Football For Folket!

2014 NFL Preview: Minnesota Vikings

Minnesota Vikings har fået en ny head coach, der først og fremmest skal forstærke et svagt forsvar. Men uanset hvad bliver Vikings ikke markant bedre, hvis holdet ikke får løst problemet på banens vigtigste position.

Værd at vide
Efter bare fem sejre i 2013 fik Minnesota Vikings i januar en ny head coach – den femte på 14 år – og Mike Zimmer fik i en alder af 58 år endelig den chance som cheftræner NFL, som han i flere år har drømt om at få – og været forbigået kandidat til hos flere hold. Zimmer er en ”old school”-træner, der medbringer et renommé som som defensiv guru fra Cincinnati med sig til Minneapolis, og han får et stort ansvar for at forbedre NFLs svageste forsvar målt i antal point tilladt. Adrian Peterson er den bedste running back i NFL siden Emmitt Smith og Barry Sanders, men modsat 1990’erne kan et hold ikke nå synderligt langt med en fremragende running back uden en stærk quarterback, og sådan én har Vikings ikke haft i flere år. Det forklarer, hvorfor Vikings i maj brugte det andet førsterundevalg på bare fire år på en quarterback i form af Teddy Bridgewater, der kæmper med Matt Cassel om starterjobbet. Bridgewater ser lovende ud, men det gjorde Christian Ponder også i 2011, og han blev en fiasko og træner nu med tredjeholdet. Det taler dog til Bridgewaters fordel, at den nye offensive koordinator er Norv Turner, der er kendt som en offensiv mastermind, som har haft en stor andel i for eksempel Troy Aikman og Philip Rivers’ succes.

Positivt
Vikings har flere ”skill position players”, der giver den startende quarterback frygtindgydende våben at angribe med. Hvis Adrian Peterson trods sine 29 år og flere end 2000 carries kan levere endnu en top-sæson – meldingerne fra training camp er, at han ser skarp ud (som altid) – har Vikings en kædeflytter og playmaker, som intet andet hold kan matche. Han får samtidig flere muligheder på catches i 2014. Der er dog for alvor grund til optimisme, fordi Vikings med spilleren med trøjenummer 84, Cordarelle Patterson, har en ung receiver, som med rette er blevet hypet voldsomt denne offseason. Andenårsspilleren viste glimt af sit unikke talent i 2013, og han har dynamiske playmaker-evner, som er i eliteklassen. Det var besynderligt, at den fyrede offensive koordinator, Bill Musgrave, i 2013 ikke var mere kreativ med en ”Joker” som Patterson, men den gode nyhed for Vikings er, at Norv Turner tilsyneladende har store planer med Patterson. Turner var manden bag Josh Gordons fantomsæson hos Cleveland i 2013, og der er grund til at tro, at Patterson – hvis han kan blive mere poleret – kan få et noget nær lige så stort gennembrud i 2014. Oven i Peterson og Patterson kommer de to erfarne receivers, Greg Jennings og tight end Kyle Rudolph, der også kan gøre en forskel.

Negativt
Vikings-forsvaret var skidt i 2013 og toppede ligaen i flest point og passing touchdowns tilladt. Det har sat gang i et generationsskifte i Minnesota, hvor holdet for første gang siden 2007 ikke vil have Jared Allen (Chicago) og Kevin Williams (Seattle) ved siden af hinanden på forsvarslinjen. Begge er dog ikke de spillere, de var engang, men Viking-forsvaret synes omvendt ikke specielt polstret. Der er masser af lovende talenter (defensive end Everson Griffen, rookie-linebacker Anthony Barr, safety Harrison Smith, cornerback Xavier Rhodes), men ingen store stjerner og få sikre kort. Håbet er naturligvis at Mike Zimmers ankomst vil give 15-20 ekstra procent, men det er for eksempel på ingen måder givet, at et kasteforsvar, der tillod 37 touchdowns gennem luften i 2013, bliver markant bedre i 2014. Og det er et problem, når Vikings hører hjemme i NFC North med Rodgers, Stafford, Megatron og Marshall, Jeffery.

Hold øje med
Mange kaldte det for ”overpris”, da Vikings kort før free agencys begyndelse gav defensive end Everson Griffen en ny femårig aftale til 42,5 millioner dollars. Nok er Griffen talentfuld – og en fleksibel lineman, der som Seahawks’ Michael Bennett kan blive flyttet rundt på linjen – men nogen stor force har han ikke været indtil nu i en halvtidsrolle. Vikings håber, at Griffen allerede i 2014 kan lave et tocfiret antal sacks fra sin position som højre defensive end. Samme position havde Jared Allen, og han lavede mindst 10 sacks i alle sine sæsoner i Minnesota. Der er med andre ord et stort pres på Griffen, der skal levere, hvis Vikings’ bagerste kæde ikke skal sønderskydes igen i den kommende sæson.

Skriv et svar