2014 NFL Preview: Den store optakt

49ers vil være mindre forudsigelige
På papiret har 49ers, som tre år i træk har været i minimum NFC-finalen, en trup, der kan matche Seahawks’, og som endda ifølge nogle iagttagere er NFLs bedste spiller for spiller. Otte 49ers-spillere blev valgt til sidste års Pro Bowl – og alle otte er stadig i San Francisco – hvilket vidner om en ualmindelig stærk trup, der ikke mistede noget afgørende i free agency, og som oven i købet er blevet forstærket af Buffalo Bills’ bedste receiver de seneste fire sæsoner, Stevie Johnson, og draftens bedste running back Carlos Hyde, som var én af hele 12 spillere, som 49ers hev til sig i draften.

Men allerede inden sæsonen er begyndt, er 49ers blevet ramt af problemer af den slags, der meget vel kan koste succes i januar og i værste fald endda en slutspilsbillet. All-Pro-linebacker Navorro Bowman er stadig ikke blevet den korsbåndsskade, han pådrog sig i NFC-finalen kvit, og er ude i mindst seks kampe, og outside linebacker Aldon Smith, har lavet 42 sacks i 43 kampe, er suspenderet de første ni kampe på grund af diverse forseelser.

Uden de to – der er blandt NFLs bedste forsvarsspillere – og også den skadede nose tackle Glenn Dorsey samt potentielt defensive end Ray McDonald, der risikerer en karantæne for hustruvold, ser 49ers’ forsvar pludselig meget sårbart ud efter gennem flere år at have været holdets største force.
– Forsvaret virker ikke så stærkt, som det har gjort i de senere år, vurderer 49ers-eksperten Matt Maiocco fra CSN Bay Area over for Draftday.dk.

Det lægger et markant større pres på angrebet anført af quarterback Colin Kaepernick, der ventes at skulle være meget mere aggressivt og sætte flere point på tavlen end i de foregående år, hvis 49ers skal kunne nå hæderligt igennem en første halvdel af sæsonen med et fraværsramt forsvar.
– 49ers har i år en bedre gruppe af wide receivers. Det bør gøre angrebet mindre forudsigeligt, og det kan betyde, at de fordeler bolden rundt til flere og score flere point og derved tager presset af forsvaret, forklarer Matt Maiocco.

Packers’ bedste angreb i ni år?
Lige nu er Seattle Seahawks mindst ét skridt og formentligt flere skridt foran 49ers, og derfor er det måske ikke i NFC West, at vi finder de forsvarende mestres største udfordrer. Det gør vi derimod – vurderer flere eksperter – i NFC North og NFC South.

Green Bay Packers og New Orleans Saints spås nemlig begge gode muligheder for at kunne nå frem til NFC-finalen. Begge hold har to af NFLs bedste quarterbacks i form af tilbagevendte Aaron Rodgers (Packers) og Drew Brees (Saints), og de står begge i eksplosive, velbalancerede angreb med den rette mængde playmakers, der gør, at de to hold kan sætte point – rigtig mange point endda – på tavlen.

Packers håber samtidig af et mindre skadesramt forsvar – der har tilføjet erfarne Julius Peppers på den ene linebacker-kant – vil være noget bedre end den enhed, som i 2013 tillod hele 372 total yards pr. kamp.
– Jeg mener, at Packers er klare favoritter til at vinde NFC North, og jeg mener, at de er bedre end 49ers, som, jeg forventer, tager et skridt bagud i denne sæson, forklarer Michael David Smith fra Pro Football Talk til Draftday.dk.

Jason Wilde, der dækker Packers for ESPN Wisconsin, fremhæver også, at et forbedret forsvar samt kombinationen af Rodgers og andenårs-running backen Eddie Lacy kan føre Packers meget langt i 2014. Lacy løb som rookie for hele 1178 yards, men han og Rodgers spillede kun en håndfuld kampe sammen, fordi de var plaget af skader.

Nu er begge fit, og det kan gøre Packers-angrebet til noget helt særligt.
– Hvis Rodgers og Lacy begge er skadesfrie, kan dette være det bedste angreb, som Packers har haft i (head coach, red.) Mike McCarthys ni år hos holdet, siger Jason Wilde til Draftday.dk.

Faktisk mener Wilde, at angrebet kan blive bedre end 2011-udgaven, der dengang scorede næst flest point i historien.

Gakkede Rob Ryan
Mange NFL-insiders har samtidig en stor fidus til New Orleans Saints, der er et trendy valg til at nå i Super Bowl, og som har det – på papiret – bedste forsvar i Brees’ tid i The Big Easy. Defensiv koordinator Rob Ryan og hans gakkede idéer har givet Saints et uforudsigeligt forsvar, som blandt andet igen i 2014 vil mønstre masser af ”Big Nickel”-formationer, hvor Saints har tre safeties på banen på én gang.

Én af de tre vil være nyankomne Jairus Byrd, som Saints i marts lokkede til New Orleans på en seksårig aftale til 54 millioner dollars. Nu vil Byrd, der har lavet 22 interceptions, sammen med supertalentfulde Kenny Vaccaro og Rafael Bush danne en stærk safety-trio, der kan løfte Saints helt frem til Glendale og Super Bowl.
– Jeg kan rigtig godt lide Saints. Angrebet vil som altid være fremragende, og jeg kan godt lide, hvad Rob Ryan gør med forsvaret. Jeg vil kalde Saints for med-favoritter sammen med Seahawks til at vinde NFC, fortæller Michael David Smith.

En outsider til NFC-titlen er ifølge nogle iagttagere Philadelphia Eagles.

Chip Kelly og hans mange uortodokse trænermetoder på og udenfor banen var en kraftigt medvirkende årsag til, at Eagles i 2013 – i Kellys første sæson som head coach – vandt 10 kampe og divisionen. Det var ganske enkelt ofte umuligt at komme med et effektivt modsvar til et angreb, der klikkede, og som havde et vanvittigt tempo på spil efter spil (I 2013 brugte Eagles blot 23,38 sekunder mellem spillene – den korteste tid hos et NFL-angreb, som sitet FootballOutsiders har registreret siden 1997).

Kan Kelly og Co. gøre igen? Ja, NFC East er i hvert fald ikke, hvad den har været, så divisionstitlen ligger for kløerne af ørnene. Og så er det bare spørgsmålet, hvor langt holdet kan flyve i januar.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *