Blog: 32 kommentarer om 1. runde

22. Det var umiddelbart ekstremt kedeligt, at Miami Dolphins tog offensive tackle Ja’Wuan James med 19. valget, men jeg elsker det valg, for han var én af mine favoritter. Miami var længe kædet sammen med James, og med det hurtige fald i værdi for de bedste offensive tackles, som der er i 2014-årgangen, var Miami nødt til med 19. valget at finde en offensive lineman til holdets svage angrebslinje, hvis Ryan Tannehill skal overleve i 2014. James startede 49 kampe som højre tackle hos Tennessee og er et solidt, sikkert valg, som Miami havde brug for. Han vil næppe skuffe, selvom han ikke umiddelbart er en kommende Pro Bowler.

23. Jeg er ikke synderligt begejstret for San Francisco 49ers’ valg af safety Jimmie Ward med 30. valget. Jeg så ham ikke som et førsterundevalg ud fra alt, hvad jeg har hørt og læst. Han er for meget en tweener, der hos 49ers vil blive en nickel-safety/corner. Han er en lille fyr, der kan blive overmatchet af større wideouts, og som ifølge nogle iagttagere er bedst, når spillet sker foran ham (og det er ikke ment positivt). Jeg frygter samtidig for hans holdbarhed, selvom jeg anerkender hans energi. Men du kan finde spillere som ham senere i draften, og 49ers havnede i en skidt position, da holdet måtte opgive at handle op efter wide receiver Odell Beckham, fordi prisen var for høj (som general manager Trent Baalke indrømmede det). I en perfekt verden havde 49ers fået et tilbud om at rykke ned i 2. runde for draft picks til 2015-draften – for så i 2. runde at handle op i området 35-50 efter et par solide navne, der giver lige så god værdi som Ward.

24. Brandin Cooks bliver den “Joker” eller schweizerkniv i angrebet hos New Orleans Saints, som Darren Sproles var det, og som er trendy i NFL i dag. Han bliver flyttet rundt uden at have én position og hjælper Drew Brees. Et godt valg til et angreb, der begynder at løbe tør for playmakers.

25. Jeg er helt vild med Denver Broncos’ valg af Bradley Roby. Holdet har få svagheder og kunne tage en chance med valg nummer 30 uden at risikere at skulle lide flere år fremefter, hvis han skuffer. Flere hold havde taget Roby af brættet på grund af hans problemer uden for banen, men han insisterer selv på, at der ikke er en historie omkring det. Den køber jeg dog ikke, for så havde andre hold før Denver, der også har gravet dybt i hans fortid, taget ham før. Så talentfuld er Roby nemlig. Men Broncos’ defensive koordinator Jack Del Rio har et godt forhold til flere af Ohio States trænere, som han spurgte Roby om – og i sidste uge snakkede repræsentanter fra Broncos med The Buckeyes’ head coach, Urban Meyer, om Roby, som talte meget varmt for ham. Derfor tog de chancen, og det er et godt sats – situationen taget i betragtning. Han kan rykke udvendigt modsat Aqib Talib, når Chris Harris rykker indvendigt som slot-cornerback.

26. Jerry Jones og Dallas Cowboys lod sig ikke friste af Johnny Manziel og valgte for andet år i træk en supersolid, ”old school”-offensive lineman. Denne gang i form af Zack Martin. Han kan hjælpe hele angrebslinjen og skabe et fundament sammen med Tyron Smith (førsterundevalg i 2011) og center Travis Frederick (førsterundevalg i 2013). I de første 22 år af Jones’ tid som ejer tog Dallas ikke en offensive lineman. Nu har de taget én i tre år på fire år og er bedre stillet end, hvis de havde taget fænomenet Johnny Manziel.

27. St. Louis Rams bør få en All-Pro-kaliber lineman i Greg Robinson. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Rams i 2009 også brugte andetvalget på en offensive tackle med et stort potentiale i Jason Smith, der som Robinson kom fra et ikke-“Pro Style”-angreb. Robinson er dog et markant større talent end Smith. I bogstavelig forstand.

28. Mike Evans til Tampa Bay  Buccaneers viser alt om, hvad NFL-holdene mere end nogensinde efterspørger på wide receiver-positionen: Størrelse og højde. 6 fod 5 inches-høje Evans bliver parret med lige så høje Vincent Jackson, og Buccaneers får dermed to tvillingetårne og gigantiske wide receivers i startkæden. Det bliver en fornøjelse for Mike Glennon, Josh McCown eller hvem, der nu står bag center i Tampa, at kaste “back-shoulder throws” til de to receivere.

29. Ikke så meget at rafle om for Atlanta Falcons, der med valget af Jake Matthews får en grundsten til angrebslinjen, der kan starte 12-13 år og forlade NFL som en mangedobbelt Pro Bowler. Det er svært andet end at klappe af det valg.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *