Blog: 32 kommentarer om 1. runde

9. Odell Beckham Jr. til New York Giants. Det bør Eli Manning være glad for. Og det er ikke kun fordi, at både han og Beckham har gået på Isidore Newman High School i Louisiana. For Beckham har farten til at strække banen ud med Victor Cruz som slot-receiver. Eneste minus, som jeg ser det, er hans person. Han havde efter sigende ikke den bedste arbejdsmoral hos LSU, og han beskrives som en lidt spøjs fyr.

10. Det kan godt være, at Teddy Bridgewater spillede i samme type angrebssystem i college, som Norv Turner kører hos Minnesota Vikings. Men kan han kaste effektivt udendørs i kolde Minnesota de næste to år? Er han en markant bedre quarterback end Christian Ponder? Og var han derfor værd at handle tilbage i 1. runde efter? Det er spørgsmålene.

11. Chicago Bears havde hårdt brug for defensive backs, og Kyle Fuller gav god værdi ved valg nummer 14. Et meget, meget solidt valg, for Fuller er en ”football-spiller” i ordets bedste betydning, der spillede på mange positioner hos The Hokies, og som sågar blitzede en del gennem ”The A-Gap” (op gennem midten af angrebslinjen). Han kan booste den bagerste kæde og fungere effektivt både indvendigt og udvendigt.

12. C.J. Mosley til Baltimore Ravens var et klassisk Ozzie Newsome-valg. Masser af værdi med 17. valget. Og Newsome, der selv spillede for The Crimson Tide, kender naturligvis alt til Mosley. Spørgsmålet er bare, om Mosley er effektiv om seks år efter flere end 500 tacklinger i high scool og efter en lang krævende karriere hos Alabama, der nærmest driver rovdrift på deres spillere. Ikke mindst til træning? Jeg er ikke sikker på, at han vil være det.

13. For første gang siden tabet af Nick Collins i 2011 har Green Bay Packers en potentiel stærk safety. Men Ha Ha Clinton-Dix har også sine kritikere, for der er dem, der mener, at han er for hypet, fordi han kom fra mægtige Alabama, og fordi han ikke er noget særligt på ét punkt af sit spil. Packers havde sigtekornet sat på Ryan Shazier og C.J. Mosley og missede. Clinton-Dix er trøstepræmien.

14. Jeg kan sagtens se Arizona Cardinals bruge Deone Bucannon i en Kam Chancellor-lignende rolle tæt på line of scrimmage, mens Tyrann Mathieu får mere plads til boltre sig bagved. Jeg var dog overrasket over, at han røg så tidligt, men det fortæller lidt om, hvor meget fokus der er på safeties i NFL netop nu.

15. Bill Belichicks forhold til University of Florida er velkendt. Der er masser at lide ved Dominique Easley (han er eksplosiv), men fakta er, at han kommer til New England Patriots med to korsbåndsopererede knæ. Det er heftigt. Og de Gator-spillere, som Belichick tidligere har valgt? Jermaine Cunningham, Brandon Spikes, Aaron Hernandez, Chad Jackson og Guss Scott. Ikke imponerende.

16. San Diego Chargers havde brug for en cornerback. Men der er ikke mange cornerbacks på 5 fod 9 inches i NFL anno 2014, der har stor succes. Faktisk blev der ikke valgt én eneste af den ringe størrelse i hele 2013-draften. Jason Verrett er et sats i en verden af store wideouts.

17. Detroit Lions’ valg af Eric Ebron minder mig om årene 2003 til 2005, hvor Lions i tre år i træk uden succes brugte førsterundevalg på en wide receiver i form af Charles Rogers, Roy Williams og Mike Williams. Det er et luksusvalg med ”Megatron”, Golden Tate og Brandin Pettigrew i en allerede potent offensiv, der næppe kan bringe Lions meget videre. Jeg hylder Martin Mayhew for valget af den bedste spiller på brættet, og Ebron er en playmaker, men Lions har hårdt brug for at forstærke den bagerste kæde i forsvaret. Det kunne de have gjort med 10. valget.

18. Med valget af Kelvin Benjamin får Carolina Panthers en gigant til receiver-positionen, som de har et stort behov for. Jeg kan godt lide Benjamin, som kan blive en profil. Men der er “boom-or-bust” over ham efter kun én produktiv sæson i college. Og jeg er ikke sikker på, at han slår til i 2014, hvor Cam Newton ser mere presset ud end nogensinde før.

19. Taylor Lewan til Tennessee Titans er solidt, omend usexet. Men han kan tage over for Dave Stewart og hurtigt erstatte ustabile Michael Oher, som Titans ellers lige har signet (på en salary cap-venlig kontrakt). Titans har dog investeret meget i angrebslinjen i de senere år, så det undrede mig, at de ikke valgte til en anden position, selvom Lewan formodentligt var meget højt på deres tavle (og helt sikkert øverst af de tilbageværende, hvis du hører den “officielle”, politisk korrekte forklaring, som medierne og vi fans får…).

20. Jeg elsker St. Louis Rams’ valg af Aaron Donald. De fortsætter med at investere heftigt i forsvarslinjen – nu har de fire førsterundevalg valgt siden 2008 på linjen – og de følger dermed NFL-trenden med at have mange, stærke defensive linemen, der kan supplere hinanden. Den tidligere Colts-præsident, Bill Polian, har sagt, at Donald er den ideelle “three technqiue”, som Polian forgæves jagtede i så mange år hos Indianapolis.

21. Philadelphia Eagles’ valg af Marcus Smith var overraskende, selvom han dog var rygtet til bunden af 1. runde. Det signalerer, at Eagles-karrieren lakker mod enden for Trent Cole. Eagles er vilde med Smiths uudnyttede potentiale, efter at han var quarterback i high school og først for år siden er rykket ind i forsvaret. Men det er værd at bemærke, at 10,5 af hans 14,5 sacks i 2013 kom mod modstandere fra den svage AAC-konference. Og ligesom med Lane Johnson i 2013 vælger Eagles potentiale over ”her og nu”-værdi.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *