Football For Folket!

2014 NFL Preview: Chicago Bears

Chicago Bears går en sæson i møde, hvor holdet vil forbi Green Bay Packers. Det kan de komme. Men det kræver, at forsvaret tager sig alvorligt sammen, og at quarterback Jay Cutler fortsætter de gode takter. Læs her en optakt.

Værd at vide
Rookie-cheftræner Marc Trestman vare bare 12 minutter fra at vinde NFC North i 2013, da hans hold førte med otte point i den altafgørende grundspilsafslutning mod Green Bay, men tabte til sidst 33-28 – og tabte divisionen og en plads i slutspillet. Alligevel må Trestmans første sæson i den legendariske football-by siges at være bestået. Bears-angrebet trivedes under den disciplinerede, strikse og professor-lignende træner, som skabte en balance, der ikke havde været under Lovie Smith. Bears’ kasteangreb var blandt NFLs bedste, quarterback Jay Cutler leverede karrierens bedste passer rating, og selv i de fem kampe, hvor Cutler var ude med skader, vandt Bears tre af dem med den genopstående veteran Josh McCown bag center.

Men forsvaret derimod – dét er en helt anden fortælling. For angrebsmindede Trestman kunne slet ikke få forsvaret til at hænge. Plaget af skader og aldrende eks-stjerner, der var ved at nå sidste salgsdato, havde Bears ligaens tredjedårligste forsvar, og i kamp efter kamp var det nogle flinke og rare bjørne, som gavmildt åbnede for en motorvej ned gennem forsvaret. Resultatet var NFLs svageste løbeforsvar, som i syv af de sidste ni kampe tillod flere end 150 yards langs jorden, og som især blev ydmyget på ”read-options” og ”stretch plays”. Bears har forsøgt at forbedre enheden i offseason. Til Chicago er kommet den mangeårige Vikings-stjerne og defensive end, nu 32-årige Jared Allen, og Raiders’ schweizerkniv, defensive lineman, LaMarr Houston, som blandt andre sammen med de tre første draft picks – alle forsvarsspillere – skal lukke de enorme huller, der var i forsvaret i 2013. Bears kan vinde NFC North, hvis angrebet er i toppen af NFL. Men det kræver samtidig, at forsvaret er minimum solidt.

Positivt
Bears’ kasteangreb er atter stærkt efter flere år i suppedasen. Væk er Mike Martz og hans ”1000 skridt”-drops – sådan føltes det i hvert fald – der efterlod quarterbacken som en stående and, som var let at nedlægge med et enkelt træf. Væk er Mike Tice og hans lidt for tilbageholdende system. Ind er kommet Trestman, offensive koordinator Aaron Kromer og deres ”quick-timing”-system, som Cutler – trods sin lyst til at tage chancer – i 2013 var disciplineret i. Det gav resultater bag en angrebslinje, der var den bedste, som Bears har haft i årevis – og med to enorme våben at kaste til. Brandon Marshall (6’4) og Alshon Jeffery (6’3) formede NFCs bedste receiver-duo i 2013 og kan blive hele ligaens bedste i 2014. Jeffery har ifølge én af Draftday.dk’s kilder haft en bedre offseason end Marshall, der ellers også har været på toppen, og det lover godt for samarbejdet med en skadesfri Cutler i år 2 i Trestmans system. Læg dertil tight end Martellus Bennett, og du får endnu et stort, meget mobilt mål at sigte efter, hvis du hedder Jay Cutler. Bears’ quarterbacks coach, Matt Cavanaugh, har sagt, at han har set en ”utrolig udvikling” i Cutlers spil denne offseason. Det kan være det sædvanlige ”i-offseason-er-alle-vindere”-snak, der præger skamrosende trænere i NFL fra marts til august. Men er der bare noget om snakken, går NFLs femtebedste kasteangreb i 2013 endnu bedre tider i møde, når sæsonen begynder den 7. september hjemme mod Buffalo Bills.

Negativt
Chicago Bears’ bagerste syv-kæde består af spillere, der engang var stjerner, og spillere, der drømmer om en dag at blive stjerner – uden at de formentligt bliver det. Det eneste, man kan være sikker på, er, at der ikke er noget sikkert. Og det er et problem. Tidligere profiler som linebackerne Lance Briggs og D.J. Williams og cornerback Charles Tillman er fortsat en del af gruppen, men de tre er tilsammen 99 år og startede sidste år i alt sølle 23 kampe – skader kostede resten. Det er meget svært at proklamere, at der er store sæsoner i vente for én af de tre – eller flere af dem – når alderen er så fremskreden på positioner, hvor fart er så vigtig. Den anden corner-starter, Tim Jennings, kæmpede sig igennem 16 kampe i 2013, selvom han til sidst havde revet skulderen af led og skulle have hjælp til at få sin trøje af. Jennings spillede dog virkelig godt og har de sidste tre sæsoner lavet 15 interceptions – kun overgået i samme periode af manden, som Jennings i januar erstattede i Pro Bowl, Richard Sherman. Men Tim Jennings er på vej mod de 31 år, han er kun 5 fod 8 inches og sidste års fantompræstation ledte til den første sæson med 16 kampe som starter i karrieren. Kan Jennings holde endnu én sæson? Kan Bears regne med ham igen? Og ja, Kyle Fuller, ser lovende ud, men kommer kun på banen i nickel-situationer (på ydersiden). Bears brugte kun en tredje cornerback i 49 procent af tiden i 2013 – ikke nok til for alvor at gøre en forskel for en rookie.

Bears’ største problem i den bagerste kæde er på safety-positionen. Holdet valgte ikke at adressere et stort behov på positionen i offseason, og det betyder, at Brock Vereen kan starte dag 1. Nok har Vereen været en artig overraskelse, men han er trods alt kun et fjerderundevalg fra maj-draften. Intet er sikkert, for begge positioner er reelt i spil i en gruppe af spillere, der blandt andre tæller en veteran, der regnes for at være tættere på karrierens vinter end efterår (Adrian Wilson) og en safety, der i 2013 ifølge Pro Football Focus’ stats tillod modstanderne en passer rating af ufattelige 148,8 point i Green Bay (M.D. Jennings). Det kan blive rigtigt sjovt at være en ”seam”-søgende tight end i 2014, når det er Bears’ sårbare safeties, det står over for dem.

Hold øje med
Alt står og falder med Jay Cutler. Hvis Bears skal vinde NFC North – og nå længere er det – skal Cutler have dét, der ligner et karriereår. Han er mere end nogensinde manden, der skal bære et hold, som forsvaret ikke længere kan bære, men den til tider kæphøje quarterback med babyansigtet og modelkæresten er ikke altid elsket i The Windy City, fordi han laver fejl, som han ikke burde lave. Han er quarterbacken, der kan levere det formidable kast ind i tæt trafik og lige på numrene af receiveren for så at misse en åben running back på et screen-kast på spillet efter. Derfor var der fans, der i 2013 mente, at Bears burde køre videre med Josh McCown og ikke Cutler. Men hvis Bears-fans vil tilbage til den Super Bowl, som holdet senest var en del af i januar 2007, skal det ske med en formstærk og – ”knock knock” – skadesfri Cutler, som vel at mærke synes at være i fremgang under den bedste lærermester, han har haft (Trestman). Dengang – i Super Bowl-året 2007 – havde quarterbacken øgetnavnet ”Good Rex, Bad Rex” på grund af hans ustabile præstationer. Bears skal i 2014 håbe, at de får mere ”Good Jay” end ”Bad Jay”.

Skriv et svar