!

2014 NFL Training Camp Preview

Fredag møder Buffalo Bills’ spillere op til holdets training camp, og herefter åbner de 31 andre hold ét efter ét deres camp. Draftday.dk giver dig her en stor optakt til training camp – med noget af alt det, du bør holde øje med i de kommende uger i NFL.

Stort pres på RG3
Washington Redskins’ franchise quarterback Robert Griffin III har masser at bevise i 2014, og allerede i training camp får vi et stort fingerpeg om, hvor fit og skarp RG3 er, efter at han i en dybt skuffende 2013-sæson slet ikke var den dynamiske playmaker, som han var som rookie året før. I sidste sæson døjede Griffin stadig med efterveerne efter den knæskade, som han pådrog sig i januar sidste år, men nu er han klar igen, og det øger presset på ham markant. Han spiller i et nyt angreb under den nye head coach Jay Gruden, men hvis han skuffer i år 3, vil der helt sikkert komme nye diskussioner om, hvorvidt det var vanvittigt af Redskins at bytte tre førsterundevalg i draften til St. Louis for at kunne handle op og vælge Griffin i 2012-draften.

Den anerkendte quarterback-guru, Terry Shea, har igen i denne offseason arbejdet tæt sammen med Griffin for at finpudse Griffins kasteteknik og fjerne nogle af de dårlige kastevaner, som Griffin har fået. Og Shea fortæller til Draftday.dk, at han vurderer, at Griffin går en stor sæson i møde. Blandt andet bemærkede Shea, at Griffin i 2013 kastede mere fra sin bagfod og lod sin albue falde mere, når han kastede. Begge ting er nu rettet, og Griffin er ifølge Shea “bevidst” om, at det ikke må ske igen.
– Jeg forventer, at Robert får et gennembrud i 2014. Han er 100 procent frisk, hvilket er anderledes i forhold til sidste sæson, og han har igen en god fundamental kasteteknik. Jeg er ret begejstret over, hvor han er i forhold til dér, hvor vi troede, han var, da han gik ind i NFL som rookie, siger Shea til Draftday.dk.

Skader, skader, skader…
Sidste år var der masser af fokus på det store antal spillere, der pådrog sig alvorlige skader i training camp. Blandt dem Ravens’ tight end Dennis Pitta, Eagles’ wide receiver Jeremy Maclin og Packers’ offensive tackle Bryan Bulaga.  Der var ligefrem historier om, at den nye overenskomsts indflydelse på antallet af træninger kostede flere knæskader. I år vil desværre næppe være nogen undtagelse, hvad angår skader, for, som historien har vist, er training camp tidspunktet, hvor profiler eller vigtige spillere skader korsbåndet eller anklen og misser hele sæsonen. Hvem det går udover, ved vi selvsagt ikke endnu. Men skader i training camp kan koste dyrt for et holds chancer for succes.

LÆS: Training camp: Datoer for alle 32 hold

Festen er forbi for Johnny Football
Der har aldrig nogensinde været en rookie, der har trukket så store overskrifter udenfor banen inden sin første training camp, som Cleveland Browns’ Johnny Manziel har gjort det. ”Johnny Football” har brugt de seneste to måneders fripauser på at feste i New York, Las Vegas, Los Angeles og Houston sammen med folk som Justin Bieber, Rob Gronkowski og Floyd Mayweather – og han har drukket champagne på et flydende vanddyr, sprayet champagne på publikum fra en scene og rullet en dollarseddel – på mistænkelig vis – på et toilet. Alt sammen episoder, der er blevet foreviget af blandt andre og ikke mindst af Manziel selv. Men nu er festen forbi. Den 23. juli skal Manziel og de andre rookies møde i Browns’ camp, og herefter skal den kontroversielle quarterback bevise, at de mange fester ikke – som kritikerne hævder – har kostet fokus fra football. På den korte bane skal Manziel vise, at han kan mestre offensiv koordinator Kyle Shanahans playbook. På den lange bane skal han slå Brian Hoyer i kampen om starterjobbet og gøre det godt som rookie. Presset på 22. valget fra 1. runde af maj-draften er i hvert fald stort. Efter to måneders fester og Manziels egne, kontante meldinger om, at ingen bestemmer, hvordan han opfører sig, ved han, at hammeren falder ekstra hårdt, hvis han spiller under det ventede niveau. For så vil kritikerne sige: Hvad sagde vi!

Tre (to) quarterbacks kæmper om jobbet hos Vikings
Minnesota Vikings har tre quarterbacks, der ifølge head coach Mike Zimmer alle kan vinde starterjobet, men realiteten er, at 12. valget i 2011-valget, Christian Ponder, næppe har en stor chance for at genvinde jobbet, som han har bestridt i næsten tre, fulde sæsoner – med ustabilt spil og turnovers til følge. Det betyder, at Matt Cassel, som afsluttede sidste sæson som starter, og rookie og førsterundevalget Teddy Bridgewater kæmper om pladsen. Alle forventer, at Bridgewater – sin draftstatus taget i betragtning – før eller siden vil vinde jobbet, og han passer godt til offensiv koordinator Norv Turners system. Spørgsmålet er bare, hvornår det sker? Zimmer har sagt, at han ikke er bange for at starte rookien, men det kræver formentligt en imponerende præstation i training camp, hvis Vikings skal turde satse på førsteårsspilleren allerede fra 1. spillerunde af. Ellers er Cassel den oplagte starter – også selvom ESPNs Ron Jaworski kalder Cassel den dårligste quarterback-starter i NFL.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar