Football For Folket!

2014 NFL Preview: Seattle Seahawks

De forsvarende mestre ser igen skræmmende stærke ud. Seattle Seahawks har mange playmakers, men ét sted kan dybden halte.

Værd at vide
Seattle Seahawks kommer ind i sæsonen som forsvarende mestre og som manges bud til at vinde endnu et mesterskab efter en historisk ydmygelse på 43-8 i Super Bowl, hvor defensiven bragte sig op på niveau med Chicago Bears’ ”46”-forsvar og Baltimore Ravens’ Ray Lewis-ledede forsvar fra 2000. Holdet har stadig NFLs på papiret bedste forsvar og masser af talent i offensiven, og det gør dem til favoritter til at vinde først og fremmest stærke NFC West og siden konferencen. Seattle har haft en suveræn offseason og en endnu bedre preseason. Det tegner skræmmende godt.

Positivt
Ligesom andre mestre før dem mistede Seahawks flere spillere via free agency, men grundstammen af spillere, der førte Pete Carrolls tropper til New York i februar, er stadig en del af holdet: Russell Wilson, Marshawn Lynch, Michael Bennett og ikke mindst det frygtindgydende ”Legion of Boom”-secondary anført af Richard Sherman og Earl Thomas. Læg dertil playmaker Percy Harvin, som dårligt spillede i sidste sæson, stortalentet, running back Christine Michael, og en angrebslinje, der bør blive bedre i 2014, hvis den kan undgå de skader, som enheden var plaget af i 2013. Den oprindelige linje var kun på banen sammen i syv kampe i 2013. Seahawks vil være jagtet, men holdet har kvaliteten til at genvinde mesterskabet som det kun niende hold i NFL-historien, selvom det ikke bliver lettere af, at holdet i 2014 døjer med et divisionsvinder-turneringsprogram. Men i kraft af ”The 12th Man” – NFLs bedste hjemmebane – har Seahawks en fordel, som få mestre har haft før dem, og det er værd at bemærke, at to af grundspillets sværeste modstandere, Green Bay og Denver, begge skal til Seattle og ikke omvendt.

Negativt
Én af de helt store årsager til, at Seattle Seahawks i 2013 havde et historisk godt forsvar, var den store dybde, som holdet havde på forsvarslinjen i form af en ordentlig bunke defensive ends og defensive tackles, der roterede ind og ud, holdt hinanden friske, og som derved førte et kontinuerligt pres med sig. Ingen spiller var på banen på mere end 57 procent af alle snaps i sæsonen. Men inden denne sæson har Seahawks mistet veteranerne Chris Clemons og Red Bryant og det lovende talent Clinton McDonald, som til sammen lavede 11 ½ sacks og 97 tacklinger i 2013, og som var inde på hele 1496 snaps. Det er en vigtig kerne at miste og skulle erstatte. Seahawks har stadig en større gruppe af skarpe, dygtige defensive linemen som de to ends Michael Bennett og Cliff Avril, de to tackles Brandon Mebane og Tony McDaniel – og der er også en bedre dybde end hos mange andre hold. Men spørgsmålstegnene er større end forud for sidste sæson. Vil den nye mand og eks-All-Pro, Kevin Williams, stadig kunne levere i en alder af 34 år? Hvor meget kan man forvente af reserver som O’Brien Schofield, Cassius Marsh, Jordan Hill, Jimmy Staten og Greg Scruggs? Og hvordan håndterer Avril og Bennett at skulle få mere spilletid, end de fik i 2013? Situationen blev ikke bedre af den alvorlige knæskade til Jesse Williams – en spiller, som Pete Carroll ellers i maj fremhævede som én af dem, der skulle tage over for de spillere, der har sagt farvel. De fleste hold ville elske at have Seahawks’ dybde, men for et hold, der jagter endnu et mesterskab, og som lever af en ualmindelig stærk dybde, kan linje-gruppen vise sig ikke at være stærk nok, som sæsonen skrider frem, og flere spillere får skader. Og så kan det blive et problem for hele forsvaret.

Hold øje med
Christine Michael kan få et gennembrud i 2014, hvor andenårsspilleren igen skal være én af reserverne for Marshawn Lynch, men hvor den 23-årige spiller med det eksplosive antrit i langt højere grad end som rookie vil få boldberøringer i et backfield, hvor Seattle modsat tidligere vil dele handoffs mellem de bedste backs. Seahawks’ ledelse har skamrost Michaels forberedelser til sæsonen, og der er al mulig grund til at tro, at han er fremtidens afløser for Lynch, som er 28 år, og som i de seneste tre sæsoner har løbet sammenlagt 1002 gange med bolden. Hvor god er Christine Michael? Så god, at den tidligere NFL-leder og nuværende ESPN-analytiker, Louis Riddick, i juni fortalte, at Michael i 2014 får chancen for at bevise, at han er den mest talentfulde running back, ”der er blevet valgt de sidste fem år” i draften. Og Carroll sagde tidligere i denne måned, at Lynch er den ”mest forbedrede spiller” på holdet i denne offseason.

Skriv et svar