Football For Folket!

Michael Floyd, WR – Notre Dame

Højde: 6’2 Vægt: 220

Michael Floyd overvejede kraftigt at gå i draften som junior, men han blev en sidste sæson hos Notre Dame, og det var godt for ham.

I 2011 leverede han nemlig en strålende indsats og greb i 13 kampe hele 100 bolde for 1147 yards og ni touchdowns herunder 13 bolde for 159 yards mod Michigan. Nu er han så endelig på vej mod NFL som draftens måske næstbedste ”Z”-receiver kun overgået af Oklahoma States Justin Blackmon.

Kan dominere modstanderne
Floyd er nemlig en stor wideout, der bruger sin størrelse, styrke og fysik til at dominere modstanderne i kampen om bolden, og med hans stærke hænder og forrygende koordination over kroppen og ”hænderne/øjnene” kan han gribe meget indenfor en betragtelig radius. Det var således først sidst i 2011-sæsonen, at han første gang tabte en bold, han burde have grebet.

Han vil være en dygtig wideout på de korte og mellemlange ruter, men han har samtidig kontrollen over kroppen og konkurrenceiveren til at være en faktor på dybere ruter. Samtidig er det værd at bemærke, at Michael Floyd ved The Scouting Combine løb 40 yards på 4,47 sekunder – hurtigere end ventet – og i det hele præsterede rigtig godt.
– Jeg mener, at Floyd havde en så god dag, som nogen havde derude, sagde NFL Networks Mike Mayock efterfølgende.

Michael Floyd vil dog ikke løbe fra alt og alle – og altså ikke kunne vriste sig fri af de hurtigste cornerbacks i NFL – ligesom han ikke er så eksplosiv, som mange top-receivers er det.

Spørgsmålstegn ved hans modenhed
Desuden er der spørgsmålstegn ved hans modenhed. Han har tre gange været indblandet i alkohol-relaterede sager hos Notre Dame, ligesom der også har været kritik af hans arbejdsmoral hos The Fighting Irish.

Flere eksperter mener dog, at Floyd nu har indset, at han skal opføre sig anderledes, og derfor bør det ikke blive et problem i NFL, ligesom han i de personlige interviews frem mod draften har vist sig som en god, mere moden person. Men det er før set, at spillere, der opfører sig eksemplarisk frem mod draften, atter ”falder i”, når de først er blevet mangemillionærer i NFL.

Men kan Michael Floyd holde stien ren, er han en kommende starter i NFL.

Stats i 2011: 100 catches, 1147 yards, 9 TDs

Skriv et svar