Football For Folket!

The Draft Room – del 2

Hvordan foregår det på draft day, når et hold skal vælge en spiller? Hvordan efterligner holdene Adam Schefter? Og hvilke skjulte motiver har holdene i de senere runder?  Draftday.dk giver dig svarene i anden og sidste del af vores mini-serie om The Draft Room – baseret på flere NFL-kilder, der selv har været med til at vælge spillere.

LÆS HER: The Draft Room – del 1

Kansas City Chiefs var vilde med Joey Harrington, og skulle man tro flere mock drafts, ville holdet på draft day også få fat i den talentfulde quarterback fra Oregon.

Toppen af 2002-draften var nemlig ikke ligefrem spækket med hold, der jagtede en quarterback, og det var helt sikkert, at det nye hold i ligaen, Houston Texans, ville tage den anden top-quarterback, David Carr, fra Fresno State.

Så Chiefs’ quarterbacks coach, Terry Shea, vidste, at der var en rigtig god chance for, at han i de kommende år ville kunne træne Harrington, som derved kunne lære bag den aldrende veteran Trent Green, inden Harrington selv kom til. Et perfekt setup. Alt, hvad det krævede, var blot, at Harrington faldt ned til Kansas City og ottendevalget.
– Vi var meget interesserede i at vælge ham, fortæller Shea i telefonen fra hjemmet i Missouri, USA.

Men så kom løverne fra Detroit i vejen.

Detroit Lions overraskede nemlig NFL-verdenen, da holdet brugte tredjevalget i draften på netop Harrington og ikke cornerback Quentin Jammer, som det ellers var ventet.
– Hjertet sank i livet på mig, fortæller Terry Shea til Draftday.dk om det skuffende øjeblik, da det blev annonceret fra draften i New York, at hans drømmevalg var taget af et andet hold.

Den store plan
Sådan er draft day. Der er opture, der er nedture – og intet er forudsigeligt.
– Hver draft er forskellig, ligesom sneflager er forskellige. Ikke to draft-dage er ens, siger Tony Softli i et interview med Draftday.dk.

Han var i seks sæsoner Carolina Panthers’ director of college scouting og siden i fire sæsoner St. Louis Rams’ vice president of player personnel – og han har siddet i mange ”draft rooms”, som er de kommandocentraler, hvori de 32 NFL-hold følger draften valg for valg og beslutter, hvem de skal vælge.

Draftday.dk har spurgt Shea, Softli og flere andre NFL-kilder om deres oplevelser og erfaringer fra The Draft Room i løbet af draften. Og især ét svar går igen: I de tidlige runder ved NFL-holdenes beslutningstagere længe inden, at de er ”on the clock”, hvem de kan vælge. Intet er tilfældigt, og der er få, store overraskelser i de enkelte draft rooms.
– Du skal have truffet nogle beslutninger før draft day, siger Greg Gabriel, som fra 2001 til 2009 var director of college scouting hos Chicago Bears, i et interview med Draftday.dk.

For især i 1. runde har holdene et godt overblik over, hvad de kan og vil gøre i den givne situation – og dét flere valg før de selv får lov at tage fra tagselvbordet af unge college-talenter.

I ugerne op til draften lægger alle hold nemlig en draft-plan. Det er den plan, som holdet vil følge, og den handler kort og godt om at lave en kort liste med tre-fire navne i prioriteret rækkefølge, som holdene ønsker at vælge. I hvert fald i de tidlige runder. Nok har holdet et draft board med rangeringer af over 100 spillere, som det følger, men holdet ønsker på forhånd at have aftalt internt, hvilken spiller man sætter sigtekornet på i håbet om at ramme.
– Du har en plan A, B, C, D og E i de første to runder i tilfælde af, at du ikke får den spiller, du gerne ville have, siger Terry Shea til Draftday.dk.

Holdene agerer Adam Schefter
Ejer holdet for eksempel 18. valget i 1. runde, består listen af tre-fire navne, som, holdet realistisk set forventer, vil være til rådighed omkring 18. valget. I år vil for eksempel Jadeveon Clowney og Sammy Watkins næppe være på den liste. Og ved at prioritere navnene sikrer holdet at undgå forvirring i de sølle 10 minutter, hvor det er “on the clock”. I det øjeblik er ni et halv minuts ophidset diskussion om, hvorvidt valget skal være quarterbacken eller linebackeren, et absolut ”no go”.
– Alt dét har man ordnet under møderne inden draften, fortæller Tony Softli.

Greg Gabriel mener, at planen er altafgørende for succes.
– Hvis du ikke har en plan, bliver du udnyttet og ædt levende, fortæller han.

Men en sådan plan fungerer selvsagt kun, hvis holdet samtidig har en rigtig god fornemmelse for, hvad de andre hold vil gøre på draft day.

Så i bedste Adam Schefter-stil indsamler alle NFL-hold rygter og information om, hvad de 31 andre mandskaber tænker om spillerne. Midt i mængden af røgslør og plankede, usande historier fra konkurrenterne, som et hold skal navigere igennem ligesom alle andre.
– Vi var altid meget tavse, hemmelighedsfyldte og lyttede bare på vandrørene i forsøget på at finde ud af, hvem de andre hold kunne lide og ikke lide, siger Tony Softli til Draftday.dk.

Typisk ringer general manageren eller cheftræneren til deres gode kollegaer hos andre hold for at sludre lidt, men for samtidig at få et indblik i, hvad kollegaens hold tænker om eksempelvis en højtprofileret defensive end. De får ikke at vide, om holdet vil vælge spilleren, men de får et indblik i, hvor stor en værdi spilleren har i resten af NFL.
– Der er nogle få folk, som du altid kan stole på, fordi du har opbygget et godt forhold til dem. Vi er selvfølgelig konkurrenter, men du har også folk, som du har kendt i årevis, og du stoler på, hvad de siger. Og de siger måske: ”Jeg mener, at den spiller er et andenrundevalg værdigt”, forklarer Greg Gabriel til Draftday.dk.

Han husker, at han typisk talte interesseret med en kollega hos en konkurrent om en stor bunke spillere. Det var dog et forsøg på at sløre den sande intention.
– Du har en samtale, hvor du måske snakker om 15 spillere, men du vil reelt bare kende hans syn på et par af dem, siger han.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar