Football For Folket!

2014 NFL Preview: Baltimore Ravens

Efter fem slutspil i træk sad Baltimore Ravens sidste år uden for det gode selskab. Spørgsmålet er, om Ravens allerede i år er tilbage i playoffs.

Værd at vide
For første gang i John Harbaughs tid som head coach for Baltimore Ravens nåede ravnene sidste år ikke i slutspillet. I stedet blev det til en sæson på det absolut jævne med otte sejre og otte nederlag, og specielt haltede angrebet, der rangerede som det kun 28. bedste. Selvom forsvaret heller ikke levede op til fordums styrke og blot var det 21. bedste i ligaen, så er det offensiven, Ravens har fokuseret på at fikse. Gary Kubiak er blevet ansat som ny offensiv koordinator, og Baltimore håber, at han kan kick starte et angreb, der scorede 19 eller færre point i halvdelen af kampene sidste år. På forsvaret har Ravens startet en mindre foryngelseskur med valg i draften af defensive tackle Timmy Jernigan, linebacker C.J. Mosley og safety Terrence Brooks. Ravens har på papiret et favorabelt kampprogram (femte lettest), og truppen er stadig stærk nok til at kunne vinde en lige AFC North.

Positivt
Tilgangen af Kubiak er lige præcis den saltvandsindsprøjtning som angrebet har brug for. Den tidligere Houston Texans-cheftræner Kubiak har historisk leveret top-10 angreb, og det er rigtig gode nyheder for Baltimore, der desuden kan glæde sig over, at tight end Dennis Pitta er tilbage og pass catching tight end Owen Daniels er kommet til fra netop Texans. Kubiaks system bør også få en positiv indvirkning på quarterback Joe Flaccos spil, og han skal vise markant fremgang efter sidste år, hvor han kastede 19 touchdowns mod 22 interceptions (karriere flest) og samtidig leverede triste 6,4 yards pr. forsøg – karriere lavest. På forsvaret ser rookie førsterundevalget, linebacker C.J. Mosley, ud til at få en markant rolle. Mosley har imponeret voldsomt i training camp, og han vil blive brugt på alle tre downs. Hans aggressive spillestil vil kunne sætte tonen for et Ravens-forsvar, der sidste år skuffende kun lavede 12 sacks i den sidste halvdel af sæsonen.

Negativt
I Kubiaks system er løbeangrebet et ekstremt vigtigt element, og sidste år havde Ravens store problemer med at skaffe yards langs jorden. Baltimore snittede NFL-værste 3,1 yards pr. carry, og den offensive linje var ikke dygtig nok til at åbne huller for running backs Ray Rice og Bernard Pierce. Linjen, der også tillod 48 sacks sidste år, er dog ikke blevet markant opgraderet, og hvis ikke den spiller meget bedre, bliver den en lang sæson for Ravens’ angreb. På forsvaret mangler der både kvalitet og dybde på cornerback-positionen. Lardarius Webb og Jimmy Smith er solide startere, men bag dem er der et stort drop i kvalitet. Asa Jackson ser lige nu ud til at løbe med nickeljobbet, men hvis ikke den gruppe spiller på et højt niveau, er det et problem i det kasteglade NFL.

Hold øje med
Andenårsspilleren, wide receiver Marlon Brown, kan stå foran det helt store gennembrud i denne sæson. Brown imponerede sporadisk som undrafted rookie, hvor han greb 49 bolde for 524 yards og syv touchdowns, og han har haft en rigtig god training camp. Med sine 6’5 og 214 pund rager Brown godt op landskabet og bør som minimum være en trussel i red zone. Men jeg vil ikke blive overrasket, hvis Brown i løbet af sæsonen bliver involveret mere og mere i Ravens’ angreb og måske endda overtager veteranen Steve Smiths rolle som starter modsat Torrey Smith.

Skriv et svar