Football For Folket!

2014 NFL Preview: Cincinnati Bengals

Cincinnati Bengals er slutspilskandidat igen i år, men spørgsmålet er, om holdet har hvad der skal til for at vinde i playoffs.

Værd at vide
Cincinnati Bengals vandt sidste år AFC North for første gang siden 2009, men for tredje år i træk måtte holdet lade livet i Wild Card-runden. Head coach Marvin Lewis er stadig på pinden og vil fortsætte sit fremragende arbejde med Bengals, men han har mistet de to mangeårige koordinatorer Jay Gruden og Mike Zimmer. Gruden er blevet erstattet af den erfarne Hue Jackson, mens Paul Guenther efter ni år som assistent nu skal forsøge at bygge videre på Zimmers succes. Man skal næppe forvente 12-13 sejre i den regulære sæson, men det ville overraske meget, hvis ikke Cincinnati som minimum er god for ni sejre og kæmper med om divisionen til sidste runde. Spørgsmålet er så bare, om Lewis’ trup er talentfuld og mental stærk nok til at komme videre fra den første slutspilskamp, skulle holdet nå playoffs igen.

Positivt
Bengals har formået at holde på det meste af truppen og kan gå sæsonen i møde med et hold, der meget ligner dét, der sidste år vandt AFC North. Stabilitet er utrolig vigtigt i NFL, og Bengals har lige nu et mandskab med et meget højt bundniveau. Quarterback Andy Dalton har fået en ny kontrakt, og det skaber ro, og angrebet har fået ekstra dynamik med rookie running back Jeremy Hill. Han vil sammen med Giovani Bernard være omdrejningspunktet i Jacksons løbeorienterede angreb. På forsvaret vender profilen Geno Atkins tilbage, efter han missede den sidste halvdel af sidste sæson med et overrevet korsbånd. Inden da havde Atkins lavet seks sacks i ni kampe, og hans tilbagekomst er virkelig godt nyt for Bengals. Det bageste forsvar er ligeledes virkelig stærkt med en secondary, der har alle startere tilbage og har fået tilgang af førsterundevalgte cornerback Darqueze Dennard.

Negativt
Tabet af Zimmer kan ikke undervurderes, for i fire af de seks sæsoner han stod ved roret, rangerede Bengals’ forsvar i top 10 i både tilladte points og yards. Godt nok har Guenther været assistent for Zimmer i alle seks sæsoner, men der er forskel på at hjælpe til og så stå med det store ansvar for at kalde spil og lægge strategi. Guenther er uprøvet i en så stor stilling, og kun tiden vil vise, om Bengals’ forsvar kan holde det flotte niveau. Tabet af defensive end Michael Johnson kan også komme til at gøre ondt, for selvom den atletiske lineman kun lavede 3,5 sacks, så var han klippestærk mod løbet. Offensivt kommer Bengals til at mangle angrebsprofilen wide receiver Marvin Jones, der som minimum er ude den første fjerdedel af sæsonen med en fodskade. Jones brød for alvor igennem sidste år, hvor han scorede 10 touchdowns og specielt imponerede i den sidste del af sæsonen.

Hold øje med
Mohamed Sanu har med Jones’ skade mulighed for at sætte sig på jobbet som andenreceiver. Sidste år startede Sanu 14 af 16 kampe og greb for 455 yards og to touchdowns, men hans blev overstrålet af Jones i den sidste del af sæsonen. Nu får Sanu chancen for at bevise, at han skal være makker med A.J. Green, og Bengals har planer om at bruge den 6’2 og 210 pund store Sanu på mange forskellige måder. Sanu kan nemlig både løbe end arounds, reverses, tage snaps i Wildcat-formationer, og derfor bliver det spændende at se, hvordan Bengals vil drage nytte af Sanus kvaliteter.

Skriv et svar