2015 NFL Draft preview – Miami Dolphins

Miami Dolphins har kun to valg i de tre første runder, og de skal bruges effektivt på at finde en starter på cornerback, wide receiver eller venstre guard.

Dolphins har 19 spillere med første runde karakter, og de kan derfor tillade sig at handle en smule ned fra det 14. valg og samle et tredjerundevalg op.

2014 rekord: 8-8
Draft valg i de tre første runder: 14, 47
Tre største behov: CB, OG, WR
General manager: Dennis Hickey (2008)
Head coach: Joe Philbin (2012)

Cornerback

Brent Grimes er en fremragende starter, der har været blandt NFL’s bedste de seneste to sæsoner, men modsat mangler Dolphins kvalitet. Hverken Jamar Tayler, Will Davis eller Brice McCain har det rette niveau til at starte på højre side, og derfor skal Miami finde hjælp tidligt i draften. Drømmescenariet er, hvis Michigan States Trae Waynes er på brættet ved det 14. valg, men han kan meget vel gå tidligere. Wake Forests Kevin Johnson kunne være en anden mulighed, ligesom UConns Byron Jones vil være det.

Wide receiver

Signingen af Greg Jennings betyder, at Miami ikke længere har et kæmpe behov for at vælge en pass catcher tidligt i draften. Derimod er det stadig vigtigt, at Dolphins kommer fra de to første dage med en wide receiver, der kan starte som rookie og skubbe Jennings ned i en rolle som fjerdevalg. Dolphins ramte plet på Jarvis Landry sidste år, og tidligere i år handlede de sig til Kenny Stills i New Orleans. Ingen af de to er dog store, fysiske receivers med fart i støvlerne, og derfor har Dolphins kigget nærmere på Louisvilles DeVante Parker og UCF’s Breshad Perriman. Begge forventes af brættet i top 20, og Parker kan endda gå så højt som i top 10, hvor flere hold har ham rangeret. Hvis Dolphins springer over i første runde, så hold øje med Missouris Dorial Green-Beckham i midten af anden runde eller Georgias Chris Conley på tredjedagen, hvis han holder så langt.

Venstre guard

Dolphins ser fortsat potentiale i højre guard Billy Turner, og de har tilsyneladende stadig tiltro til venstre guard Donald Thomas. Det bør de ikke have, for Thomas har spillet på et skuffende niveau, og derfor vil Dolphins gøre klogt i at forsøge at finde en erstatning for ham i draften. LSU’s La’El Collins er en mulighed i første runde, og han vil også give delfinerne ekstra dybde på tackle-positionen. I anden eller tredje runde vil Hobarts Ali Marpet passe godt ind i Miamis system.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *