Football For Folket!

2014 NFL Preview: Tampa Bay Buccaneers

Tampa Bay Buccaneers har en helt ny ledelse og har tilføjet masser af talenter i en begivenhedsrig offseason, der ville gøre Dan Snyder misundelig. Læs her en optakt til Buccaneers’ 2014-sæson.

Værd at vide
Tampa Bay har været ét af denne offseasons mest trendy hold efter en 2013-sæson, der blev indledt med otte nederlag på stribe, sluttede med i alt kun fire sejre og kostede den udskældte head coach Greg Schiano jobbet, men som siden er blevet fulgt op af et forår, som Dan Snyder må misunde. Buccaneers har for det første ryddet totalt op i topstaben ved at ansætte Jason Licht som ny general manager og samtidig hyret Lovie Smith som head coach – efter at den succesrige, tidligere Bears-cheftræner har siddet udenfor NFL i én sæson. Smith har så igen ansat quarterback-guruen Jeff Tedford som sin offensive koordinator og den fyrede Vikings-cheftræner, Leslie Frazier, som sin defensive koordinator. Med Frazier og Smith følger samtidig deres version af ”Tampa 2”-forsvaret. Oven i købet var Buccaneers den mest aggressive aktør i dette års free agency, hvor profiler, talenter og erfarne navne som Michael Johnson, Josh McCown, Anthony Collins, Clinton McDonald og Alterraun Verner blandt andre kom til Tampa på kontrakter til i alt 55 millioner dollars i garanterede penge. Alle de nye ansigter er forklaringen på, at der er eksperter, der tror, at Buccaneers i 2014 kan vende tilbage til slutspillet, som holdet ikke har været i siden 2007 – for tre cheftrænere siden.

Positivt
Defensiven, der statistisk set var NFLs 17. bedste i 2013, bør kun blive endnu bedre i 2014, hvor forsvarsmesteren Lovie Smith og hans folk unægtelig vil sætte et positivt aftryk på forsvarskæden. I de 12 sæsoner, hvor Smith enten var defensiv koordinator for St. Louis Rams eller head coach – og reelt forsvarsboss – hos Chicago Bears, var hans forsvar kun to gange uden for top 10 i NFL. I samme periode har et Smith-ledet forsvar syv gange været i top 5 og to gange (2005 og 2012) været NFLs allerbedste. Der er altså al mulig grund til at tro, at Smith og Frazier, der tænker ens, vil kunne skabe et slagkraftigt forsvar i Tampa, og troen bliver kun endnu stærkere af, at Bears har de perfekte ingredienser til et effektivt ”Tampa 2”-forsvar. Nemlig en hurtig edge rusher (Michael Johnson), en letfodet ”three-technique” lineman (Gerald McCoy), en hurtig linebacker, der kan følge med og dække receivers og running backs (All-Pro Lavonte David) og ikke mindst to cornerbacks (Alterraun Verner og Johnthan Banks), som er glimrende fits til off-coverage zone-opdækning.

Negativt
Buccaneers havde i sidste sæson NFLs dårligste forsvar, og det skal være bedre, hvis holdet ikke skal se sæsonen slutte med 17. spillerunde-opgøret mod New Orleans Saints. Problemet for Buccaneers er dog, at holdet ikke har en quarterback, der for alvor kan vække en skræk i livet på modstanderne. Lovie Smith har en tro på, at Josh McCown kan føre Buccaneers frem til succes, selvom han efter 12 sæsoner og syv hold har bevist, at han ikke er noget elitetalent eller dét, der minder om det. Troen er så stærk, at Smith med det samme degraderede sidste års starter, talentfulde Mike Glennon, til reserve, da McCown blev signet. 34-årige McCown fik sit gennembrud i 2013 hos Bears, hvor han tidligere arbejdede sammen med Lovie Smith, men selvom han er en kvik, skarp og tålmodig quarterback til Tedfords spread-angreb, er det spørgsmålet, om han kan føre Bucs langt. Han har ikke cv’et, der med sikkerhed bekræfter, at han kan være en stabil, stærk 16 kampe-starter, selvom han i 2013 havde en strækning på syv kampe, hvor han kastede 13 touchdowns og bare én interception.

Hold øje med
Syvendevalget i 1. runde af maj-draften, Mike Evans, vil starte fra dag ét på den ene wide receiver-position, og han skal give Josh McCown det ene af de to tårnhøje mål, som McCown har i Evans og Vincent Jackson, som begge er 6 fod 5 inches. Det er dog ikke nok bare at være høj som wide receiver, du skal også kunne løbe de rette ruter og snyde forsvaret med fodfinter, og derfor skal Evans hurtigt mestre den del af spillet, hvis McCown skal fungere effektivt, når han kigger mod Evans og svinger armen. Mike Evans er spækket med naturligt talent, men løb kun seks ruter i college hos Texas A&M, og derfor er han en upoleret løberuter.

Skriv et svar