2015 NFL Draft Preview – Offensive tackles

Da D.J. Humphries (6’5, 307) ankom til Florida, var han high school-niveauets bedste offensive tackle, og hans potentiale er stort og opsigtsvækkende. Faktisk mener flere, at han om få år kan være 2015-draftens bedste venstre tackle.

På grund af to skadesplagede sæsoner hos The Gators har Humphries dog kun startet 19 kampe i karrieren, men få lineman har så stort et fysisk talent som Humphries.
– Han har de bedste fødder af nogen tackle i denne klasse, mener Daniel Jeremiah fra NFL Network.

Ved The Scouting Combine satte Humphries en stopper for alle spørgsmålstegn omkring hans vægt, efter at der var spekuleret i, at han ville veje under 300 pund. Men han har dog ikke stoppet snakken om, at han er for ustabil, lukrerede for meget i college på sit fysiske talent og for lidt på teknik (den går ikke i NFL) – og så savner han funktionel styrke til at håndtere for eksempel “bull-rushes”.

Men han har allerede bevist ved at matche Missouri top-rusher Shane Ray særdeles godt i deres fælles møde, at han kan håndtere de bedste forsvarsspillere, og pilen peger kraftigt opad for D.J. Humphries.
– Han er den mest naturlige atlet af venstre tackle-talenterne i denne draft, siger Greg Cosell.

Det så længe ud til, at Texas A&M’s Cedric Ogbuehi (6’5, 307) ville gå i top 20, men en lidt skuffende 2014-sæson efter skiftet fra højre til venstre tackle – og ikke mindst et korsbånd, som han rev over i sæsonens sidste kamp – har sendt hans værdi i frit fald.

Det er sandsynligt, at Ogbuehi bliver i top 50, måske top 40, for hans umiddelbare talent er enormt og kan måle sig med de bedste tackles’ talent i dette års klasse. Han ligner prototypen på en offensive tackle – brede skuldre, en flad mave og lette fødder, og han bevæger sig overbevisende let og elegant på banen. Det er sjældent, at en så stor fyr er så smidig som Ogbuehi.

Men Ogbuehi, der har afløst Luke Joeckel og Jake Matthews hos The Aggies, skal polere sin teknik, han savner styrke i kroppen, hans fokus og vilje blev kritiseret i 2014, og så er knæskaden altså et rødt flag.

Oregons Jake Fisher (6’6, 306) var i to år i træk startende højre tackle og har også fået spilletid som guard, men en skade til en holdkammerat skubbede ham i 2014 over som venstre tackle. I NFL projekterer han dog til højre tackle.

Fisher er ikke nogen eliteatlet, men han er stor, teknisk stærk, uselvisk og hårdfør – og vil kunne hjælpe et NFL-hold på flere positioner. Hans værdi er steget, efter at han først løb 40 yards på hurtige 5,01 sekunder ved The Scouting Combine, nettede en fantomtid i ”short shuttle”-øvelsen på 4,33 sekunder (den tredjehurtigste for en offensive lineman siden 2006) og siden imponerede i positionsøvelserne ved sin Pro Day.

Og så har han den rette indstilling.
– Jeg kan virkelig godt lide, at han er så konkurrenceminded, siger Greg Cosell.

Colorado States Ty Sambrailo (6’6, 311) har vundet flere amerikanske mesterskaber i freestyle-ski, men satser nu på en karriere i NFL.

Sambrailo er en virkelig god atlet, der knokler for sagen, og som har en god spilforståelse. Men han savner noget tyngde og saft og kraft, og derfor risikerer han at blive domineret af større, stærkere modstandere i NFL.

Hos Wisconsin åbnede Rob Havenstein (6’7, 321) store huller for running back-stjernen Melvin Gordon, hver Havenstein i alt startede 42 kampe. Han ankom til Wisconsin som en fyr, der vejede hele 390 pund, men har siden tabt sig gevaldigt. Det er ikke altid kønt, når Havenstein forsøger at blokere modstanderen, men han gør sit arbejde effektivt og i kraft af størrelsen og styrken bør han blive en solid højre tackle i NFL.

Flere andre offensive tackles gør sig også bemærket i dette års draft-sammenhæng. Blandt dem Oklahomas Daryl Williams (6’5, 327), N.C. State Rob Crisp (6’7, 301) Penn States Donovan Smith (6’6, 328) og Utahs Jeremiah Poutasi (6’5, 325).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *