2017 NFL Draft Preview: Defensive ends

Hvem er de bedste defensive ends i 2017-draften? Draftday.dk giver dig her et overblik over en årgang, der er usædvanligt stærk og spækket med masser af store talenter – herunder draftens allerstørste navn på alle positioner.
—————————————————————————————————–

Myles Garrett.

Uanset hvordan man end vender og drejer det, begynder enhver fortælling om defensive end-årgangen anno 2017 med den langlemmede pass-rusher fra Texas A&M, der er det største talent, som positionen har set i mange år.
– Hans talent er på linje med Von Miller og Julius Peppers’ talent, da de kom ud af college, fortæller draftekeperten Lance Zierlein fra NFL Network til Draftday.dk.

Det vil i skrivende stund være en lille sensation, hvis Cleveland Browns – der ejer topvalget – ikke bruger det på 6’4, 272 pund-superatletiske Garrett, der ventes at kunne dominere i NFL og være spilleren, som man bygger et forsvar, hvis ikke et helt hold, op omkring.
– Det bliver ikke let at matche de karrierer, som Dwight Freeney og J.J. Watt har leveret, men Garretts talent er lige så stort eller større, end de to spilleres talent var, da de gik i draften, siger Chad Reuter fra NFL.com til draftday.dk.

Den er en kombination af størrelse, styrke, fart og smidighed, der nærmest er fra en anden verden, der får eksperter og scouts til at ryste på hovedet af benovelse, når de ser Garrett spiller. Han er ekstremt velbygget med lange, enorme arme (35 1/4 inches), tykke ben og smidige hofter, og hans antrit er i særklasse. Hans første tre skridt kan nærmest smadre et angrebsspil, fordi han så uhyggeligt hurtigt lægger et massivt pres på den offensive tackle og dermed quarterbacken eller running backen. Scouts skamroser hans evner til at “brække” rundt om angrebslinjen.
– Den evne er normalt en god indikator for, hvor god en pass-rusher man bliver i NFL, fortæller Rob Rang fra CBS Sportsline til Draftday.dk.

Samtidig har Garrett, der lavede samlet 24 sacks som freshman og sophmore, et fint arsenal af pass-rush-finter – herunder et “spin move”, der ifølge nogle iagttagere minder om det “spin move”, som Dwight Freeney har gjort legendarisk. Og så er han – ikke mindst – en solid “run stopper”, der også vil være en force på første down. Han er med andre ord en playmaker.
– Han er en freak. Den fyr er større og højere end Von Miller. Han er den bedste spiller i draften, siger en anonym NFL-scout til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Ved The Scouting Combine i februar imponerede Garrett ved at løbe 40 yards på 4,64 sekunder, men samtidig hoppede han hele 41 inches vertikalt og bekræftede dermed, at han besidder nogle formidable atletiske evner.

En ankelskade betød, at han ikke var 100 procent effektiv i 2016-sæsonen, og nogle scouts mistænker ham også for bevidst at gå ned i kadence, fordi han vidste, at NFL ventede om hjørnet, så han ville undgå skader. Men det skader ikke Garretts værdi. Hans talent er ganske enkelt så stort, at NFL sjældent har set mage.

Selvom fortællingen om årgangen begynder med Myles Garrett, slutter den bestemt ikke der. For årets gruppe af draftaktuelle defensive ends er sjældent god og dyb.
– Der er talenter i hele denne edge-rusher-gruppe, mener NFL Networks Mike Mayock.

Stanfords Solomon Thomas (6’3, 273) er fænomenal atlet, der både kan have en fremtid som defensive end eller som defensive tackle – afhængig af system og øjnene, der ser.

I 2016 blev han kåret som årets forsvarsspiller i PAC-12 efter en sæson, hvor han lavede 62 tacklinger, 15 tacklinger for tab og otte sacks, og siden dominerede han i bowl-kampen mod Mitchell Trubisky og North Carolina.

Thomas er en eksplosiv forsvarsspiller, der besidder en fænomenal kombination af råstyrke, antrit og en motor, der kører på et ekstremt højt niveau. Han er meget, meget smidig og bevæger sig let henover banen. Ved The Scouting Combine i februar leverede Thomas en workout, der genererede masser af “buzz”. Han løb 40 yards på 4,69 sekunder og nettede en 3-cone-drill-tid af 6,95 sekunder.
– Han er en atletisk freak, siger Walter Cherepinsky fra WalterFootball.com til draftday.dk.

Den stærke lineman er blevet sammenlignet med både John Randle, Justin Smith og Michael Bennett, og en erfaren draftnik sammenligner ham ligefrem med NFLs allerbedste forsvarsspiller.
– Mens Thomas ikke er så stor som J.J. Watt, minder hans eksplosive antrit og styrke om Watts ditto, da han kom ud af Wisconsin, siger Chad Reuter fra draftday.dk.

Thomas har stærke hænder, der arbejder uhyggeligt hurtigt, og han nægter at lade sig blokere. Han arbejder benhårdt for vriste sig fri og dækker et stort område på løbespil, fordi han er så adræt. Pro Football Focus rangerede ham i 2016 som den bedste “run stopper” blandt alle interior lineman i college football. Samtidig er han en ledertype, der går forrest.

Kritikere peger på, at Thomas kan være lidt af en “tweener”, der ikke har størrelsen til at være en ideel 4-3-defensive tackle eller 3-4-defensive end – eller farten til at være en ideel 4-3-defensive end.
– Han er ikke en sand defensive end, men han er mere en hybrid-type, der er god til lidt af det hele, men ikke fantastisk på én position, siger en NFC-scout til WalterFootball.com.

Michigans Taco Charlton (6’6, 277) brød igennem som senior, hvor han lavede 9,5 sacks, efter at han havde været en rotationsspiller i de tre foregående år hos Michigan.

Han besidder en sjælden god kombination af størrelse, højde og opsigtsvækkende gode atletiske evner. Han har kropsbygningen, der gør, at han kan tage 15 pund på uden at gå ned i fart, og han har et hurtigt antrit, som han bruger effektivt til egen fordel.
– Han er en virkelig, virkelig talentfuld spiller. Pass-rushers med hans størrelse og atletiske evner er svære at finde, og de bliver som regel valgt tidligt i draften, siger en anonym NFL-kilde til NFL.com.



Flere eksperter har sammenlignet Charlton med Arizona Cardinals’ Chandler Jones, og hans potentiale er enormt, lyder det.

Taco Charlton vil kunne fungere effektivt som 4-3-defensive end, men kan med tiden også blive en solid “five technique”, hvis han udviser en større hårdførhed. Han har været for ustabil hos Michigan, men så lyset i 2016. Fortsatter han med de takter, kan han blive en profil i NFL. Pilen peger kun opad for ham, selvom han måske som rookie kun får 20-25 snaps pr. kamp.

Med samlet 33 sacks de seneste tre sæsoner – herunder 13 i 2016 (flest i landet) – har Tennessees Derek Barnett (6’3, 259) imponeret i college i den stærke SEC-konference, og han slog dermed Reggie Whites skolerekord for flest sacks i karrieren. Meget opsigtsvækkende. Faktisk er han den eneste SEC-spiller nogensinde, der tre år i træk har lavet mindst 10 sacks i hver sæson.

Og han har ikke mindst ført sig frem via en fremragende teknik – først og fremmest nogle stærke, hurtige hænder, som han bruger i mand-mod-mand-dueller ved line of scrimmage. Bennett spiller hårdt og aggressivt og læser samtidig spillet virkelig godt, og han er i det hele taget en meget poleret pass-rusher, der aldrig giver op.
– Hvis du godt kan lide hårdføre, voldelige spillere med en motor, der kører i højeste gear, der samtidig er produktive, vil du elske ham. Han minder mig om Terrell Suggs, da han forlod Arizona State, siger en kilde hos et AFC-hold til NFL.com.

Derudover er han en god “run stopper” (52 tacklinger for tab i karrieren), der holder skansen hårdt på ydersiden, men som samtidig kæmper sig gennem trafikken i jagten på running backen.

Barnetts problem i draft-sammenhæng er, at han ikke har en idealstørrelse eller dynamiske, atletiske evner. Hans antrit er kun middelmådigt, og han vinder i kraft af sine andre evner – ikke i kraft af fart.

Skriv et svar