Football For Folket!

2016 NFL draft review: Cleveland Browns

Cleveland Browns gik ind til draften med et håb om at få masser af nyt talent, og det må man sige lykkedes. I alt nappede Browns 14 spillere, og holdet opgraderede specielt på wide receiver-positionen med fire valg – en indikation på, at de nok ikke regner med Josh Gordon i denne sæson.

Læs også: Browns draft preview

Draftklasse

WR Corey Coleman, Baylor (1/15)
OLB Emmanuel Ogbah, Oklahoma State (2/32)
DE Carl Nassib, Penn State (3/65)
OT Shon Coleman, Auburn (3/76)
QB Cody Kessler, USC (3/93)
LB Joe Schobert, Wisconsin (4/99)
WR Ricardo Louis, Auburn (4/114)
FS Derrick Kindred, TCU (4/129)
TE Seth Devalve, Princeton (4/138)
WR Jordan Payton, UCLA (5/154)
OG Spencer Drago, Baylor (5/168)
WR Rashard Higgins, Colorado State (5/172)
DB Trey Caldwell, Louisiana-Monroe (5/173)
LB Scooby Wright III, Arizona (7/250)

Det kunne vi lide

Browns havde ligaens måske svageste trup, så de havde brug for masser af nye spillere. Ved at handle andetvalget og siden ottendevalget i første runde fik de ikke blot samlet mange ekstra valg op i dette års draft; de fik også positioneret sig godt til draften i 2017 med et ekstra første- og andenrundevalg. Det var klogt, for jo flere valg man har, jo større chance er der for at ramme plet. Valgene af Emmanuel Ogbah og Carl Nassib i anden og tredje runde, linebacker Joe Schobert i fjerde runde samt wide receiver Rashard Higgins i femte runde var efter min mening de bedste af Browns’ mange valg.

Det kunne vi ikke lide

Jeg er ikke vild med, at Browns brugte deres førsterundevalg på wide receiver Corey Coleman. Ja, han er eksplosiv med bolden i hænderne, men han er en upoleret receiver, der ikke har løbet mange NFL-ruter i college. Han er et boom/bust talent, og efter min mening burde Browns have taget et noget sikrere valg, fordi de ikke har råd til at misse på endnu et førsterundevalg. Og det er der en risiko for. Man kan også diskutere, om Browns burde have beholdt andetvalget, når de havde mulighed for at få en virkelig blue chip-spiller, men man kan sagtens argumentere for, at kvantitet var nødvendigt specielt i år.

Sleeper

Jeg er vild med valget af Wisconsins linebacker Joe Schobert i fjerde runde. Han er en old school type, der altid er omkring bolden og kan lave de store spil (seks forcerede fumbles i to sæsoner). Han har farten til at kunne blitze  quarterbacken, og han er en solid atlet, der kan droppe tilbage i opdækning. Han har potentiale til at blive en stærk figur på Browns’ forsvar og en type, der kan spille alle tre downs. Ekstra plus er hans evne til at spille på special teams.

Her kan du læse alle vores NFL draft review

Skriv et svar