Football For Folket!

2014 NFL Preview: New York Jets

New York Jets nåede AFC-finalen i de to første sæsoner under head coach Rex Ryan, men siden er det gået ned ad bakke for “Gang Green”. 

Så meget at Ryan sidste år selv bragte rygter om, at han var ved at blive fyret efter den tredje sæson med misset slutspil. Til stor spillerjubel fik Ryan dog lov til at beholde sit job og tilmed med en forlængelse oven i hatten, men nu skal der også leveres i denne sæson. Problemet er bare, at Jets ikke rigtigt har et slutspilshold. Godt nok har quarterback Geno Smith vist positive fremskridt, men han mangler våben, og på forsvaret er der store problemer på det bageste forsvar. Og netop Ryans varmærke, forsvaret, skal levere varen, hvis Jets skal nogen vegne. Sidste år rangerede defensiven blot som den 11. bedste og tillod 14. flest point (24,2) pr. kamp, og det sidste tal skal markant ned, hvis Jets igen skal i slutspillet. Angrebet har fået tilføjet et par profiler i running back Chris Johnson og wide receiver Eric Decker, men spørgsmålet er, om Johnson har noget “CJ2K” tilbage, og om Decker kan klare springet til at være førstereceiver.

Positivt
Ryan ønsker at løbe bolden og spille hårdt, aggressivt på forsvaret, og han har en af de mest talentfulde og dybeste grupper af running backs i sin tid som Jets-træner. Johnson giver dem “lightning” big play-muligheder, mens Chris Ivory er den “thunder”, der kan trætte forsvarene. I Bilal Powell har Jets en virkelig god tredjemand, der kan lidt af hvert. Da Jets nåede slutspillet i 2009 og 2010 var det primært takket være gode løbeangreb, der rangerede som det bedste og fjerdebedste i NFL, og der er en god mulighed for, at New Yorkerne igen kan ligge i top i den kategori. Den defensive linje er måske ligaens allerbedste. Sheldon Richardson og Muhammad Wilkerson er et par fremragende defensive ends, der begge er i top fem på deres position. I midten har Jets masser af pund i form af Damon Harrison og Kenrick Ellis til at stoppe løbet. Safetygruppen er også udmærket med rookie førsterundevalget Calvin Pryor og Dawan Landry.

Negativt
Cornerback-positionen er i virkelig skidt stand, efter Jets tidligere i år undlod at opgradere i free agency og draft. Sidste års førsterundevalg, Dee Milliner, starter på den ene flanke, men han døjer pt. med en alvorlig ankelskade og er tvivlsom til sæsonpremieren. Bag ham er der ikke meget kvalitet med Darrin Walls, Kyle Wilson og Antonio Allen, en konverteret safety der først i training camp har skiftet position. Godt nok er Leon McFadden kommet ind fra Cleveland Browns, men han lavede otte! straffe i preseason. Læg dertil at FA-tilføjelsen Dimitri Patterson er blevet cuttet, og tredjerundevalget fra i år, Dexter McDougle er ude for sæsonen. Det er en rigtig skidt situation for Jets, der sidste år tillod næsten 4000 passing yards, 11. flest i NFL. På wide receiver mangler der også noget kvalitet. Decker er kommet til fra Denver Broncos, men han har aldrig fungeret som første-receiver. Jeremy Kerley er en solid slot-receiver, men seks touchdowns på tre sæsoner, vidner om at hans bidrag har været begrænset. Guard-positionen kan også ende med at give Jets problemer, hvis ikke Willie Colon kan holde sig skadesfri.

Hold øje med
Linebacker Demario Davis står foran det helt store gennembrud i denne sæson. Det tidligere tredjerundevalg fra 2012-draften er klar til at tage det store ansvar i midten af Jets’ forsvar. Sidste år lavede Davis 107 tacklinger, og han har et godt instinkt og en evne til at lokalisere bolden hurtigt. Hold også øje med førsterundevalgte Pryor, der er en big-play type, der kan skabe masser af energi til Jets’ defensiv, og han har fået masser af ros fra Ryan, der har sammenlignet Pryor med legendariske Jack Tatum.

Skriv et svar