Football For Folket!

2014 NFL Preview: Miami Dolphins

Det er ved at være sidste udkald for Joe Philbin, der i sit tredje år som cheftræner for Miami Dolphins skal levere varen. Efter to sæsoner med kun 15 sejre og et hav af problemer på og uden for banen, så skal Dolphins vise fremgang i 2014, hvis Philbin skal beholde jobbet. Det handler ikke kun om at være mere konkurrencedygtig inden for stregerne, men det handler også om at skabt en kultur i omklædningsrummet, der distancerer totalt fra den, der førte til Jonathan Martin-sagen sidste år. Derfor har der også været stor udskiftning i truppen, ligesom der på trænerfronten er sket markante ændringer. Bill Lazor er kommet til som ny offensiv koordinator, og han skal forsøge at få forløst quarterback Ryan Tannehills potentiale, nøjagtigt som han gjorde sidste år med Nick Foles hos Philadelphia Eagles. På forsvaret skal den defensive koordinator Kevin Coyle vise fremgang, efter Dolphins’ forsvar sidste år tillod 20,9 point pr. kamp – ét flere end året før. Det skal han dog til en start gøre uden den stærke safety Reshad Jones, der har karantæne i de første fire kampe.

Positivt
Alt peger på at Dolphins har fundet en franchise quarterback i Ryan Tannehill. Sidste år viste det tidligere førsterundevalg en positiv udvikling og kastede 24 touchdowns og kun 17 interceptions, og meldingerne fra training camp har været yderst positive. Det er utrolig vigtigt for Miami, der i årevis (siden Dan Marino blev pensioneret) har kæmpet med at finde den rette mand bag center. Den defensive linje er virkelig stærk og dyb. I defensive ends Cameron Wake og Olivier Vernon har Dolphins et par dygtige pass rushers, der med eksplosive antrit kan sætte deres direkte modstandere til vægs. I midten former Randy Starks, Earl Mitchell og Jared Odrik en solid trio, og linjen har dybde bag de fem nævnte. På cornerback har Dolphins opgraderet i offseason med signing af Cortland Finnegan, ligesom Brent Grimes forlængede sin kontrakt. Sidste år tillod Miami kun en quarterback rating på 77.3 point, hvilket var femte bedst i NFL.

Negativt
Den offensive linje er stadig blandt NFL’s aller dårligste. Center Mike Pouncey er skadet og ude den første del af sæsonen, selvom han er blevet aktiveret og ikke starter på PUP-listen. Uden ham har Dolphins kæmpet med at finde en center, der kunne klare jobbet, og lige nu er de landet på Samson Satele. Det siger meget, at Miami har beholdt 11 offensive linemen i deres trup, for de kæmper virkelig for at finde den rette kombination – specielt på indersiden af linjen. Wide receiver-gruppen er egentlig ganske udmærket, men den dyre investering, Mike Wallace, mangler fortsat at levere varen. Han skuffede sidste år, hvor han ikke var på linje med Tannehill, og leverede karriere lavest yards pr. catch (12,7) og touchdowns (5). Uden Wallace er Dolphins’ kasteoffensiv noget amputeret, så han skal vise sin værdi. På safety er det virkelig skidt, at Dolphins må undvære Reshad Jones, der sidste år lavede 107 tacklinger, næst flest på holdet. Topvalget fra sidste år, defensive end Dion Jordan, er ligeledes i karantæne i fire kampe, og det kommer efter en yderst skuffende rookie-sæson. Hvis ikke Jordan viser fremskridt i år, kan det ligne et spildt pick.

Hold øje med
Dolphins’ receiver-gruppe er ikke særlig stærk, og derfor kan vi allerede i år komme til at se rookie Jarvis Landry i en prominent rolle. Landry faldt i draften på grund af en langsom 40-yard tid, men han spiller væsentligt hurtigere end sin timede tid, og han har virkelig sikre hænder. Der er gode chancer for, at den tidligere LSU-profil, kan få en rigtig god rookiesæson. 

Skriv et svar