Football For Folket!

2014 NFL Preview: Houston Texans

Efter to sæsoner i træk med slutspil ramte Houston Texans sidste år bunden og vandt kun sølle to kampe. Det kostede head coach Gary Kubiak jobbet, og quarterback Matt Schaub, der i løbet af sæsonen blev dårligere og dårligere, blev bænket og siden handlet til Oakland Raiders. Ny mand i spidsen for texanerne er Bill O’Brien, der på to sæsoner fik genrejst Penn State under svære betingelser. O’Brien har en stærk offensiv baggrund og har tidligere været offensiv koordinator hos New England Patriots, og han vil i første omgang selv stå for at kalde spil og koordinere angrebet. På forsvaret har O’Brien omgivet sig med tidligere Patriots-folk som defensive koordinator Romeo Crennel og linebackers coach Mike Vrabel. Specielt er Crennel en interessant tilføjelse, fordi han sværger til et 3-4 two-gap system, hvor forsvarsspillerne spiller mere afventende med faste ansvarsområder. Om det også bliver tilfældet hos Texans, og om det i så fald vil begrænse superstjernen J.J. Watt og topvalget Jadeveon Clowney må tiden vise.

Positivt
Selv den bedste quarterback kommer i problemer, hvis ikke den offensive linje kan holde skansen, men til al held for Texans, har de en fremragende én af slagsen. Venstre tackle Duane Brown har i flere år ubemærket været en af ligaens allerbedste, og center Chris Myers har startet alle kampe i sine seks år hos Houston. Guards Ben Jones og Brandon Brooks samt tackle Derick Newton er unge talenter med masser af starterfaring, og rookie guard Xavier Su’a-Filo er kommet til i første runde af årets draft. Så det er en linje, der har, hvad der skal til for at kunne begå sig mod ligaens allerbedste defensive fronter. Forsvarets forreste syv er skræmmende gode, og det hele starter med defensive end/outside linebacker J.J. Watt. Watt er uhyggelig god, og han har lavet 36,5 sacks i sine blot tre sæsoner i NFL. Han kan dog mere end det og har også fået fingrene på et hav af kast, og hans alsidighed kan betyde, at det netop ikke bliver et problem, at han nu skal spille fem-tech defensive end i stedet for traditionel end med hånden i jorden. Topvalget fra årets draft, linebacker Jadeveon Clowney, er en superstjerne i svøb, Whitney Mercilus er et tidligere førsterundevalg med pass rush evner, og i midten huserer linebacker Brian Cushing, der i år vil blive flankeret af Brooks Reed. Alt i alt bliver det ikke meget bedre i NFL.

Negativt
Texans har desperat brug for en franchise quarterback, og det er ikke Ryan Fitzpatrick og næppe Ryan Mallett. Fitzpatrick er 27-49-1 som starter hos fire andre NFL-hold, og Mallett har aldrig rigtig spillet, og den position bliver et problem for Texans i år. O’Brien er kendt som en quarterback guru, og Texans skal satse deres penge på, at cheftræneren over de næste sæsoner kan udvikle Tom Savage, som holdet valgte sent i årets draft. Løbeangrebet kan blive godt med running back Arian Foster, men han har været plaget af alt for mange skader og scorede kun én gang i otte kampe sidste år. Hvis han går ned, så Alfred Blue næste mand i rækken. Nose tackle Jerrell Powe har erfaring med Crennels system fra sin tid hos Kansas City Chiefs, men her startede han kun én kamp. Sidste år tillod Texans 15 løb for flere end 20 yards (fjerde flest i NFL), og spørgsmålet er, om den 6’2 og 331 pund store Powe kan holde skansen indtil tredjerundevalget fra årets draft, Louis Nix, er klar. Cornerback Kareem Jackson, et tidligere førsterundevalg, var småskadet sidste år og skuffede generelt, så han skal finde tilbage til sit 2012-niveau.

Hold øje med
Selvom safety D.J. Swearinger havde sine op- og nedture som rookie, så viste den talentfulde forsvarsspiller stort potentiale. Swearinger kan med sine hårde hits og aggressive spillestil sætte tonen for Texans’ forsvar, og han kan på mange måder minde om Rodney Harrison, der var instrumentel for Crennels forsvar hos Patriots, da de vandt Super Bowl i 2003 og 2004. Swearinger vil få en stor rolle i år, og han er klar til at tage det næste skridt.

Skriv et svar