Football For Folket!

2013 NFL Draft Preview: Wide receivers

Én receiver er et menneskeligt joystick, én anden bliver sammenlignet med Mike Wallace, en tredje med Anquan Boldin og en fjerde med Reggie Wayne. Draftday.dk går her helt tæt på 16 af de bedste wide receivers i 2013-draften – se her, hvad du bør vide om de kommende NFL-profiler.

Rankings: Se dem her
Bedste fysiske talent: Justin Hunter, Tennessee
Boom-or-bust: Cordarelle Patterson, Tennessee
Sleeper: Aaron Dobson, Marshall
Good guy: Denard Robinson, Michigan
”Character issues”: Da’Rick Rogers, Tennessee Tech

Vi ser det hvert eneste år. Wide receiver-positionen byder på mange busts eller spillere, der i hvert fald tager lang tid om at udvikle sig.

For det er svært at klare springet fra college til NFL som receiver, fordi positionen er kompleks, og derfor har stort set hver eneste årgang budt på høje draft picks på positionen, som ikke er slået helt så meget igennem som forventet – eller som direkte har floppet.

Blandt dem Arrelious Benn, Ted Ginn Jr., Robert Meachem, Mike Williams, Troy Williamson, Chad Jackson og Jon Baldwin.

I år savner årgangen det store, potentielle top 5-valg, men der er flere spillere, der bør blive valgt i top 32, eller som presser sig på til dukserunden.
– Der er ingen Calvin Johnson eller A.J. Green i denne klasse, siger Dane Brugler fra NFL Draft Scout.com, til Draftday.dk.

LÆS HER: Draftday.dk’s rankings – wide receivers

2013-draftens bedste, klassiske wide receiver er Tennessees Cordarelle Patterson (6’2, 216). Han er en stor, muskuløs fyr, der har været en imponerende playmaker med bolden i hænderne hos The Vols.
– Han er stadig meget upoleret, men har ”big time”-potentiale, fortæller Dane Brugler til Draftday.dk.

Der findes flere højdepunkt-videoer på internettet, hvor man ser Patterson efterligne Barry Sanders og lave de vildeste retningsskifter, hvor han snyder et helt forsvar med én ankelvridende bevægelse og ”dribler” sig vej mod endzonen.
– Mine kæbe faldt, siger NFL Networks Mike Mayock om den dag, han så Pattersons retningsskifte på kampoptagelser.

Cordarelle (CORE-dare-uhl”) Patterson er en ufattelig smidig, eksplosiv wide receiver, der har et enestående overblik og acceleration, og som kan lave de svære catches, hvor han er omgivet af modstandere. Samtidig var han en dygtig punt-returner for Tennessee og fik også flere boldberøringer som running back, hvor han – trods sin størrelse – stillede op bag quarterbacken. Det førte i 2012 til 154 all-purpose yards pr. kamp – flest i college footballs bedste konference, SEC.

Men med til historien om Cordarelle Patterson hører også, at han kun har ét års erfaring fra højt college-niveau, efter at han i 2010 og 2011 spillede for Hutchinson (Kansas) på JUCO-niveau. Problemer på skolebænken betød nemlig, at han ikke kunne indlede karrieren på bedste college-niveau, og der er spørgsmålstegn ved hans evne til at mestre et kompliceret angrebssystem (han skuffede ved tavlen hos flere hold ved The Scouting Combine), ligesom nogle scouts også tvivler på, om hans arbejdsmoral er høj nok.

Patterson er en receiver, der er uhyggelig med bolden i hænderne, men som skal lære meget i forhold til at løbe ruter – altså spillet inden, at bolden bliver forsøgt grebet.
– Jeg tror, at Patterson bliver god, men han er nok den type receiver, som det tager lidt længere tid for at justere tilværelsen til NFL, siger NFL Draft Countdown’s Scott Wright til Draftday.dk.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar