Football For Folket!

NFL Draft 2013 Preview: Inside linebackers

Manti Te’o – kendt for den opdigtede kæreste – topper inside linebacker-gruppen i 2013-draften. Læs her hvad scouts synes om Te’o, men læs også om linebackeren, der kan blive den bedste af dem alle. Og læs om ”Zach Thomas”-typen, der kan overraske positivt i NFL.

Bedste fysiske talent: Arthur Brown, Kansas State
Boom-or-bust: Ingen
Sleeper: A.J. Klein, Iowa State
Good guy: Nico Johnson, Alabama
”Character issues”: Kiko Alonso, Oregon

Inside linebacker-klassen bliver anført af 2013-draftens ubetinget mest omtalte spiller.

For hvis Notre Dames Manti Te’o (6’1, 241) – den mest prisvindende college-spiller nogensinde – ikke allerede var et stort navn, da college-sæsonen sluttede med The Fighting Irishs nederlag til Alabama i den nationale mesterskabsfinale, blev han det får dage efter.

Der blev det afsløret, at Te’os afdøde kæreste aldrig havde fandtes på jorden, fordi en anden mand havde udgivet sig for at være hende på nettet, hvor Te’o kun havde haft kontakt med kvinden. En afsløring, der rystede USA og NFL-verdenen, fordi den populære linebacker i efteråret havde fået masser af omtale og støtte, da først hans bedstemor og siden kæresten, der altså ikke fandtes, døde.

Sagen har skadet det potentielle førsterundevalg, der bliver kaldt naiv, men spørgsmålet er bare hvor meget? Nogle kritikere mener, at Te’o får meget svært ved at samle et hold omkring sig, og at hans lederevner, der ellers er et plus på kontoen, ikke rigtigt kommer til sin ret.
– Gutterne i omklædningsrummet vil være virkelig hårde ved ham. Han er et mål. Han skal spille virkelig godt for at kunne være en leder igen, mener en anonym NFL-scout, som Sports USA har talt med.

Andre mener, at Te’os baggrund ikke vil få den store betydning.
– Vores sikkerhedsfolk har tjekket på det, for han er stadig på vores bræt. Der er intet mere at trække ud af det, siger en anonym kilde fra et AFC-hold til Yahoo! Sports.

Faktisk mener nogle kritikere, at Te’os største problem snarere er den præstation, han leverede i finalekampen mod Alabama. Her skuffede han fælt mod det hold, der bedst kan sammenlignes med et NFL-mandskab i styrke.
– Jeg ved, at mange af os har givet ham en god karakter, men når du ser på Alabama-kampen, og når du ser på, hvad der siden er sket, skræmmer det dig lidt, erkender Jets’ senior personnel executive, Terry Bradway.

Manti Te’o har ellers haft en strålende, rekordsættende karriere hos Notre Dame, efter at han var en stjerne i high school, hvor han to gange blev kåret til årets spiller i USA. Alene i 2010 lavede han 133 tacklinger, hvilket var flest på skolen i 27 år, og i 2012 blev han så nummer to i afstemningen om The Heisman Trophy, da Te’o lavede 103 tacklinger og hele syv interceptions i 13 kampe som starter.

Han er en linebacker, der læser spillet fantastisk godt, som spiller spillet hurtigere, end hans atletiske evner burde føre med sig, han er konstant på fødderne og kan ramme hårdt på tacklinger. Og så er han meget passioneret omkring spillet.
– Jeg tror, at han bliver en stabil, hårdtarbejdende faktor hver dag. Han er en virkelig god kommunikator. Spillet er meget vigtigt for ham, siger den tidligere NFL-head coach, ESPNs Jon Gruden.

Men ikke alle er overbeviste om Te’os evner. Han er ikke en eliteatlet (han løb kun 40 yards 4,71 sekunder ved sin Pro Day), han kan blive udstillet i de åbne områder, og derfor mener nogle, at han aldrig vil kunne fungere effektivt på oplagte kaste-downs, hvor han for eksempel skal dække ”mand mod mand”. Et problem i nutidens NFL, hvor holdene kaster meget og tidligt.
– Jeg tror, at han kan spille og hjælpe vores forsvar. Men han er en ”two down”-spiller på et godt hold. Han er ikke en stjerne, siger en head coach hos et AFC-hold til Yahoo! Sports.

NFL Films’ Greg Cosell har samme holdning. Te’o er ikke noget særligt og ikke et førsterundevalg værdigt.
– Der findes mange som Manti Te’o i NFL, siger han.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar