Draft day 2016: Goff, Wentz og Co.

Tennessee Titans’ nye general manager Jon Robinson solgte førstevalget i 2016-draften, mens han sad i førerhuset i sin Nissan-truck foran det hus i byen Brentwood, som han og familien var ved at købe.

I mobilen havde han Los Angeles Rams’ general manager Les Snead – med Rams’ head coach Jeff Fisher på en lytter på medhør.

Dér foran huset – en onsdag formiddag midt i april – sagde Robinson ja til Rams’ monstertilbud og vendte dermed op og ned på NFL-draften 2016, der begynder natten til fredag.

For ikke nok med, at Titans flyttede 14 pladser ned gennem draften til 15. valget. Aftalen, der sendte seks draft picks til Titans, betyder også, at en quarterback nu for andet år i træk bliver topvalget i draften, for Rams handlede op for at vælge Californias Jared Goff.

Tennessee Titans, der sidste år tog Marcus Mariota i toppen af draften, havde ganske enkelt ikke brug for at tage en “passer” med duksevalget, men det har Rams, der i år flytter til L.A.
– Rams har stille og roligt bygget truppen op gennem Jeff Fishers fire år hos holdet, men skal vinde nu og har brug for en quarterback, der kan gøre det, og som kan bringe noget begejstring med til Los Angeles, siger den erfarne NFL-reporter, Mike Silver, fra NFL Network til Draftday.dk.

Stor fan af Goff
Silver, der selv gik på University of California, er en stor fan af Goff og mener – som mange andre – at den præcistkastende quarterback med den hurtige kasteafvikling har kvaliteterne til at blive en stjerne i NFL.
– De folk, som jeg stoler på – trænere, general managers og andre skarpe talent-evaluatorer – tror stærkt på, at han bliver en fremragende professionel spiller, siger Silver til Draftday.dk.

Langt fra alle er dog helt så begejstrede for handlen som Silver. En anden af de tunge drenge i NFL-medieverdenen, CBS’ Jason La Canfora, mener, at Rams opgav alt for meget for at handle så højt op i draften. Les Snead og Co. skulle blandt andet af med to førsterundevalg, to andenrundevalg og to tredjerundevalg for at springe så højt.
– Rams gav meget væk for en quarterback, som mange folk ikke er vilde med. Det var en desperat handling og et stort sats, der kan ramme dem hårdt, fortæller Jason La Canfora til Draftday.dk.

Men førstevalget – det fik Los Angeles Rams altså – og det betød samtidig, at draften én uge senere bød på endnu en kæmpe handel.

Med udsigten til, at én af de to bedste quarterbacks i draften nu reelt var af brættet, overbeviste Philadelphia Eagles nemlig Cleveland Browns om, at de to hold skulle bytte draftpositioner, så ørnene kunne springe fra ottendevalget til andetvalget. Her vil Eagles nu vælge Carson Wentz fra lille North Dakota State fra FCS-niveau, som, nogle mener, har et Andrew Luck-lignende potentiale.
– Han besidder størrelsen. Han besidder armstyrken, lederevnerne og den mentale side er på plads. Han er overraskende mobil for en spiller af hans størrelse af være. Jeg tror, at han selvsagt går i top 2 i denne draft, og nu skal han bevise sit værd som franchise quarterback, siger direktøren for Senior Bowl-ugen og den tidligere general manager for Cleveland Browns, Phil Savage, til Draftday.dk.

Bedre end Joe Flacco
Andre er dog mindre imponerede af den tårnhøje quarterback, som ellers er blevet kaldt en “bedre” version end Joe Flacco.
– Wentz er meget upoleret, spillede kun to år på en lille skole mod meget svag modstand, og han missede otte kampe på grund af skader. Folk har issues med hvor lang tid, han har brug for at kunne udvikle sig – og med hans boldsikkerhed, mener Jason La Canfora.

Og spørger man to NFL-reportere, der dækker netop de to hold, der byttede valg, var handlen ikke det bedste, der er sket.
– Jeg mener, at Browns for første gang siden 1999 var i en så høj position i draften, at de kunne vælge én af de to bedste quarterbacks i draften. De valgte at droppe muligheden for at indsamle fire ekstra draft picks. Alle er enige om, at Browns’ trup skal genopbygges, men jeg mener ikke, at man kan genopbygge ordentligt, før du har quarterbacken på plads, lyder kritikken fra ESPN Clevelands Tony Grossi over for Draftday.dk.

Heller ikke i Philadelphia er en erfaren Eagles-reporter specielt begejstret over handlen. Les Bowen, der har dækket holdet i 14 år, er ikke helt så kritisk som Grossi, fordi Eagles ifølge ham er nødt til at forsøge at finde en franchise quarterback, men han mener, at ørnene gav alt for meget i springet til andetvalget.
– De behøvede ikke at bytte den enorme mængde af værdi væk, siger han til Draftday.dk.

De to handler betyder, at begge de to første draft picks er byttet væk inden, at det hele er begyndt. Det er opsigtsvækkende. For kun fire gange gennem tiderne – senst i 1997 – blev de to første draft picks handlet i samme år.
– Det er meget usædvanligt, at to hold vil handle op til første- og andetvalget. Især når man tænker på, at det er to spillere, der ikke bliver regnet for at være sikre, Pro Bowl-quarterbacks i toppen af draften. Det viser bare den desperation, der er omkring quarterback-positionen. Hold, der ikke har én, er villig til at gå til ekstremer for at få én, siger den mangeårige NFL-journalist, Dan Pompei, som skriver for The Bleacher Report, til Draftday.dk.

Otte-ti elitetalenter
Med de to quarterbacks har 2016-draften fået sin “Peyton Manning/Ryan Leaf”-situation, hvor man først om en årrække kan vurdere, om Rams tog den bedste quarterback helt i toppen – ligesom det var tilfældet med Jameis Winston og Marcus Mariota sidste år.

Udover Jared Goff og Carson Wentz byder NFL-draften ifølge flere kilder på otte til 10 elitetalenter, en lang række gode talenter og så en udmærket dybde.
– Jeg mener, at det er en god draft med flere end 100 underclassmen, der er gået tidligt i draften, og en stærk senior-klasse, fortæller Phil Savage til Draftday.dk.

Især gruppen af defensive tackles er helt fantastisk og sjældent set bedre. Nogle eksperter har sagt, at der er otte til 10 defensive tackles, der har kvalitet til 1. runde, og man kan finde kommende starters på positionen så langt nede som i 4. runde. Blandt topnavnene er spillere som Louisvilles Sheldon Rankins, de to Alabama-bøffer A’Shawn Robinson og Jarran Reed og den spøjse, men ultratalentfulde Robert Nkemdiche fra Ole Miss.
– Jeg talte med en scout ved The Senior Bowl, som sagde, at i de 20 år, hvor han har været i NFL, har han aldrig set en så stærk og dyb defensive tackle-gruppe. Det har jeg i hvert fald heller ikke, siger Rob Rang fra NFLDraftScout.com til Draftday.dk.

Også offensive tackle-årgangen, running back-gruppen og cornerback-klassen får gode anmeldelser af eksperterne. I førstnævnte gruppe finder man således det formodede topvalg, hvis Titans ikke havde handlet ned, i form af den letfodede topatlet Laremy Tunsil fra Mississippi. Han er så god, at han er blevet sammenlignet med Hall of Famer Walter Jones. Nogle iagttagere vurderer, at han er lige så god som nogen offensive tackle, der er blevet valgt de seneste ti år.
– Laremy Tunsil er efter min mening det bedste offensive talent. Og de fleste hold, vi har talt med, mener, at han også er draftens bedste talent, fortæller drafteksperten Walter Cherepinsky fra WalterFootball.com til Draftday.dk.

Mere vilde med Stanley
Der er dog især på det seneste kommet meldinger om, at en række hold – blandt andet i top 10 – er mere vilde med Notre Dames offensive Ronnie Stanley, og derfor er det uvist, hvor langt Tunsil falder. En tredje offensive tackle, Jack Conklin fra Michigan State, har ifølge nogle iagttagere også top 10-potentiale.

I fremtidens NFL vil Tunsil, Stanley og Conklin formentlig få flere hårde dueller med 2016-draftens bedste defensive ends, Ohio States tekniske stærke energibundt Joey Bosa, som er blevet sammenlignet med tidligere NFL-stjerner som Jared Allen, Michael Strahan og Justin Smith, og Oregons gigant DeForest Buckner, som drager paraleller til Arizona Cardinals’ Calais Campbell. Begge har ifølge flere eksperter kvalitet til top 3, men risikerer meget vel at falde ud af top 5, som draften kan udvikle sig.

Mens der er masser af stærke linemen i dette års draft, kniber det til gengæld med store talenter på de såkaldte “skill positions”.
– Der er nogle svage punkter – især wide receivers og tight ends, siger Dan Pompei.

På wide receiver-positionen er der stor uenighed om, hvem der egentligt er den bedste og bør vælges først. Og det er ikke et positivt tegn. For det er nemlig et tegn på, at der ingen “wow”-talenter er. Der er ingen Julio Jones, Odell Beckham Jr., Sammy Watkins eller Amari Cooper, som vi har set i de seneste års årgange.
– Det er bare en dårlig gruppe. Der er ikke ét sikkert valg, siger en anonym NFC personnel director til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Glem tight ends i top 32
Mississippis Laquan Treadwell, Baylors Corey Coleman og TCUs Josh Doctson er typisk de tre topkandidater til at få æren som den bedste wideout, men alle har deres markante svagheder. Treadwell har en Anquan Boldin-lignende fysik og griber bolden virkelig godt, men løber kun 40 yards på 4,64 sekunder, Coleman er en hurtig playmaker, men er lille (5 fod 10 inches), og Doctson har stærke hænder, men er ikke specielt eksplosiv med bolden i hænderne. En outsider, der kan blive valgt allerførst på positionen, er Notre Dames Will Fuller.

Og tight ends? Glem det i 1. runde. Ingen fra dette års klasse har kvalitet til top 32, hvis du spørger de fleste drafteksperter. Heller ikke det absolutte topnavn på positionen, Arkansas’ Hunter Henry, der løber nogle skarpe, har sikre hænder, men som bare ikke er nogen opsigtsvækkende god atlet.
– Han er et sikkert valg, men han skal ikke vælges før 2. runde – og helst ikke før i bunden af 2. runde, siger CBS Sportsline’ draftekspert, Rob Rang, til Draftday.dk.

Én “skill position”-spiller imponerer dog eksperterne. Ohio States Ezekiel Elliott er så god, at han måske allerede kan blive valgt med fjerdevalget i draften. Ifølge én af de mest respekterede draftniks, Nolan Nawrocki, er Elliott den “mest komplette back”, som draften har set i 10 år. Han kan løbe effektivt indvendigt og udvendigt, gribe bolden sikkert og ikke mindst blokere imponerende godt. Samtidig har han en imponerende fodbold-IQ – han beskrives som værende en træner på banen.
– Han har nogle evner, der øjeblikkeligt vil have en indvirkning i NFL. Han kan påvirke kampe på mange måder, og den fleksiblitet vil have stor værdi, siger Dane Brugler fra CBS Sportsline til Draftday.dk.

Elliott kan ganske enkelt det hele, og han kan endda blive valgt før to andre, store running back-talenter, Adrian Peterson (7. valget i 2007) og Todd Gurley (10. valget i 2016).

Aikman, Irvin og Smith anno 2016
Rygterne vil nemlig vide, at Dallas Cowboys’ ejer Jerry Jones drømmer om at genskabe “The Triplets”, som han havde i 1990’erne, hvor cowboyerne vandt tre Super Bowls med en stærk quarterback (Troy Aikman), wide receiver (Michael Irvin) og running back (Emmitt Smith) som afgørende grundstene.

Og Jones mener angiveligt, at Elliott kan blive Cowboys’ 2016-version af Emmitt Smith i en trio, der også inkluderer Tony Romo og Dez Bryant. Det er dog værd at vide, at den magtfulde ejer tidligere før er blevet overrulet i sit eget “draft room”. Det blev han i 2014, da han ville vælge Johnny Manziel i 1. runde, men lod sig overbevise af sin søn og løjtnant, Stephen Jones, om, at det var en dårlig idé at tage den kontroversielle “Johnny Football”. Og hvis Cowboys og andre running back-hungrende hold i top 10 ikke vælger Elliott, kan han falde ned til midten af 1. runde i en tid, hvor running backs ikke er i høj kurs i NFL.

Interessant bliver det også at se, hvor langt de to linebackers, Myles Jack fra UCLA og Jaylon Smith fra Notre Dame, falder. Begge har fået optakten til draften smadret af alvorlige knæskader.

Jack blev skadet til træning i efteråret, men er nu godt på vej tilbage. Der er dog stadig meldinger om, at nogle hold ikke vil vælge ham tidligt, fordi de ikke mener, at han er helt fit. Men han har værdi til top 5, mener mange.
– Myles Jack er den bedste spiller i draften, hvis du spørger mig. Jeg mener, at hans evner, spilforståelse og fleksibilitet vil være fantastisk for ethvert forsvar, siger Dan Hatman, der er tidligere NFL-scout hos Philadelphia Eagles, New York Jets og New York Giants og nuværende ejer af The Scouting Academy, til Draftday.dk.

Og Jaylon Smith blev ramt af ufatteligt sort uheld, da han blev alvorligt skadet i college-karrierens sidste kamp – “The Fiesta Bowl” – i januar. Knæet er så skadet, at nerverbaner er beskadigede, og derfor er det nærmest sikkert og vist, at han ikke kommer på banen i 2016-sæsonen. Faktisk kan ingen med sikkerhed sige, om knæet nogensinde bliver 100 procent frisk igen – et stort problem for en linebacker, der før skaden var kendt for sin opsigtsvækkende gode evne til at skifte retning på et splitsekund uden at tabe fart.

Mange spørgsmål forude
Og det skaber et hamrende spændende dilemma for de 32 hold. For hvornår tør ét af de 32 NFL-hold så bruge et draft pick på ham? På den ene side aner de ikke, om de nogensinde får værdi for valget. På den anden side kan draftens største gevinst vente, for i december mente mange, at Smith ikke bare var draftens bedste forsvarsspiller – men nogle mente også, at han var den allerbedste spiller overhovedet. Så god er linebackeren, der bliver sammenlignet med Patrick Willis.

Så hvad er han? Et sent førsterundevalg? Et andendagsvalg? Et sjetterundevalg? Det ved vi i de kommende dage.

I de kommende dage skal vi også have svar på:

*** Om Jalen Ramsey bliver den højstvalgte defensive back i 19 år. San Diego Chargers, som ejer tredjevalget, overvejer angiveligt kraftigt at vælge den smidige, verdensklasseatlet fra Florida State, der både kan have en stor fremtid som cornerback eller safety i NFL. Ikke siden 1997, hvor Seattle Seahawks tog Shawn Springs med netop tredjevalget, har en defensive back været valgt så højt.

*** Hvornår de to stærkt omdiskuterede quarterbacks, Connor Cook fra Michigan State og Christian Hackenberg fra Penn State, bliver valgt. Cook vandt 34 af 39 kampe hos The Spartans, men var (uhørt for et holds quarterback) ikke blandt holdkaptajnerne i 2016 – et signal om, at han ikke var populær blandt holdkammeraterne, der skulle vælge anførerne. Samtidig mener flere, at Cook, der ellers kan have værdi til 1. runde, er for arrogant. Og Hackenberg har kun skuffet, siden han som freshman under Bill O’Brien i 2013 imponerede alt og alle og lignede et kommende topvalg i NFL-draften. Helt skidt gik det i 2015, hvor Hackenberg var svag, og nu kan han falde helt ned til tredjedagen, men kan også blive valgt i top 31.

*** Hvor langt Vernon Hargreaves fra Florida ryger. Hargreaves har ifølge NFL Networks Mike Mayock “de bedste fødder” på banen, som Mayock har set i fem år hos et draft-talent, men højden (5’10, 1/2) og en positiv narkoprøve ved The Scouting Combine kan koste ham en plads i top 10.

*** Hvornår et hold vælger draftens tredjebedste quarterback, Memphis’ Paxton Lynch. Den tårnhøje, meget mobile passer, der ifølge Nolan Nawrocki er et kryds mellem Colin Kaepernick og Brock Osweiler, er spækket med naturligt talent og kastede den hårdeste bold af alle ved The Scouting Combine. Men han er hamrende upoleret og har lang vej igen. Nu, hvor to quarterbacks efter alt at dømme bliver valgt med de første to valg, kan Lynch dog meget vel ryge hurtigere af brættet, end mange forventede for en måned siden. Hvornår er det? Top 10? Top 20?

*** Hvem der tør bruge et draft pick på Ole Miss’ Robert Nkemdiche. Når han er allerbedst, er Nkemdiche måske draftens bedste defensive tackle, og hans fysiske evner er uovertrufne på positionen. Han har Pro Bowl-evner som “three technique”-talent, mens hans personlighed er imod ham. I december faldt han i marihuana-påvirket tilstand ud af et vindue, røg 4,5 meter gennem luften, inden han ramte jorden og mirakuløst slap med nogle sår på ryggen og benet. Nkemdiche betegnes som en “underlig”, “nørdet” snegl, som bare ikke er som andre. Kan NFL-hold, der sjældent bryder sig om spillere, der falder udenfor boksen, leve med Nkemdiches mærkværdige sind? Hvis ja – falder han så overhovedet ud af top 32?

Det er blot nogle af de mange spørgsmål, som vi skal have svar på i dette års draft.

Det er i øvrigt den 13. draft, som vi dækker her på Draftday.dk. Første gang var i 2004, hvor d’herrer Eli Manning og Ben Roethlisberger var unge college-talenter på vej i NFL. I år hedder quarterback-toptalenterne altså Jared Goff og Carson Wentz.

Vi glæder os meget og er naturligvis med hele vejen fra det går løs i nat og fremtil, at “Mr. Irrelevant” er fundet ved midnatstid lørdag aften. Natten til fredag kommenterer vi traditionen tro på alle 31 valg.

Rigtig god draft day!

Jacob Nørtov og Søren Hygum Hansen

Draftday.dk

Skriv et svar