Football For Folket!

2014 NFL Preview: Pittsburgh Steelers

Pittsburgh Steelers har de sidste sæsoner været synonym med middelmådigheden. Både i 2012 og 2013 sluttede head coach Mike Tomlins tropper med otte sejre og otte nederlag og begge gange med misset slutspil til følge. Og specielt i sidste sæson stod det klart, at Steelers’ engang så fremragende forsvar trængte til en opgradering. Dick LeBeaus’ defensiv tillod 16. flest point og 13. flest yards, og det var første gang i 13 år, at Steelers’ defensiv ikke rangerede i top 10 i antal tilladte yards. Derfor har general manager Kevin Colbert og Tomlin i offseason haft fokus på defensiven og hentet spillere til linjen og linebacker-gruppen i free agency og draften. Offensivt har Steelers mistet wide receiver Emmanuel Sanders, mens Lance Moore er kommet til.

Positivt
For bare få år siden var den offensive linje et kæmpe problem for Steelers, men det er nu en af holdets styrker. Pittsburgh har investeret voldsomt i at opgradere linjen via draften, og det har givet bonus. Det tidligere førsterundevalg, center Maurkice Pouncey, vender tilbage efter at have misset sidste sæson, og guards David DeCastro og Ramon Foster spillede begge rigtig godt sidste år. Kelvin Bechum og Marcus Gilbert ligner et par tackles, der kan holde skansen de næste mange år, selvom Gilbert skal oppe sig efter 11 tilladte sacks og hele 30 quarterback hurries sidste sæson. Steelers kan også glæde sig over, at tight end Heath Miller er helt tilbage. Den stærke tight end missede et par kampe sidste år og var aldrig helt sig selv efter en korsbåndsskade i 2012. Millers tilbagekomst vil hjælpe Big Ben betragteligt.

Negativt
Steelers’ løbeforsvar var ikke særlig godt sidste år og tillod 4,3 yards pr. carry, nok til at rangere i den dårligste halvdel af ligaen. Godt nok er Cam Thomas kommet til fra San Diego Chargers, men det er næppe nok til at styrke den defensive linje, hvor nose tackle Sean McClendon starter på nose tackle. Brett Kiesel vender tilbage, men han er blevet 35 år. Defensivt er der fortsat problemer for et forsvar, der tillod 23,1 point pr. kamp. Det er svært at se, hvem der skal levere pass rush, idet LaMarr Woodley er væk og Jarvis Jones skuffede i sit første år. Cornerback-situationen er langt fra ideel, og Steelers formåede ikke at opgradere her i draften. På angrebet har Roethlisberger mistet Sanders, og det er tvivlsomt om Moore eller unge talenter som Martavis Bryant og Marcus Wheaton kan træde ind i hans rolle allerede i år.

Hold øje med
Alt peger på at rookie linebacker Ryan Shazier allerede i sin første sæson vil få en stor og vigtig rolle. Shazier tilføjer Steelers’ forsvar hurtighed og eksplosivitet, som det har manglet de sidste sæsoner, og han har i preseason vist, hvorfor han blev valgt i første runde af årets NFL Draft. Den tidligere Ohio State-profil mangler ideel størrelse, men han spiller fortsat meget fysisk, og han kan stort set alt – blitze, dække op, stoppe løbet. Ryan Shazier er i mine øjne et virkelig godt bud på NFL Defensive Rookie of the Year.

Skriv et svar