Winston, Mariota og alle de andre…

40 yards på 4,43 sekunder
Hans største force er farten i fødderne – der var scouts, der ved The Scouting Combine timede Mariotas 40 yard-tid i superhurtige 4,43 sekunder – og han bruger farten til at løbe fra forsvarsspillere. Samtidig har han en stærk arm, han kaster præcist og har roen i lommen, som en NFL-quarterback skal have.

Han var en ”option”-quarterback i college, og derfor beskrives han som en bedre udgave af Colin Kaepernick. Men ligesom med 49ers-quarterback kan overgangen til NFLs ”Pro-style”-angreb tage tid for Mariota, som tog færre end ti ”snap” under center i college, og som derfor langt fra er flyveklar.
– Mariota har brug for at være i det rette system, siger den erfarne draftnik, Dave-Te’ Thomas, til Draftday.dk.

Det system kan være Chip Kellys system – der er lig Oregons. Den selvsikre head coach fra Philadelphia Eagles ventes nemlig ifølge nogle iagttagere at forsøge at handle op fra 20. valget til 2. valget, som Tennessee Titans besidder, for at vælge Mariota, som Kelly hentede til og trænede hos Oregon, da Kelly var skolens head coach. Mange mener, at Mariota vil være dynamit i Eagles’ angreb, der netop er bedst, når det har en quarterback, som kan løbe med bolden.

Chip Kelly skal dog formentligt sælge hele sin draft for at få den spiller, som, Kelly angiveligt mener, kan føre Eagles i Super Bowl. Og flere andre hold bejler også til Titans’ valg i dét, der bliver draft days mest spændende og dramatiske historie.

I hvert fald hvis Titans tror så meget på andenårs-quarterbacken Zach Mettenberger, at de er villige til at ignorere Mariota og få flere draft picks eller måske en stjernespiller via en handel.

Hvad med Rivers?
San Diego Chargers overvejer ifølge nogle medier at handle quarterback-legenden, 33-årige Philip Rivers, der kun har ét år tilbage af sin aftale med holdet, til Tennessee for andetvalget, som Chargers vil bruge på Mariota, som holdet har vist stor interesse for. Rivers har angiveligt selv vist interessere i en monsterhandel, fordi Rivers i Tennessee vil blive genforenet med sin tidligere offensive koordinator Ken Whisenhunt, samtidig med at han i Nashville kommer til at spille kun halvanden times kørsel fra sin hjemegn i Alabama.

En sådan handel vil gå over i historien, fordi Rivers lige nu regnes for at være én af NFLs bedste quarterbacks. I de seneste dage har flere og flere dog kastet vand på Rivers-bålet, og en handel synes nu mindre sandsynlig, end den gjorde for en uge siden. Men ingen vil afvise, at det stadig kan ske – for eksempel efter at Titans har valgt Mariota for så senere at handle til Chargers.

Men der er altså kamp om Titans-valget, for også St. Louis Rams (10. valget) og Cleveland Browns, der både ejer 12. og 19. valget, er ifølge nogle medier interesserede i en handel med Titans for at få eftertragtede Mariota. Sidstnævnte tog sidste år Johnny Manziel i 1. runde af draften, men trods det valg af den kontroversielle quarterback, er Browns nu på banen igen.

Manziel har de seneste måneder været til behandling for et alkoholmisbrug, der martrede hans rookie-sæson, og han floppede så meget på banen, da han startede sidst i 2014-sæsonen, at de internt hos Browns ifølge nogle medier nu dårligt omtaler Manziel, når de diskuterer situationen på quarterback-positionen. Så langt væk fra at starte er han. Men veteranen Josh McCown er ikke fremtiden, og derfor er Browns interesseret i Mariota.
– Jeg tror, at der vil være interesse for at handle op efter Mariota. Jeg ved ikke, om nogle vil betale huset for ham. Og mit bud er, at han havner i Tennessee, siger Dan Pompei til Draftday.dk.

Onsdag kunne reportere hos ESPN fortælle, at Browns har tilbudt begge førsterundevalg for Titans’ andetvalg. Andre reportere hos selvsamme tv-station afviste dog – spøjst nok – historien.

1-2 – og én flopper
Hvis Winston og Mariota går ét og to i 1. runde – som de flere forventer – vil det være sjette gang i historien, at det sker, men historisk set vil én af de to floppe i NFL. Siden NFL-sammenlægningen i 1970 har mindst én quarterback fra fire af de fem par (Andrew Luck/Robert Griffin; Tom Couch/Donovan McNabb; Peyton Manning/Ryan Leaf; Drew Bledsoe/Rick Mirer; Archie Manning/Jim Plunkett) floppet.

Og selvom det er svært at betegne Archie Manning og Jim Plunkett som deciderede skuffelser, var de ikke ligefrem superstjerner. De var tilsammen i to Pro Bowls, og der har faktisk aldrig været et par, hvor begge siden blev All-Pro-valg i NFL.

Der er dog også andre navne, som kan blive valgt tidligt, og som Tennessee Titans måske har på sigtekornet. Den ene af USCs defensive lineman Leonard Williams, som måske ikke er en 12 sack-lineman, men som har et så stort talent, at han kan spille flere positioner på forsvarslinjen, som J.J. Watt gør det hos Houston Texans.

Williams bliver af flere betragtet som den bedste spiller – overhovedet – i draften, der kan få en Richard Seymour-lignende karriere i NFL. Han er stærk som en amerikansk bøffel og overraskende let på fødderne med nogle aggressive, voldelige hænder, som han bruger til at hamre modstandere væk.
– Jeg vil være overrasket, hvis Williams ikke er den højstrangerede defensive spiller på alle tavler. Han har så meget talent, fortæller Dan Pompei til Draftday.dk.

Andre ”front seven”-spillere, der kan gå i top 10, tæller blandt andre de tre ”edge rushers” Dante Fowler Jr. fra Florida, Vic Beasley fra Clemson, Shane Ray fra Missouri og Alvin ”Bud” Dupree fra Kentucky samt defensive tackle Danny Shelton.

På den anden side af line of scrimmage bliver det store spørgsmål, om Alabamas polerede, komplette Amari Cooper, der greb en SEC-rekord 124 bolde i 2014, bliver den wide receiver, der hører sit navn blive råbt op først, eller om han taber duellen til West Virginias fremadstormende, mere talentfulde, men mindre slebne Kevin White. Begge kan gå i top 5, men kan også begge falde ud af toppen af draften.

LÆS MERE PÅ NÆSTE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *