Football For Folket!

2014 NFL Preview: New York Giants

Eli Manning skal rejse sig efter en forfærdeligt 2013-sæson, og det skal han gøre i et nyt angrebssystem med Aaron Rodgers’ hjælper som sin lærermester.

Værd at vide
I 2013 oplevede Tom Coughlin og Eli Manning noget usædvanligt. For første gang siden 2004 – året, hvor træner-quarterbacken-duoen tog over – tabte holdet flere kampe, end det vandt, og det har præget Giants’ offseason. ”The G-Men” har renset massivt ud på holdet og blandt andre sagt farvel til erfarne, mangeårige Giants-trænere som Kevin Gilbride, Mike Pope og Jerald Ingram og til Super Bowl-vindende navne som Justin Tuck, Hakeem Nicks, Corey Webster, Chris Snee (karrierestop) og Kevin Boothe. Det er i den grad nye tider i Giants-land, der omvendt har været mere aktive i free agency end i nogen anden offseason end netop 2004. Blandt de nye navne, der er kommet til, er running back Rashad Jennings, defensive end Robert Ayers, linebacker Jameel McClain og cornerback Domnique Rodgers-Cromartie. Og så har Giants – ikke mindst – fået en ny offensiv koordinator i Ben McAdoo, som efter at have hjulpet Aaron Rodgers i Green Bay, nu skal hjælpe en anden Super Bowl-vindende quarterback, Eli Manning, til bedre tider i New York efter en elendig Manning-sæson i 2013.

Positivt
Nyerhvervelsen, cornerback Walter Thurmond, sagde i april, at Giants’ secondary kan blive NFLs bedste og dermed være bedre end det secondary, som Thurmond kom fra: “The Legion of Boom” fra Seattle Seahawks. Det er nok lidt af en tilsnigelse, men faktum er i hvert fald, at Giants på papiret har holdets bedste secondary i årevis, hvilket er afgørende i en tid, hvor der er stadig større fokus på de defensive backs. Der er dem, der mener, at de defensive backs i en tid med skrappere regler rettet mod forsvarsspillerne er blevet forsvarets vigtigste spillere, fordi de trods alt stadig må sætte hænderne på receiverne inden for de første fem yards – og derfor som de eneste kan diktere modstanderens kastespil, inden quarterbacken slipper bolden. Giants har udover Thurmond, der var en fremragende nickel- og dimeback i Seattle i 2013, også givet Dominique Rodgers-Cromartie en 35 millioner dollars-stor aftale. ”DRC” skifter fra Broncos, hvor han gjorde det godt i 2013, og vil nu skulle dække modstanderens top-receiver for Giants. Dertil kommer endnu en tilføjelse, Zack Bowman, som bliver tilsluttet en enhed, der også tæller lovende Prince Amukamura, Trumaine McBride, veteranen Antrel Rolle, den nye safety Quintin Demps og Stevie Brown, der sad ude hele sidste sæson med en korsbåndsskade, men som lavede otte interceptions året før. Samlet set giver det et secondary, som kan blive Giants’ største force i 2014.

Negativt
Der er store spørgsmålstegn omkring angrebslinjen, hvor holdet ellers har tilføjet seks veteraner og en rookie, Weston Richburg, til en enhed, der i 2013 tillod Manning at blive nedlagt karrierehøje 39 gange. Venstre tackle Will Beatty var elendig og tillod alene 11 sacks. Men hvordan enheden med de nye ansigter sammen vil klare den, er endnu uvis. Samtidig er den en gruppe med flere unge navne og spillere, der har få kampe som starter på cv’et. Det kan næppe blive værre end sidste år, hvor skader ødelagde meget, men det kan også blive meget af det samme. En stor trøst er dog, at Manning faktisk er dygtig til at undvige sacks (det kunne have været meget værre i 2013), og at angrebslinjen i 2014 får hjælp af Mannings hurtigere kasteafvikling.

Hold øje med
Øjnene bør være rettet mod offensiv koordinator, 37-årige Ben McAdoo, der bringer et helt nyt system med sig til The Big Apple. Og dermed er fokus også på den fire år-yngre quarterback Eli Manning, som i en kritikspækket 2013-sæson kastede en franchise-rekord 27 interceptions, men som i McAdoos tempofyldte system med flere korte, sikre kast bliver bedt om at slippe hurtigere af med bolden (og derved minimere risikoen for interceptions og sacks). Ord som “atter energifyldt” er blevet brugt flittigt denne offseason, hvor Manning siger, at McAdoos ankomst har betydet meget positivt for ham. Nu skal Manning bevise, at det hele er mere end bare tomme ord i et system, hvor han skal lade holdets playmakers – som førsterundevalget, wide receiver Odell Beckham Jr. – gøre arbejdet, efter at de har grebet kortere kast fra Manning. Hvis Eli Manning og Ben McAdoo ikke får succes i 2014, får Giants det heller ikke – og så vil diskussionen om, hvorvidt nummer 10 har toppet, fortsætte.

Skriv et svar