Football For Folket!

East-West Shrine Game – bag om den årlige event

East-West Shrine Game er ganske vigtig i forberedelserne til årets NFL Draft. Her kan du læse om den ældste all-star event, om trænerne og 10 talenter du bør holde øje med.

Selv showkampen East-West Shrine Game klinger måske ikke helt velkendt i alle draft interesseredes ører, og den årlige event står ganske rigtigt i skyggen af den kommende Senior Bowl og februars Scouting Combine i Indianapolis.

Men det er en meget anerkendt kamp og faktisk den ældste all-star kamp i college football, der skal hjælpe og støtte Shriners Hospitals for Children.

Oprindeligt var East-West Shrine Game en baseball dyst mellem de to studenterforeninger/loger San Francisco Shriners og Elks, men for at gøre eventen større og ramme et bredere publikum, besluttede en gruppe af “Shriners” at ændre opgøret til en football kamp.

Først var tanken, at lokale “Shriners” skulle spille mod de, der havde lyst til at spille en gang bold, men den idé blev dog forkastet, fordi risikoen for skader hos ikke-atleter simpelthen var for stor.

Så i stedet besluttede E. Jack Spaulding at gøre opgøret til en all-star kamp mellem de bedste college spillere fra det øst- og vestlige USA. Siden 1985 har to spillere fra canadiske universiteter (en fra øst, en fra vest) desuden fået lov til at deltage i East-West Shrine Game.

Alle indtægter skulle samtidig ubeskåret gå til Shriners Hospitals for Children, og siden den første kamp så dagens lys den 26. december 1925, er de mange børnehospitaler blevet begunstiget med mange millioner dollars.

Besøg på hospitalet betyder alverden

De mange indbudte spillere møder ind lørdag og deltager i en introduktionsmiddag med trænerne om aftenen.

Men søndag eftermiddag får spillerne sig et møde med virkeligheden, når de skal på et to timer langt besøg på Shriners Hospital for Children. Og det er et møde, der sætter sine spor hos både trænere og spillere.

– Efter at have besøgt hospitalet forstod jeg kampens virkelige ånd er at få smilet tilbage på børnenes ansigter, og jeg så selv hvad Shriners Hospital for Children gør for verden, har den tidligere Kansas Jayhawks quarterback Todd Reesing sagt om besøget.

Den tidligere mangeårige NFL head coach Marty Schottenheimer har også beskrevet, hvordan børnene og deres familiers kamp river i hjertet.

– Jeg kan slet ikke forstille mig, hvordan deres liv ville være uden Shriners organisation, og det store arbejde de gør for at hjælpe med at bygge vores fremtid, siger Schottenheimer.

NFL-træneren Wade Phillips, der selv har været head coach ved East-West Shrine Game, har også forklaret besøget på hospitalet og det at være med ved all-star kampen som noget helt specielt.

– Når du har en mulighed for at besøge børnene på Shriners Hospital for Children og hjælpe den næste generation, så er det en sag, der står mig meget nær, har Phillips forklaret.

Vigtig event før draften

Selvom det primære formål er velgørenhed, er der ingen tvivl om, at ugens træning og kampen også handler om en anden vigtig ting for de medvirkende spillere.

Med kun få måneder til den årlige NFL Draft, er East-West Shrine Game en stor chance for de mindre profilerede spillere at gøre et godt indtryk på de mange fremmødte NFL-trænere og talentspejdere.

Det er nemlig langt fra alle spillere, der får chancen ved de andre store og langt mere betydningsfulde events som Senior Bowl og the Scouting Combine, og derfor gælder det om at gøre det rigtig godt i den kommende uge.

– Kampen giver de her spillere mulighed for at vise deres talent og skabe et stærkt forhold til NFL trænere, har Harold Richardson, executive director for East-West Shrine Game, forklaret.

Programmet er som altid komprimeret med fysiske tests, vejning samt masser af træningssamlinger foran talentspejdere, general managers og andre NFL ansvarlige.

Træningen bliver indledt mandag og i løbet af ugen frem mod selve “East-West Shrine Game” – der afvikles om lørdagen på Tropicana Field i St. Peterburg, Florida – skal en stor gruppe af håbefulde college spillere forsøge at overbevise de mange fremmødte beslutningstagere fra NFL om, at de er værd at holde ekstra øje med i processen frem mod draften i maj.

Og historien har vist, at der faktisk er rigtig meget at vinde på en god uges træning.

Masser af spillere er i NFL

Selvom East-West Shrine Game ikke har deltagelse af de største college profiler, så er der masser af spillere, der klarer at tage springet til NFL. Enten fordi de bliver drafted eller fordi de skriver kontrakt med et NFL-hold som rookie free agent.

Nogle af de mest prominente navne er de tidligere stjerner, quarterbacks Brett Favre og John Elway, mens nutiden kan byde på New England Patriots’ quarterback Tom Brady, Carolina Panthers’ defensive end Greg Hardy og Seattle Seahawks’ safety Kam Chancellor for blot at nævne nogle få.

Ved udgangen af 2012-sæsonen var der således flere end 300 tidligere East-West Shrine Game-deltagere på en NFL-roster, og efter 2013 NFL Draft var flere end 100 deltagere enten blevet valgt i draften eller havde skrevet kontrakt med et hold.

– The East-West Shrine Game beviser – at vi er og fortsat vil være et af de bedste steder til at finde NFL talent. De her spilleres succes er også et bevis på deres karakter og hårde arbejde i forsøget på at få en karriere i NFL, sagde Richardson dengang.

Gamle kendinge skal træne de to hold

I år skal de to hold ledes af et par gamle kendinge af East-West Shrine Game, nemlig Jerry Glanville og Romeo Crennel.

Glanville var også head coach ved showkampen sidste år, mens Crennel ledede East i 2010, og de har begge stor trænererfaring og har været cheftrænere på NFL-niveau.

Mens Glanville tilbage i 1986 til 1993 var head coach for først Houston Oilers og siden Atlanta Falcons, så har Crennel tidligere stået i spidsen for Cleveland Browns og Kansas City Chiefs, og de ved, at den kommende event har stor betydning for college spillerne både på det personlige og professionelle plan.

– Nyd hvert eneste øjeblik af kampen, og gør dit allerbedste hver eneste gang, du går på banen, siger Glanville.

Den samme besked har Crennel til talenterne.

– Husk at vær imødekommende og altid gøre dit bedste på og uden for banen. Forstå at football er mere end bare et spil – det er en mulighed for at gøre en forskel i lokalsamfundet og hjælpe andre – som børnene på Shrines Hospital, siger den 66-årige træner.

10 talenter der er værd at lægge mærke til

Der er flere interessante spillere ved dette års East-West Shrine Game, men her er 10 navne, som du specielt bør holde øje med.

QB Jimmy Garoppolo, Eastern Illinois (East)
Den 6’2 og 222 pund store quarterback har en realistisk chance for at blive valgt på andendagen af draften. Garoppolo har en hurtig afvikling af sit kast, træffer gode beslutninger og slog i år Tony Romos skolerekord for passing yards og touchdowns.

QB Jeff Matthews, Cornell (East)
Matthews mistede sin head coach Ken Austin før denne sæson, og det har kunnet ses på hans spil i år. Matthews har masser af talent men skal skoles, og East-West Shrine Game vil være en kærkommen mulighed for at vise scouts, at han er værd at satse på.

OT Laurent Duvernay-Tardif, McGill, Canada (East)
Et meget interessant navn fra det canadiske universitet McGill. Den 6’5 og 305 pund store Duvernay-Tardif har igennem et godt stykke tid domineret sine direkte modstandere, og det har scouts fra NFL lagt mærke til. Nu får han chancen for at vise sig frem på en større scene.

TE Crockett Gilmore, Colorado State (East)
I en tid hvor NFL leder efter atletiske tight ends med størrelse og udviklingspotentiale, er Gilmore et interessant navn. Han er konverteret defensive end på 6’6 og 255 pund, og han greb i tre sæsoner 107 bolde for 1264 yards og otte touchdowns.

CB Pierre Desir, Lindenwood (East)
Desir, der er født på Haiti, kommer fra Lindenwood og har exceptionel god størrelse (6’1, 205) og har intercepted 25 bolde i sin karriere. Han er et af de mest interessante small-school talenter i dette års draft og kan spille både mand-mand og zone, og han har en mulighed for at blive valgt på andendagen.

OT Danny Kistler Jr., Montana (West)
Kistler Jr. har startet 42 af 48 kampe og har fantastisk størrelse (6’8, 315), og han får en stor chance for at vise sit talent frem mod sværere modstandere fra de amerikanske colleges.

DT Evan Gill, Manitoba, Canada (West)
Gill er den anden af to canadiere, der er inviteret til showkampen. Han førte the Bisons med 7,5 tacklinger for tab af yards og lavede også tre sacks i den forgangne sæson. Kommer fra samme universitet, der for år tilbage sendte defensive lineman Israel Idonije til NFL.

OLB Max Bullough, Michigan State (West)
En defensiv holdkaptajn der har kaldt spil, formationer og var hjertet af Spartans forsvar. Bullough var suspenderet for holdes bowl-kamp for at have brudt interne regler, men han er en leder på banen. 40 kampe fra start i træk og 299 tacklinger vidner om produktivitet, men Bulloughs manglende fart og atletiske evner vil begrænse ham til to-down linebacker i NFL.

OLB Jordan Zumwalt, UCLA (West)
Zumwalt har en god chance for at snige sig ind i tredje runde af draften. UCLA-linebackeren leverer bragende hårde hits og viste det blandt andet i Sun Bowl, hvor han sendte Virginia Tech quarterback Logan Thomas ud med en hjernerystelse.

SS Sean Parker, Washington (West)
Parkers manglende størrelse (5’10, 195) vil formentligt forhindre ham i at blive valgt før tredjedagen, men han er instinktiv, fysisk og produktiv. East-West Shrine Game vil give ham mulighed for at vise netop dét for NFL scouts.

Se også: East-West Shrine Game website

Skriv et svar