Football For Folket!

Eksperter til Draftday.dk: Tre spændende “sleepers”

Draften har altid sine overraskelser, sine spillere, der enten bliver valgt tidligere end ventet, eller som får en stor NFL-karriere trods en beskeden draftværdi.

Draftday.dk har spurgt tre eksperter, hvem der er deres yndlings-“sleepers”. Altså spillere, der kan overraske positivt i NFL, selvom de ikke blev valgt synderligt tidligt.

Rob Rang fra NFL Draft Scout/CBS Sportsline peger på defensive end/linebacker Shea McClellin fra Boise State.
– Jeg er meget lun på den fleksibilitet og arbejdsmoral, som Shea McClellin viser, og jeg føler, at han er en “darkhorse” til første runde, som meget få taler om, fortæller Rang til Draftday.dk.

McClellin lavede syv sacks i 2011-sæsonen, er kendt for sin størrelse (260 pund), der vil være ideelt for en outside linebacker, og så får han ikke mindst ros for sin passion. Han er i høj grad en “football player”, der efterlader det hele på banen.

Dave-Te’ Thomas, der siden 1983 har skrevet ”The NFL Draft Report”, som er NFLs officielle publikation til medierne indeholdende profiler på de draftaktuelle spillere, fremhæver en cornerback.

Thomas’ yndlings-“sleeper” er nemlig Casey Hayward fra Vanderbilt.
– Jeg elsker press coverage-cornerbacks, og selvom han ikke bliver valgt før midt i draften, vil nogle i Hayward få en fyr, der får hænderne på bolden som Cortland Finnegan, forklarer Thomas.

5’11, 192 pund-store Hayward lavede i 2011 i alt syv interceptions og året før seks picks, og han er dygtig til at læse bolden. Samtidig havde han den bedste “short shuttle”-tid ved The Scouting Combine med en tid på 3,90 sekunder.

Chad Reuter, fra NFL Network, mener, at Portland States safety DeShawn Shead får “alt for lidt kærlighed”.
– Han er en produktiv spiller med meget gode atletiske evner for en spiller med en størrelse af 6 fod 1 inch og 216 pund, siger Reuter til Draftday.dk.

Reuter vil ikke blive overrasket, hvis Shead hurtigt får spilletid i NFL.
– Se ham snige sig ind i én af de sidste runder og tidligt konkurrere for spilletid, fortæller han.

Skriv et svar