Mock draft 2.0 NFL draft 2012 – Søren Hygum Hansen

Det har været én af de sværeste mock drafts at lave i mange år.

For der er p.t. rigtige mange rygter – og mange elendige rygter – derude, der forvirrer. Og bunden af draften er svær at spå om, fordi der er så mange i spil til valgene 25 til 32. Men her er mit bud på top 32 baseret på så meget troværdig info som muligt fra egne, amerikanske kilder, som vi taler og skriver med, og dét, jeg hører og læser.

Der er blandt andre ikke plads til de to offensive tackles, Mike Adams og Jonathan Martin, der er i faldende kurs og – efter min nærmere vurdering – har været ”for hypet.”

Læs den her og kom gerne med kommentarer i feltet nedenunder eller på @shygumhansen på Twitter!

1. Indianapolis Colts – QB Andrew Luck, Stanford
Colts har lagt sig fast på Luck. Det står efterhånden helt klart, og jeg vil ikke engang tænke på ”man skal aldrig sige aldrig”-mantraet. Luck giver Colts den bedste og mest velforberedte quarterback, som draften har set i mange år. Han kan gå direkte ind bag center fra dag ét, og selvom han – som Peyton Manning – kan få det svært i de første år uden et stærkt hold omkring sig, er der p.t. al mulig grund til at tro, at han om få år vil være en Pro Bowl-quarterback for et vindende mandskab.

2. Washington Redskins – QB Robert Griffin III, Baylor
Jon Gruden sagde den anden dag dét, jeg selv har tænkt: når Mike Shanahan i sin tid kunne få så meget succes som offensiv koordinator for historiens måske bedste ”dual threat” (49ers’ Steve Young), hvor meget succes kan han så ikke få med RG3? Griffin III er endnu mere eksplosiv og hurtig end Young, og hans dybe kast er usædvanligt præcist. Det er et ”match made in heaven”, der gavner Redskins ”big time”, og Shanahan vil elske at bruge Griffin på rollouts, bootlegs osv.

3. Minnesota Vikings – OT Matt Kalil, USC
Det er det valg, der har hængt ved i længst tid. Og det bekymrer mig lidt – historiens uventede draft-overraskelser in mente. Kalil til Vikings giver fantastisk god mening, og han er en Joe Thomas-type tackle, der kan starte fra ”day one” på venstrekanten, men Vikings har mange forskellige huller og vil angiveligt gerne handle ned. Cornerback Morris Claiborne er også et bud, men indtil jeg får bedre info, er jeg nødt til at holde mig til konsensus. Og med unge Christian Ponder bag center som “franchise quarterback” holder det ikke, at Charlie Johnson, der ret beset er en guard-type, fortsætter som venstre tackle. Offensiv koordinator Bill Musgraves “præcisionskast-baserede” angreb bliver i hvert fald ikke forbedret, hvis vikingerne igen tillader 49 sacks som i 2011, hvor Charlie Johnson alene tillod ni sacks.

4. Cleveland Browns – RB Trent Richardson, Alabama
Browns kan potentielt vælge Claiborne, men det er afgørende, at Browns er nødt til at adressere behovet for playmakers i dét, man kan argumentere for, er NFLs mindst talentfulde angreb. Richardson vil ikke kun gøre livet lettere for Browns’ løbeoffensiv, men også for den quarterback, der siden starter bag center, og hans brutale løbespil er perfekt til AFC North. En anden vigtig pointe: nok er Browns måske bedre stillet på den lange bane med en cornerback i Claiborne frem for en aggressiv running back, der kun holder syv-otte år på toppen, men ejer Randy Lerner vil have en spektakulær spiller, der kan sætte gang i holdets fanbase. Og – som vi ved – får en ejer altid sin vilje…

5. Tampa Bay Buccaneers – CB Morris Claiborne, LSU
Buccaneers kan sidde på femtepladsen og tage den spiller, der falder til dem. I dette tilfælde Claiborne. Der har været spekulationer fremme omkring, at den fremragende cover-cornerback kunne falde på grund af en Wonderlic-score på latterligt lave fire rigtige svar, men der er ren spekulation. Claiborne, der er født med indlæringsvanskeligheder, lærer via ”hands on”-træning, ikke via indlæring i en bog. En anden vigtig pointe: Buccaneers’ nye defensive backs, Ron Cooper, var LSUs secondary coach i 2011, og fra sit meget tætte samarbejde med Claiborne i college ved han præcist, hvordan Claiborne skal hjælpes til at mestre en play book.

6. St. Louis Rams – DT Fletcher Cox, Mississippi State
Flere kilder, jeg respekterer, har sat Cox sammen med Rams, og valget giver god mening. Den nye head coach Jeff Fisher bygger traditionelt set sit hold op via et stærkt løbeangreb (Eddie George, Chris Johnson) og en stærk defensiv. Med Cox får Rams en spiller, der bliver betegnet som draftens bedste defensive lineman, og hans tilstedeværelse ved siden af Chris Long, nyankomne Kendall Langford og Robert Quinn giver på sigt Rams en uhyre stærk forsvarslinje, der kan vække minder om Titans’ forsvarslinjer fra nogle af Fishers sidste sæsoner hos Titans (Haynesworth, Odom, Vanden Bosch). Jeg vil dog slet, slet ikke afvise, at Rams kan finde på at vælge Michael Floyd (eller Justin Blackmon). Floyd er på vej frem, men jeg har bare ingen troværdig info på, at de vælger ham, selvom det giver mening at finde et våben til Sam Bradford.

7. Jacksonville Jaguars – DE Melvin Ingram, South Carolina
Et valg, som jeg (og Jacob) har bokset med. Jaguars er svære at læse (husker du Tyson Aluala?), og jeg har ingen fornemmelse af, hvilken spiller, de jagter. Meget tyder på, at de enten vælger en defensive linemen eller en wide receiver. Jeg ved, at Gene Smith ønsker energiske, ”good guy”-typer, og selvom jeg ikke er sikker på, at Ingram totalt matcher det kriterium (han er lidt umoden), er jeg heller ikke sikker på, at andre af de navne, der er i spil, matcher det kriterium. Nemlig Qunton Coples, Michael Brockers, Dontari Poe, Michael Floyd og Justin Blackmon. Ingram er et unikt talent, der trods sin status som defensive end også kan stille op som middle linebacker, men det er som pass rusher fra ydersiden, at Jaguars vil gøre brug af ham.

8. Miami Dolphins – QB Ryan Tannehill, Texas A&M
Der er en connection mellem Tannehill og hans tidligere head coach hos Texas A&M, Mike Sherman, men ifølge Albert Breer fra NFL.com var Dolphins’ ledelse allerede vilde med Tannehill, inden Sherman kom til Florida. Tannehill behøver ikke at starte fra dag ét, men kan lære bag veteranerne Matt Moore og David Garrard. Han er ubetinget draftens mest ombejlede quarterback efter Luck og RG3, og selvom ikke alle er solgte på ham, kan ingen negligere hans potentiale. Tannehill som elev under Sherman og head coach Joe Philbin er perfekt for hans udvikling.

9. Carolina Panthers – WR Michael Floyd, Notre Dame
Et valg, jeg har kæmpet med. Der er ikke meget info om Panthers’ tankegang, men jeg forudser ikke, at de vil lade Floyd falde forbi, hvis han ryger hertil. En kombination af Floyd og nyligt kontraktforlængede Steve Smith er en formidabel duo for Cam Newton, og alt peger på, at Floyd er på vej frem og næppe slipper ud af top 10. Jeg kan dog også se Panthers vælge en defensiv spiller – for eksempel en defensive tackle, som holdet har hårdt brug. Men sådan én kan også vælges med ottendevalget i anden runde (Kendall Reyes, Brandton Thompson, Devon Still).

10. Buffalo Bills – WR Justin Blackmon, Oklahoma State
Som Draftday.dk i søndags kunne fortælle, er der spørgsmålstegn ved Blackmons liv udenfor banen, og det kan betyde, at receiveren, der ikke er et elitetalent, falder. Måske endda ud af top 10. Bills’ general manager Buddy Nix kan også vælge en offensive tackle som Cordy Glenn, der er det bedste fit som venstre tackle efter Matt Kalil eller en inside linebacker som Luke Kuechly eller Dont’a Hightower. Sådan en ”tackle machine” vil den nye defensive koordinator, Dave Wannstedt, elske at have i sit forsvarssystem, ligesom han havde det i Bryan Cox og Zach Thomas i foregående trænerjobs. Men Nix går gerne BPA (som med C.J. Spiller), og derfor kan han ikke lade Blackmon falde forbi, når Bills oven i købet har behov for en receiver mere.

LÆS VALGENE 11 TIL 20 PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *