Football For Folket!

Eksperter til Draftday.dk: Luck er bedst

Andrew Luck er draftens bedste spiller.

Det mener to amerikanske draft-eksperter, som Draftday.dk har interviewet. En tredje har dog et lidt overraskende svar på spørgsmålet om, hvem der er bedst.

Luck fra Stanford, som Indianapolis Colts forventes at vælge med topvalget i draften den 26. april, er generelt de fleste eksperter og kilders bud på den bedste spiller i dette års draft. Og quarterbacken er altså også valget hos to af de tre kilder, som er interviewet til denne artikel.
– Det er svært at vælge en anden end Andrew Luck som den bedste spiller i klassen. Han har stort set alle fysiske og mentale evner, du ønsker i en NFL-quarterback, siger Chad Reuter fra NFL Draft Scout til Draftday.dk.

Lige så god som Manning
Hans kollega fra NFL Draft Scout, Rob Rang, der samtidig også dækker draften for CBS Sportsline, er enig.
– Han besidder en kombination af fysiske og mentale evner samt erfaringen fra et Pro Style-angreb til at få umiddelbar succes i NFL, og han har arbejdsmoralen, der gør, at han kan blive endnu bedre. Sammenligningerne med Peyton Manning er legitime, siger Rang til Draftday.dk.

Chad Reuter afviser, at Lucks armstyrke er et problem, som det ellers længe er hævdet af nogen kritikere.
– Hans kast har masser af dybde, han kan lave alle NFL-kast, siger Reuter.

Men en tredje, anerkendt draftnik mener, at man skal kigge i en anden retning, hvis man skal finde de spillere, der vil få de største NFL-karrierer.

Freeney og Dent
Dave-Te’ Thomas, der siden 1983 har skrevet ”The NFL Draft Report”, som er NFLs officielle publikation til medierne indeholdende profiler på de draftaktuelle spillere, har nemlig øjnene rettet på to forsvarsspillere. To forsvarsspillere, der ellers ikke forventes at blive valgt i top 10, som landet ligger nu.
– Mit valg i forhold til den bedste spiller, der kommer ud af denne draft, er to generelt undervurderede spillere, (linebacker) Luke Kuechly (Boston College) og (defensive end) Whitney Mercilus (Illinois), forklarer han overfor Draftday.dk.

Dave-Te’ Thomas peger på, at der ikke findes en spiller i draften, der kan være lige så kaosskabende i modstanderens forsvar, som Whitney Mercilus. Og han sammenligner Mercilus med Colts’ Dwight Freeney og den tidligere Bears-legende, Richard Dent.

Han fremhæver samtidig Kuechlys konkurrenceiver og passion og mener, at han på det område kan sammenlignes med 49ers’ Patrick Willis, mens han ud fra de fysiske evner er sammenlignelig med Zach Thomas, der for år tilbage – sæson efter sæson – var én af NFLs bedste run stoppers som linebacker hos Miami Dolphins.

Skriv et svar