Football For Folket!

All-Sleeper Team 2012 – angreb

GENLÆS ARTIKLEN FRA 15. APRIL:

Terrell Davis, Brian Dawkins og Zach Thomas. Og naturligvis Tom Brady.

Draften har gennem årene budt på mange senere så berømte navne, der blev valgt sent i draften, men som udviklede sig til store, højtprofilerede navne.

Og 2012 har naturligvis også en række talenter, der potentielt kan overraske positivt i NFL, selvom flere forhold betyder, at de næppe bliver valgt tidligt i draften. Draftday.dk kigger her på nogle – blot nogle – af de mange potentielle “sleepers”, der findes i 2012-draften. Har du nogen navne, du mener bør være med på listen, så fortæl hvorfor i kommentarfeltet nedenunder.

Vi lægger ud med et angreb bestående af “sleepers” på vores All-Sleeper Team 2012:

QB Kellen Moore, Boise State
Moore har haft en gloværdig, rekordsættende college-karriere, men han er slet ikke bygget til NFL (6’0, 197 pund) og har også en marginal armstyrke, og det hæmmer ham helt vildt. Men i det rette system kan Moore – måske, kun måske – få chancen og levere og derved gøre det langt bedre, end hans forventlige draft-værdi lægger op til. For han er en fremragende football-spiller, der træffer de rette beslutninger, som er intelligent, har et enestående overblik, og som er meget, meget moden.

Projekteret: 6. runde

RB Tauren Poole, Tennessee
Poole’ stats ser ikke ud af meget – 693 yards i 12 kampe i 2011 – men en del af forklaringen skyldes også, at han løb bag en ung, mindre god angrebslinje. For Tauren Poole er en stærk, velbygget running back, der har et udmærket antrit, og som arbejder benhårdt for at skaffe yards samtidig med, at han er mentalt stærk. Og husker du sidste gang, at NFL-holdene tog fejl af en running back fra Tennessee? Det var Arian Foster…

Projekteret: 6. runde

RB Antwon Bailey, Syracuse
På banen giver Bailey sig fuldt ud, og han er en komplet running back, der dog har få opsigtsvækkende evner. Han fumblede fem gange som senior, og han skal blive bedre til at holde på bolden. Men samlet set er han en aggressiv back, der har mentaliteten til at sikre sig en plads i en NFL-trup, selvom han bliver valgt sent i draften.

Projekteret: 7. runde

WR Marvin Jones, California
Marv Jones er en akrobat på banen, der kan lave de store catches, og som ifølge den anerkendte evaluator fra NFL Films, Greg Cosell, har den “største gribe-radius” af de spillere, som Cosell har evalueret. Jones er 6 fod 2 inches, vejer 199 pund og løber 40 yards på 4,46 sekunder. Han lugter langt væk af “possession receiver” og kan overraske meget positivt i NFL.

Projekteret: 3. runde

WR Joe Adams, Arkansas
Han taber mange bolde, han burde gribe, og han er mindre (5’10, 179 pund) end de fleste wideouts. Men Joe Adams er til gengæld en eksplosiv receiver, der især kan få værdi som slot-receiver i NFL, men navnlig også som return specialist. I 2011 blev han kåret som den stærke SEC-konferences “Special Teams Player of the Year”, da han returnerede hele fire punts for touchdowns.

Projekteret: 4. runde

TE George Bryan, North Carolina State
Den tidligere holdkaptajn hos North Carolina State vil ikke skræmme mange med sin hurtighed, men han er en stor tight end (6’5, 265 pund), som især er stærk til at sætte blokeringer. Han kan også fungere effektivt på korte ruter og har vist, at han dygtigt finder sårbare områder i zoneforsvar. Med hans arbejdsmoral, stærke personlighed og lederevner kan Bryan blive en udmærket reserve-tight end i NFL, som vil have mere værd, end hans draft-værdi lægger op til.

Projekteret: 6. runde

OT James Brown, Troy
Brown er en ydmyg herre, der imponerede ved positionsøvelserne ved The Scouting Combine. Han har ikke spillet på et højt niveau, og teknisk set lader han meget tilbage at ønske, men han er meget, meget mobil, er villig til at lære og knokle for sagen, og han kan spille flere positioner i NFL. Hans bedste fit er dog i et zoneblokeringssystem, som dét Texans og Redskins kører.

Projekteret: 3. runde

OT Bryce Harris, Fresno State
Hos Fresno State startede Harris alle de sidste 39 kampe i træk, som han fik spilletid i. Han er en ganske god atlet (som tidligere basketballspiller), han er hårdfør, meget intelligent og frem for alt en vindende person, der har lederevner. Måske bliver han aldrig nogen starter i NFL, men han kan være en type lineman, der holder sig i NFL i 10-12 år som “swing lineman”, fordi han er så arbejdsom og så kvik, at han kan mestre flere positioner (indvendig, højre tackle).

Projekteret: 5. runde

OG Lucas Nix, Pittsburgh
Én af den slags talenter, som “old school”-trænere vil elske at have på holdet. Nix er ikke nogen stor atlet, han bøjer i hofterne, og hans balance lader endnu meget tilbage at ønske. Men de fejl kan rettes, og Nix er en energisk, hårdfør og aggressiv lineman, som har temperamentet til at få succes i NFL.

Projekteret: 5. runde

OG Antone McClain, Clemson
“Power running”-hold som Steelers og Cardinals vil sandsynligvis især være fristet af McClain, der er en stor (6’5, 329 pund) og fysisk betonet lineman, der vinder dueller i duellen i kraft af sin fysik. Som så mange andre talenter, der ventes valgt senere i draften, har han atletiske begrænsninger, mens football-temperament er i top.

Projektet: 5. runde

C Ben Jones, Georgia
Jeff Saturday har i mange år været en leder og profil i Colts’ angreb. Nu går en anden, tidligere Georgia-center i draften, og han bliver sammenlignet med netop Saturday, som gik udraftet gennem 1998-draften. Jones siger selv, at han forsøger at være samme type som Saturday, og begge er da også nogle ekstremt hårdtarbejdende spillere, der har en fremragende personlighed, og som er meget intelligente. Jones, der var Georgias MVP i 2011, er bestemt ikke nogen stor atlet, men han kan komme langt med sit vindende væsen – præcis som Saturday også er kommet det.

Projekteret: 3. runde

LÆS OM SLEEPERS TIL FORSVARET ÉN AF DE KOMMENDE DAGE.

Skriv et svar