2014 NFL Preview: Kansas City Chiefs

Efter blot to sejre i 2012 nåede Kansas City Chiefs sidste år i slutspillet i Andy Reids første sæson. Nu håber Missouri-mandskabet at kunne tage det næste skridt, men meget skal klikke for Chiefs, hvis det skal lykkes. Chiefs har ikke opgraderet nævneværdigt i offseason men har i stedet sagt farvel til flere offensive linemen og defensive backs. Det koster både kvalitet og dybde, og da man kan argumentere for, at Reids mandskab overpræsterede sidste år, så er Chiefs også et hold, som kan skuffe i år. Et vigtigt element sidste år var quarterback Alex Smith, der kastede 23 touchdowns og kun syv interceptions, og han har fået en ny, stof aftale. Smith er 30-9-1 som starter siden 2011, men spørgsmålstegn ved den offensive linje og på receiver-positionen, kan koste Chiefs og gøre det unødvendigt svært for Smith, der tillige mangler kvalificerede mål. Defensivt rangerede Chiefs i top 10 sidste år, men når de store offensive mandskaber rullede arsenalet tillod Chiefs masser af point – som i wild card-nederlaget til Indianapolis Colts, der scorede 45 point. Desværre er der ikke blevet opgraderet på forsvaret, og derfor kan Chiefs få problemer med at holde modstanderne fra mange point. Kampprogrammet er heldigvis på Chiefs’ side, men de er i en svær division, hvor Denver og San Diego lige nu synes stærkere.

Positivt
Chiefs har fortsat et af ligaens allerbedste løbeangreb anført af Jamaal Charles. Den 5’11 og 199 pund store running back har et fantastisk blik for spillet og kan skabe store spil på stribe, og han vil igen i år være omdrejningspunktet for Chiefs’ angreb. Charles leverede sidste år 1980 offensive yards og 19 touchdowns, og det var over 36% af Chiefs samlede offensive produktion. Det er tvivlsomt om Charles kan ramme helt samme niveau, men mindre kan også gøre det, for så længe han holder sig skadesfri, vil han kunne trække det helt store offensive læs. På forsvaret har Chiefs en virkelig god gruppe linebackers med tre startere, der alle spiller tre downs. Justin Houston, Derrick Johnson og Tamba Hali er en virkelig stærk trio, der både kan rushe quarterbacken, stoppe løbet og operere i coverage, og de har fået selskab af Joe Mays, der sidste år startede 13 kampe for Houston Texans. Alt i alt er gruppen blandt de bedste i NFL.

Negativt
Det starter med venstre tackle Eric Fisher – topvalget fra sidste år – der skuffede sidste år og har haft en tvivlsom training camp og preseason. Selv den lokale Kansas City Star mener, at det måske allerede er på tide at “bekymre sig” om Fisher, der som rookie tillod syv sacks, primært som højre tackle. Branden Albert er taget til Miami Dolphins, så nu hviler der et stort ansvar på Fisher som bodyguard for Smith. I det hele taget er der bekymringer omkring den offensive linje, hvor guard Jeff Allen nu skal spille højre tackle, og rookie guard Zach Fulton overtager fra Jon Asamoah. På wide receiver-positionen opgraderede Chiefs af mærkværdige grunde ikke rigtigt i offseason. De havde mange muligheder i draften men status er, at Donnie Avery, Frankie Hammond, Albert Wilson og det tidligere førsterundebust A.J. Jenkins er Chiefs’ bedste kort i premieren, hvor Dwayne Bowe er i karantæne. Den gruppe er blandt ligaens svageste. På cornerback ser det heller ikke godt ud. Marcus Cooper imponerede tidligt sidste år som undrafted rookie, men han har begræsninger og blev bænket sent på sæsonen. Modsat har Sean Smith først lige overtaget rollen som starter fra Ron Parker. I en kasteliga er det bekymrende for Chiefs, at der ikke er mere kvalitet på den position.

Hold øje med
Et af de offensive våben som Chiefs med fordel kan bruge ud over Charles er rookie wide receiver/running back De’Anthony Thomas. Thomas er usandsynlig hurtig og kan skabe alverden ud af ingenting, og hvis Chiefs brugers ham rigtigt, kan der være store spil i vente. Det er også værd at holde øje med tight end Travis Kelce, der har haft en flot preseason. Kelce bliver sammenlignet med New England Patriots’ Rob Gronkowski på grund af sin størrelse og evner som pass catcher. Han kan hurtigt udvikle sig til en go-to guy for Alex Smith.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *