2015 NFL draft preview – Tight ends

Man finder blandt andre en Jason Witten-type i dette års draft. Læs om ham og de andre talenter, som NFL-holdene jagter på draft day.


Det er ikke et godt år at være et tight end-sultent mandskab.

2015-klassen er nemlig i bedste fald middelmådig og realistisk set svag, hvad angår en position, der ellers med Rob Gronkowski, Jimmy Graham og Julius Thomas’ succes i de senere år har fået meget større værdi end tidligere.

Man behøver bare at se på free agency. Her fik Thomas en større aftale – fem år, op mod 46 millioner dollars – end samtlige running backs. Og for ti år siden ville man næppe have set Seahawks sende et førsterundevalg i draften og én af NFLs bedste centere af sted i en handel for at få en tight end (Graham). Endelig kan man spørge, om New England Patriots ville have nået hele vejen til en sejr i Super Bowl, hvis ”Gronk” igen havde været skadet?

Svaret er med stor sandsynlighed nej.

Tight ends er ganske enkelt blevet én af de vigtigste positioner i moderne NFL, fordi regler, der favoriserer kasteangrebet, gavner de hold, som har en stor, ultraatletisk tight end, som kan strække banen ud og trække bolde og pass interference-kendelser til sig.

Men sådan én der ikke rigtig i 2015-klassen. Faktisk kan dette års draft blive den første siden 2009, hvor der ikke bliver valgt tre tight ends i top 70. Og det er muligt, at der kun bliver valgt én i top 50 (der blev valgt tre i top 50 i 2014).
– Meningerne er delte om de her tight ends. Jeg synes, det er en svag klasse, siger NFL Network’s Mike Mayock.

Det bedste bud på en moderne NFL-tight end, som modstanderne vil bruge ekstra krudt på at stoppe, er Maxx Williams (6’4, 249) fra University of Minnesota. Han er ganske opsigtsvækkende den tredje Williams-generation i NFL, efter at faderen Brian (Giants, 1989-1999) og farfaren Robert Williams (Bears, 1959) også havde karrierer i verdens bedste football-liga.

Den 21-årige spiller er spækket med selvtillid (ifølge nogle kilder grænsende til det arrogante), han er en rigtig god atlet med en stærk kontrol over kroppen, han bevæger sig smidigt og elegant på banen, og så har han ikke mindst nogle bløde, pålidelige hænder, der både kan sikre bolden og lave spektakulære catches, der ikke bliver mindre imponerende af, at han har en stor gribe-radius.
– Han vil være produktiv, og mange bolde vil blive kastet i hans retning, forudser ESPNs Mel Kiper om Williams’ NFL-karriere.

Han kan både flekse ud og stå væk fra angrebslinjen, men han kan også blokere tilstrækkeligt effektivt “in-line”. Han savner dog styrke i kroppen (erkender han selv) har ikke en elitefart (skuffede med en 40 yard-dash på 4,77 sekunder ved The Scouting Combine) og er ikke eksplosiv i sine bevægelser.
– Jeg vil ikke putte ham i Jimmy Grahams kategori eller sådan én som ham. Du taler ikke om en dominerende spiller, siger en anonym NFL-scout til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Men Williams, der er blevet sammenlignet med Dallas Cowboys’ Jason Witten, da han forlod college, er den bedste, mest komplette tight end i dette års klasse, og han bør få en mere end solid, lang NFL-karriere.

Efter Williams er der ifølge flere kilder et større spring til den næstbedste tight end, som meget vel kan være Clive Walford (6’4, 251) fra Miami (Fl.) – skolen, man med rette kan kalde for ”Tight End U”, fordi den tidligere har produceret NFL-profiler som Jimmy Graham, Jeremy Shockey, Greg Olsen og Kellen Winslow Jr.

Walford er den seneste Hurricanes på stamen, og han er ifølge Mike Mayock den mest eksplosive tight end i dette års klasse. Han accelererer hurtigt fremad banen, når bolden bliver snappet, og han kan strække banen ud ned gennem “The Seam” – området mellem de to safeties, som NFL-forsvarene til tider har store problemer med at dække op.

Samtidig er han glimrende på blokeringer og kan derfor blive en ganske solid tight end i NFL, der ikke behøver at gå fra banen, men som kan hjælpe på både kast og løb. Walford regnes dog ikke for at være en specielt god atlet, han løber p.t. ikke særligt polerede ruter, og så skal hans fokus være bedre. Han har ganske enkelt tab for mange bolde, han burde have grebet.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *