Football For Folket!

2017 NFL draft review: San Francisco 49ers

49ers’ nye general manager John Lynch havde en forrygende første draft – og fik masser af værdi med de første valg. Men hvad skulle 49ers med en quarterback i 3. runde.

Draftklasse

DT Solomon Thomas, Stanford (1/3)
LB Reuben Foster, Alabama (1/31)
CB Akhello Witherspoon, Colorado (3/66)
QB C.J. Beathard, Iowa (3/104)
RB Joe Williams, Utah (4/121)
TE George Kittle, Iowa (5/146)
WR Trent Taylor, Louisiana Tech (5/177)
DT D.J. Jones, Mississippi (6/198)
DE Pita Taumoepenu, Utah (6/202)
DB Adrian Colbert, Miami (7/229)

Det kunne vi lide

De første tre valg. 49ers fik fremragende værdi med de første tre picks i form af Thomas, Foster og Witherspoon. 49ers ville vælge enten Thomas eller Foster med andetvalget, men via den overraskende handel med Bears kunne 49ers handle én plads ned – samle to tredjerundevalg og ét fjerderundevalg op – og stadig få Thomas. Højst overraskende lykkedes det så også 49ers at vælge Reuben Foster, da holdet handlede op fra 34. til 31. valget – foran Saints, der ville have valgt ham – og tog Foster, som 49ers havde i top 3 på deres bræt.

Der er store spørgsmålstegn ved hans person og ikke mindst hans skulder, der ifølge nogle hold er ét hit fra en ny operation, men 49ers’ stab vurderer, at det ikke er tilfældet – og uanset hvad er 31. valget det rette sted at tage en chance på en spiller, som NFL Networks Mike Mayock sammenligner med Luke Kuechly. Og endelig passer Akhello Witherspoon – én af mine favoritspillere i denne draft – perfekt til 49ers’ nye “Seahawks”-forsvarssystem – han er adræt, høj (6’3) og har meget lange arme (33 inches). Han har kun spillet football i få år, har et stort potentiale og kan endda starte som rookie.

Det kunne vi ikke lide

Efter draften har blandt andre Peter King fra The MMQB fortalt, at C.J. Beathard var den eneste quarterback, som head coach Kyle Shanahan kunne lide i draften. Og det er svært at sidde her i Danmark og kritisere Shanahan for valget af en spiller, når Shanahan er et så stort offensivt geni, at der er coaches i NFL, der mener, at hans play-calling i 2016-sæsonen var det bedste, de nogensinde har set. Men ikke desto mindre forstår jeg ikke helt valget af Beathard.

Her og nu har 49ers allerede to lignende quarterbacks i Brian Hoyer og Matt Barkley, som Beathard faktisk blev sammenlignet med inden draften. Det er svært at se en fremtid, hvor Beathard fører 49ers til en Super Bowl, og selvom han kan blive en solid starter, er han næppe mere end en god reserve. Et hold, der har så hårdt brug for talenter overalt i truppen, havde ikke behøvet at handle op fra 4. til 3. runde for at vælge en quarterback, der indleder sin rookie-sæson som tredjevalg, og som ikke har et markant potentiale.

Sleeper

Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Joe Williams er 49ers’ starter i 2018 og får markant spilletid som rookie. Før tredjedagen begyndte, havde Kyle Shanahan ifølge The MMQB sat sigtekornet på Utah-running backen, der dog lørdag morgen var af 49ers’ bræt, fordi general manager John Lynch ikke stolede på Williams, der midt i 2016-sæsonen pludselig forlod Utahs hold for at holde en pause fra football. Lynch ringede dog et par timer før 4. rundes begyndelse til Williams og blev (som hans 49ers-kollegaer forinden) overbevist om, at Williams’ exit skyldtes en traumatisk historie fra hans barndom, der stadig nagede ham – nemlig hans søsters pludselige død. Williams har siden fået psykoterapeutisk behandling, og han vendte tilbage til The Utes.

I seks af de sidste syv kampe løb han for mindst 149 yards, og han passer perfekt til Shanahans “zone-blokeringssystem”. Ved The Scouting Combine leverede han den næsthurtigste short shuttle-tid (4,19 sekunder) af alle backs, hans antrit er fænomenalt – og han kan blive en virkelig effektiv “one cut”-back i et system, der ved hjælp fra running backs coach Bobby Turner gennem årene har skabt 1000 yard-rushers ud af spillere som Mike Anderson, Reuben Droughns, Olandis Gary, Alfred Morris og Devonta Freeman.

Skriv et svar