Football For Folket!

2017 NFL Draft Preview: Wide receivers

Mange af eksperterne er ikke i tvivl: Lige nu er vi i den gyldne æra for wide receivers.

En lang række regelændringer, der favoriserer kastespil og receiveren i mødet med cornerbacks, et øget fokus i ungdoms-football på den store, adrætte wideout – og ikke mindst en øget opmærksomhed fra teenagere på den stjernestatus, som receivers som Odell Beckham Jr. og Julio Jones nyder, har skabt en verden, hvor de bedste atleter allerede tidligt i karrieren hellere vil gribe bolde fra quarterbacken – end at være sit skoleholds running back.

Det har ført til et NFL, der igen og igen bliver fodret med nogle fantastiske atleter på receiver-positionen – som Beckham, Jones og A.J. Green – der kan levere spektakulære catches, men samtidig spæne fra et helt forsvar. Det er receivers, der er ekstremt svære at stoppe, og mængden af de rigtigt gode wideouts er lige nu historisk stor.

Og det fører så igen til mange meget produktive wide receivers. I 2016-sæsonen greb 23 forskellige receivers således for mindst 1000 yards – det højeste antal i NFL-historien.

Én af dem var en rookie, New Orleans Saints’ Michael Thomas, der imponerede efter at være valgt i 2. runde af draften sidste april. Og et kig på dette års draft viser, at flere receivers har talentet til at levere en lige så flot førstesæson i NFL som Thomas.

Det bedste bud er formentligt Clemsons Mike Williams (6’4, 218).

Med sine højde, muskelmasse (han har taget 40 pund på sin high school) og lange arme er Williams bygget som en første-receiver i NFL, og han bliver da også sammenlignet med Cowboys’ Dez Bryant og Bears’ Alshon Jeffery. Ligesom de to kan han skærme af for bolden, han har en enorm gribe-radius og kan vinde duel efter duel i tæt trafik.
– Han bør blive en sand første-receiver meget tidligt i sin NFL-karriere, mener NFL Networks Daniel Jeremiah.

Dane Brugler fra CBS Sportsline fortæller til Draftday.dk, at Williams, der har en formidabel kontrol over kroppen, mere minder ham om to andre spillere.
– Hvis du kombinerede A.J. Green og Michael Floyd til én spiller, tror jeg, at de ville ligne Williams. Med en smuk kontrol over kroppen og evne til at gribe bolden henover skulderen, siger han.

Williams har nogle pålidelige hænder, selvom han ind i mellem taber bolde, han burde have grebet, og er en udmærket dyb trussel, fordi han er så stor og stærk, men savner et elite-antrit og kan derfor ikke løbe fra alle cornerbacks. Og så er det et rødt flag, at han sad ude hele 2015 med en nakkeskade, der kræver ekstra opmærksomhed fra NFL-holdenes læger.

Men hold, der ønsker en klassisk ”go-to-guy”, der samtidig kan levere flere store spil på sin vej, vil se en stor værdi i Williams. En Pro Day med en 40 yard-tid på 4,51 sekunder var samtidig betryggende for de scouts, der frygter, at han ikke har fart nok i fødderne over længere afstande.

LÆS: NFL Draft Rankings 2017

Corey Davis (6’3, 209) fra Western Michigan er ifølge nogle iagttagere en bedre wide receiver end Mike Williams.
– Corey Davis bliver en bedre spiller i NFL end Mike Williams. Jeg mener bare, at Davis er bedre til at vriste sig fri end Williams, siger en scout fra et NFC-hold til NFL.com.

Davis har været ultraproduktiv i college, hvor han i alle de tre seneste sæsoner har grebet mindst 78 bolde for mindst 1400 yards og mellem 12 til 19 touchdowns. Han sluttede karrieren med en FBS-rekord på i alt 5212 receiving yards. Og den produktivitet er kommet, fordi Davis er et ekstremt konkurrenceminded, fokuseret talent, der slår til på banen og kan dominere en kamp.

Han er en velbygget og samtidig meget poleret wideout – a’ la Amari Cooper – der løber nogle skarpe ruter, men samtidig lokaliserer han virkelig godt bolden og har et ekstra gear til at løbe fra mange forsvarsspillere. I college var han i særklasse i endzonen, hvor han hev mange bolde ned til kroppen i pressede situationer, og i det hele taget er han en quarterbacks bedste ven, man altid kan regne med.

En skulderskade, der holdt ham ude af Senior Bowl-ugen og en ankelskade, der kostede øvelserne ved The Scouting Combine og formentligt resten af draft-optakten, trækker ned. Det samme gør det faktum, at Davis’ produktion er kommet i  MAC-konferencen. Gennem tiderne er kun én wide receiver fra den konference blevet valgt i 1. runde af draften – nemlig Randy Moss.

Washingtons John Ross (5’11, 188) startede kun én sæson hos The Huskies, men imponerede totalt i 2016, hvor han var én af college footballs største navne. Her greb han 81 bolde for 1150 yards og 17 touchdowns.

Ross har olympisk fart i fødderne, og han slog sit navn fast ved The Scouting Combine, da han slog Chris Johnsons 40 yard-rekord fra 2008 med to sekunder, da Ross løb distancen på 4,22 sekunder. En fuldstændig vanvittig hurtig tid. Han kan blæse fra et forsvar med en hastighed i fødderne, der er i særklasse, og derfor er han en gigantisk trussel.
– Han er den bedste vertikale trussel i draften, mener NFL Networks Mike Mayock.

En NFL-kilde sagde sidste år, at Ross er den hurtigste spiller i college football, og farten er modstanderen nødt til at respektere, hvilket kan åbne op underneden. Han er blevet sammenlignet med både Brandin Cooks, DeSean Jackson og Ted Ginn Jr. og ventes at blive en stor playmaker i NFL. Især hans ”double move” er skræmmende, og han lokaliserer dygtigt de dybe kast og griber bolden med sine solide hænder.
– Jeg mener, at han bliver en bedre NFL-spiller end Brandin Cooks, sagde en NFL-kilde i efteråret til NFL.com.

Samtidig er Ross en dygtig return-specialist, der har returneret mindst ét spark for touchdown i alle de tre sidste år hos Washington, og han ejer skolerekorden i kick return yardage gennem karrieren.

Ross’ størrelse gør dog, at han aldrig bliver en første-receiver i NFL, der trækker kast efter kast til sig. Han er mere den dybe trussel, der supplerer en stor, stærk wideout, der kan flytte kæderne. Og han har haft problemer i college med ”press coverage”. Det største minus er dog en skadeshistorik, der indbefatter en korsbåndsskade, der kostede hele 2015-sæsonen og to meniskskader i både 2014 og 2015. Og så døjer han p.t. med en skadet skulder, der kræver operation og flere måneders pause i foråret.

Ved The Senior Bowl imponerede Eastern Washingtons Cooper Kuup (6’2, 204), og den præstation kom efter en højtprofileret college-karriere i FCS-divisionen (den næstbedste college-division), hvor han var det niveaus bedste wideout gennem tiderne.

Kuup slog flere college-rekorder, og i 2016 greb han alene 117 bolde for 1700 yards og 17 touchdowns. Han har selvsagt nogle ekstremt stærke, pålidelige hænder, der griber alt, hvad han kommer i nærheden af, og han har viljen til at vinde stort set alle dueller om bolden, som han står i. Han kan lave de vanvittige catches, som kun få kan misunde ham.

Cooper Kuup, der har set både sin far og farfar have karrierer i NFL, er ganske enkelt en ”football spiller” i ordets bedste betydning, der har mange fodfinter i sit repertoire, og som man altid kan og skal regne med.
– Han vil spille, og han vil meget godt allerede tidligt i sin NFL-karriere, mener Mike Mayock.

Han er dog ikke noget elite-atlet, og han har ikke farten, der skræmmer voldsomt – en 40 yard-tid på 4,62 sekunder ved The Scouting Combine var skuffende. I college var han slot-receiver, og nogle scouts sætter spørgsmålstegn ved, om han kan fungere på ydersiden i NFL. Men som minimum er han en virkelig god tredje-receiver, der kan vinde et starterjob.

Skriv et svar