Blog: De vandt og tabte ved Scouting Combine

DE TABTE…:

RB Montee Ball, Wisconsin
Ball leverede en 40 yard-tid af 4,66 sekunder og floppede også i short shuttle-øvelsen. Dybt skuffende, og selvom han har været ultraproduktiv i college football, ændrer det ikke ved, at han får svært ved at klare springet til de professionelles rækker.

DE Damontre Moore, Texas A&M
Nogle mente inden Scouting Combine, at Moore var et potentielt førsterundevalg og måske endda et top 10-valg, men efter kun at have pumpet vægtstangen 12 gange i bænk pres-øvelsen – færrest gange af alle defensive linemen – og efter at have løbet 40 yards på elendige 4,95 sekunder, er Moores værdi i frit fald.

DE/OLB Jarvis Jones, Georgia
Jones skulle håbe på godt nyt omkring sin alvorlige ryglidelse (spinal stenosis), men meldingerne fra Indianapolis er delte. Nogle vurderer, at han er clearet og klar til NFL, andre vurderer, at hans karriere bliver kort. Sagt med andre ord har nogle hold allerede pillet ham af brættet og gjort det sværere for Jones at lande i top 10 og måske endda top 20.

ILB Manti Te’o, Notre Dame
Mange var imponerede over Te’os pressemøde, hvor han svarede godt på alle spørgsmål omkring den “falske kæreste”-skandalen, og det var godt. Men sandheden er bare, at historien om kæresten stadig klæber sig til Te’o, og at han herefter skuffede fælt med en 40 yard-tid på 4,82 sekunder. Sådan en tid sender formentligt Te’o ud af første runde og gjorde hans Scouting Combine til en samlet set skuffende oplevelse – trods det fine pressemøde.

DE Sam Montgomery, LSU
Det er befriende, når spillere er ærlige, men nogle gange kan de også være for ærlige – og så er de dumme. LSU-profilen erkendte ærligt, at han ikke gav sig fuldt ud mod de dårligste hold i college football, fordi det ikke var nødvendigt. Derfor havde han ikke iøjnefaldende stats. Sådan en attitude er et “no go” i NFL og koster på draft day.

CB Johnthan Banks, Mississippi State
Med en 40 yard-tid på alt for langsomme 4,61 sekunder røg Banks formentligt ud af første runde. Det var en skuffende tid for den store, langlemmede cornerback, der ellers en overgang blev omtalt som et potentielt top 20-valg – hvis han kun løbe hurtigere end 4,5 sekunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *