Football For Folket!

2014 NFL Draft Preview: Safeties

Der er især én type safety, som flere NFL-hold efterspørger netop nu. Spørgsmålet er bare, om den type findes i The 2014 NFL draft? Draftday.dk fokuserer her på de bedste safeties – blandt andre den større udgave af Bob Sanders, Patriots-profilens bror, to hard-hitters og mange flere.

The single-high safety.

Især i de seneste par sæsoner er den position blevet populær i NFL, og i 2014-draften vil de 32 NFL-hold i mange tilfælde jagte safeties, som kan spille i netop det forsvarskoncept.

Hold, der har en sand ”single high safety”, har en kæmpe fordel, fordi denne safety alene kan fungere som et sikkerhedsnet nede bagerst i den dybe midte. Seattle Seahawks’ All-Pro-safety Earl Thomas er et klasseeksempel på én sådan. Seahawks behøver ikke at bruge fire mand (to cornerbacks, to safeties) i den bagerste opdækning, fordi Thomas med sine forrygende atletiske evner, sin fart og fantastiske overblik alene kan dække fra sidelinje til sidelinje.

Det betyder, at resten af forsvaret kan være mere aggressivt på eksempel blitzes, for de har én sidste, stærk bastion bag sig. Og de to safeties kan starte ved siden af hinanden i et to-”deep safety”-koncept for så at løbe ud i et ”single-high”-koncept, hvor den ene dækker dybt, og den anden dækker henover midten på de mellemlange ruter. Det gør det sværere for quarterbacken at læse forsvaret, hvilket gavner forsvarslinjen, der får det ekstra splitsekund til at nå frem til quarterbacken.

I nogle tilfælde starter Earl Thomas spillet 15 eller 16 yards bag line of scrimmage, men fordi han er så god, forventer Seahawks alligevel, at han ”redder røven” for alle holdkammerater foran ham. Det fortæller alt om hans evner, og det var en afgørende årsag til, at Seahawks i 2013 havde ét af NFL-historiens bedste forsvar, som i Super Bowl ydmygede selveste Peyton Manning.
– Seattle gav resten af NFL en formel for, hvordan man vinder med et ”single-high safety”-forsvar, fortæller The Bleacher Report’s Matt Bowen, der selv har været safety i NFL.

Denne intro om nutidens NFL-safety bringer historien videre til The 2014 NFL draft.

For det ventes, at flere hold i draften vil forsøge at finde deres “single-high safety”.
– Det er et perfekt eksempel på, hvordan Pete (Carroll) og Seattle vil påvirke draften, mener CBS’ NFL-analytiker, Solomon Wilcots, der selv har været en defensive back i NFL.

Helt konkret vil holdene efterspørge safeties, der er gode atleter, der er fleksible, som kan spille i flere forsvarspakker, men som først og fremmest kan dække den dybe bane – helt alene.

2014-draften har ikke mange oplagte ”single-high safeties”, men et bud er Alabamas Ha’Sean Clinton-Dix eller slet og ret Ha Ha Clinton-Dix. Det spøjse fornavn er i øvrigt hans bedstemors opfindelse.

Den 21-årige spiller har siden sin tid som true freshman i 2011 været en fast bestanddel af Alabamas forsvar, og han er derfor blevet testet heftigt i SEC-konferencen. Og netop i den bagerste kæde i The Crimson Tide’s forsvar var Clinton-Dix (5’10, 194) typisk alene som ”single high safety”.

Clinton-Dix er højt på manges bræt, fordi han har den bedste kombination af atletiske evner, overblik og fart i fødderne (4,58 sekunder over 40 yards).
– Clinton-Dix har virkelige gode evner i forhold til at spille bolden og minder nogle folk om Chiefs’ Eric Berry, fortæller Gil Brandt fra NFL.com.

ESPNs Todd McShay er imponeret af Clinton-Dixs evne til at dække et stort område.
– Jeg mener, at han er det bedste defensive back-talent i hele draften, forklarer han.

Han er ikke bange for at storme frem og lukke huller i forsvaret på løbespil, og han har masser af erfaring fra Alabama og Nick Sabans Pro Style-forsvar. Men han har ikke den ideelle størrelse og savner noget mere styrke i kroppen.

Men tag ikke fejl af det: Mange NFL-hold ser Ha Ha Clinton-Dix som en dyb safety – præcis den type som ligaen efterspørger netop nu.
– Jeg var til hans Pro Day, og der var nogle forsvarstrænere med, som ville give alt væk for at få ham, siger Mike Mayock fra NFL Network.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar