Football For Folket!

Draftday.dk kommenterer – 7. runde

Draftday.dk kommenterer draftens 7. runde og de mest spændende valg.

Læs her lidt om de udvalgte valg:

208. Indianapolis Colts – OT Justin Anderson, Georgia
En gigant af en offensive tackle (6’4, 335 pund), der har styrken til at holde skansen. Men teknisk set mangler han meget, og flere fodskader i college-karrieren bekymrer og kan betyde, at han aldrig bliver en faktor i NFL.

212. Tampa Bay Buccaneers – RB Michael Smith, Utah State
En komptaktbygget running back, der er usædvanlig hurtig (4,32 sekunder over 40 yards), og som griber bolden naturligt. Smith var MVP i Players All Star Classic-kampen og løb for 870 yards og ni touchdowns i fem kampe som starter i 2011 hos Utah State, hvor han supplerede Robert Turbin. Men han er lille (5’8, 206), har ikke det bedste retningsskifte, og så er han ikke så hurtig på banen som foran stopuret. Men Smith er værd at tage chancen på i syvende runde.

215. Miami Dolphins – DT Kheeston Randall, Texas
En høj defensive tackle, der formentligt bliver prøvet af som “five technique” i Miamis 3-4-system. Han er en arbejdsom, stærk forsvarsspiller, der knokler for sagen på banen, men som bestemt ikke er nogen særligt god atlet. Det vil altid hæmme ham i NFL – og kan sende ham ud af ligaen i løbet af få år. Omvendt kan han komme langt med sin vindende, konkurrencemindede indstilling.

219. Minnesota Vikings – DE Trevor Guyton, California
Guyton faldt overraskende langt – han var i Draftday.dk’s top 100 som 96. valget. Men en skulderskade kan have kostet et frit fald, som det er sket for andre skadede større talenter i historien før ham. Guyton mangler et særligt eksplosivt antrit, og han er ikke nogen frygtindgydende pass rusher, men han er en type spiller, der kan have værdi på mange forskellige måder, og som man ved, hvad man får med ham, når man vælger ham. Hans motor kører hele tiden i højeste gear, han er kvik og arbejdsom og en leder, og han er en type talent, der kan overraske meget positivt i NFL.

222. Dallas Cowboys – ILB Caleb McSturdy, Montana
Caleb McSturdy fra Montana var Big Sky-konferencens Defensive Player of the Year i 2011, hvor han lavede 131 tacklinger og fire sacks. Han er en gennemsnitlig atlet, kan blive slået på ydersiden, for han mangler særlig fart i fødderne, og han har nogle korte 30 inches-arme. Men han er en stabil, arbejdsom, hårdfør og produktiv football-spiller, der måske – måske – har muligheden for at tilkæmpe sig én af de yderste pladser i 53 mands-truppen, selvom han ikke har NFL-evner – fysisk set.

223. Detroit Lions – OLB Travis Lewis, Oklahoma
Oklahoma-spilleren røg langt ned i draften, efter at han for år tilbage blev nævnt som et muligt højt draft pick, men Lewis’ person har kostet dyrt. Han har starter-potentiale i et 4-3-system som Detroit Lions’ system, hvis kan kan tage sig sammen. Han floppede under mange personlige interviews med NFL-holdene i tiden op til draften, men har været en produktiv “Will”-linebacker i college football.

224. New England Patriots – CB Alfonzo Dennard, Nebraska
Bare fem dage før draften blev Dennard anholdt, da han i lørdags angiveligt overfaldt en politibetjent udenfor en bar i Lincoln, Nebraska, og fire betjente skulle bruges for at stoppe hans foretagende. Den handling har uden tvivl kostet dyrt på draft day – flere talentspejdere rystede i de seneste dage på hovedet af sagens dumhed – og den alt, alt for temperamentfulde Dennard var tæt på slet ikke at blive valgt. Men han er en selvsikker cornerback, der er blevet sammenlignet med Chiefs’ Javier Arenas, og som for ikke mange måneder siden var et potentielt andendagsvalg.

229. Philadelphia Eagles – RB Bryce Brown, Kansas State
Brown var et megatalent i high school og et af de mest eftertragtede talenter, men han fandt sig aldrig til rette i college. Brown droppede ud af to college-programmer, og der er mange spørgsmålstegn ved hans personlighed. Samtidig er der ikke nogen, der rigtigt ved, om Brown har, hvad der skal til for at klare sig i NFL fysisk og mentalt. Det er et reward-pick for Eagles.

237. San Francisco 49ers – DE Cam Johnson, Virginia
Engang rangeret i omegnen af tredje runde men som draften nærmede sig stod det mere og mere klart, at han ikke var et top 100-valg. At han dropper helt til syvende runde er dog lidt overraskende. Han er et råt, atletisk talent med marginal produktion, men han har et godt udviklingspotentiale som 3-4 outside linebacker, der som minimum kan afskærme på ydersiden.

243. Green Bay Packers – QB B.J. Coleman, Tennessee-Chattanooga
En udviklingsquarterback med et fysisk talent til minimum at få en karriere som backup. Coleman er en treårig starter på lavere niveau, hvor han har givet masser af prøver på sin stærke, præcise arm og hurtige afvikling af kast. Colemans har ikke lavet mange progression reads, og han vil tage mindre gode beslutninger under pres. Men han passer godt til Packers’ system og kan lære bag en af spillets allerbedste.

Skriv et svar