Football For Folket!

Blog: De 10 bedste til tredjedagen

I aften begynder tredje- og sidstedagen af NFL-draften 2015. Draftday.dk giver der her 10 store navne, der stadig ikke er blevet valgt, og vi fortæller, hvorfor vi tror, at de er faldet SÅ langt.

1. OG La’El Collins, LSU
Én af draftens bedste offensive lineman, der er en stærk, stærk run blocker, som kan være højre tackle i NFL eller mere naturligt – en guard. Én NFL-scout har sagt til The Milwaukee Journal-Sentinel, at Collins kan blive en Pro Bowler. Han kan starte fra dag 1 og ville formentligt have været et top 20-valg, hvis det ikke havde været for en tragisk sag, som NFL-holdene pludselig skal forholde sig.

Derfor er han endnu ikke valgt:
Collins blev i denne uge bragt ind i en mordsag, fordi hans tidligere kæreste er blevet myrdet. Han er ikke mistænkt i sagen, men politiet vil gerne tale med ham, og før NFL-holdene ved, hvad der er op og ned i sagen, tør de ikke vælge ham. Collins har sagt, at han ikke vil signe med et hold, hvis han bliver valgt efter 3. runde. Han vil forsøge at komme i draften i 2016, men det er tvivlsomt, om han får lov af NFL.

2. OT T.J. Clemmings, Pittsburgh
Skiftede over som defensive end til angrebet i 2012 og har derfor stadig meget at lære som offensive tackle, men er spækket med naturligt talent. Tidligere basketballspiller med lange arme (35 1/8 inches), der er stærk og aggressiv og en god atlet.

Derfor er han endnu ikke valgt:
Clemmings har en skade i både det ene knæ og ryggen, og derfor er han taget af nogle holds draft boards. Samtidig hjælper det ikke, at han stadig er meget upoleret som lineman.

3. QB Bryce Petty, Baylor
En velbygget quarterback med en stærk arm, som Saints angiveligt mener er draftens, bedste “rene” passer – i hvert fald hvis man skal tro en mediehistorie fra før draften. Han er en udmærket atlet, der kan lave alle kast i bogen, og som har imponeret i Art Briles’ angreb hos Baylor. Briles har sagt, at Petty er en bedre “passer” end Robert Griffin III, som Briles også trænede.

Derfor er han endnu ikke valgt:
Baylor-systemet, der også gjorde “RG3” til en stjerne, er uhyre simpelt og “booster” en quarterbacks stats. Petty blev aldrig bedt om selv at kalde et spil, men fik besked om, hvor bolden skulle hen. Derfor bliver overgangen til NFL svær og kræver en tålmodig træner. Han er en type, som der er meget delte meninger om. Tidligere Briles-elever som Robert Griffin III og Case Keenum har haft det svært i NFL.

4. DT Michael Bennett, Ohio State
En lille (6’0), letfodet, angribende defensive lineman, der hurtigt kommer fremad banen, og som er et godt fit til et “one gap”-system – og flere mener, at han især vil fungere effektivt i et “Tampa 2”-lignende forsvar. Han kan skabe kaos på kastespil og dueller i kraft af sin teknik og sit antrit.

Derfor er han endnu ikke valgt:
Han imponerede angiveligt ikke ved The Scouting Combine, hvor Bennett, der nettede en score på ufatteligt høje 43 point i Wonderlic-testen, ifølge nogle NFL-scouts opførte sig, som var han klogere end de NFL-folk, han sad over for. Han har samtidig været meget ustabil i kampe hos Ohio State, selvom talentet er stort.

5. DT Grady Jarrett, Clemson
Søn af den tidligere Pro Bowl-linebacker Jessie Tuggle. Et vildt energibundt, som hamrer rundt på banen som en bowlingkugle, og som er blevet sammenlignet med John Randle og Geno Atkins. Han er bedst mod løb – hvor han er rigtigt god. Han nettede den bedste 10-yard-tid (1,64 sekunder) af alle defensive tackles ved The Scouting Combine.

Derfor er han endnu ikke valgt:
Hvad er hans position? Med en højde af kun 6 fod 0 (kortest af alle defensive linemen ved The Scouting Combine) er der flere hold, der end ikke vil overveje ham, fordi han er så lille og derved ikke rammer minimumshøjden. Eller de vil i hvert fald ikke overveje ham tidligt i draften.

6. OG Tre’ Jackson, Florida State
En enorm interior lineman, der med sine 330 pund kan skubbe modstandere på sin vej væk, og som har styrken til at være en effektiv guard i et “power running”-system. Han imponerede ved The Senior Bowl, hvor viste store evner i “én-mod-én”-øvelserne til træning og siden blev sydholdets MVP i selve kampen.

Derfor er han endnu ikke valgt:
Han har ifølge nogle medier ikke klaret helbredstjekket hos en række hold, fordi hans knæ ikke er fit. Han rev korsbåndet i det venstre knæ over som junior i high school og har angiveligt kroniske knæproblemer. Der er dog også meldinger om, at knæene klarede tjekket ved The Scouting Combine, så det er svært at vide, hvad der er sandheden.

7. OG Jarvis Harrison, Texas A&M
Flere har sammenlignet Harrison med de legendariske Cowboys-bøffer fra 1990’ernes Super Bowl-hold som Nate Newton og Larry Allen, fordi han er bygget som dem. Han er en massiv, 330 pund-tung lineman, der kan blokere modstanderen ud af stadion, og som samtidig har fantastiske, atletiske evner (og venstre tackle-fødder).

Derfor er han endnu ikke valgt:
Han er et problembarn. Han har talent til 2. runde, men er en belastning for et hold, fordi han ikke gør, hvad han bliver bedt om og angiveligt irriterer trænerne med sin adfærd. Han kom for sent til sin egen Pro Day, og han har konstant underpræsteret i college.

8. CB Charles Gaines, Louisville
Det er blevet sagt om Gaines, at han måske er NFL-draftens bedste, rene cover-corner. Han bevæger sig virkelig, virkelig godt på banen, har et fremragende retningsskifte, og han har masser af selvtillid i mandsopdækning. Som minimum kan han blive en udmærket nickelback.

Derfor er han endnu ikke valgt:
Han er kun 5 fod 9 inches og vejer kun 180 pund. Han er derfor langt fra for alle hold, og han vil blive sårbar på løbespil i NFL, hvor han hurtigt kan blive blokeret væk af større modstandere. Hans hænder er blevet beskrevet som værende “hårde som sten”.

9. RB Jay Ajayi, Boise State
Ajayi siger, at han forsøger – spillemæssigt – at efterligne den nye Philadelphia Eagles-stjerne DeMarco Murray, og som spiller er Ajayi da også som Murray en stærk, fysiskbetonet back, som kan plove sig gennem forsvaret, og som samtidig har gode atletiske evner. Han har evnerne til at fungere effektivt på alle tre downs. Løb for over 1800 yards i 2014 og greb samtidig for over 500 yards.

Derfor er han endnu ikke valgt:
Det kommer ikke rigtigt som en overraskelse, at han røg ud af andendagen, hvor han ellers spillemæssigt hører til. For nylig kom det frem, at hans ene knæ, der blev opereret i 2011, er så skadet, at flere hold har taget ham af deres draft-tavle. Én kilde har fortalt til et medie, at knæet var “strimlet”, da det så værst ud.

10. QB Brett Hundley, UCLA
Hundley har størrelsen, armstyrke og masser af fart i fødderne. Og man kan argumentere for, at han – fysisk set – er et mindst lige så spændende talent som Winston og Mariota. Nogle har også sammenlignet hans fysiske evner med Blake Bortles’ ditto, og han havde måske den bedste Pro Day-workout af de bedste quarterbacks i draften.

Derfor er han endnu ikke valgt:
Han kaster ikke særligt præcist og skuffede i 2014. Han holder for længe på bolden og tager for mange sacks, og flere mener, at han ikke har instinktet til at blive en god NFL-quarterback. Oven i købet kommer han fra et simpelt angrebssystem, der ikke kan overføres til NFL. Han er blevet beskrevet som en running back, der spiller quarterback.

Skriv et svar