2015 NFL Draft preview – Kansas City Chiefs

Kansas City Chiefs er overordnet set godt besat, men der mangler stadig lige det sidste på flere positioner, før Chiefs virkelig kan kæmpe med om en Super Bowl.

Der er masser af spillere til den offensive linje, men kvaliteten er ikke i top, og på linebacker og cornerback har Chiefs også brug for hjælp. En startende receiver ville heller ikke være ad vejen for Missouri-holdet. 

2014 rekord: 9-7
Draft valg i de tre første runder: 18, 49, 80
Tre største behov: OL, LB, CB
General manager: John Dorsey (2013)
Head coach: Andy Reid (2013)

Offensive line

Chiefs har mistet den stærke center Rodney Hudson, der er skiftet til rivalerne fra Oakland Raiders. Erstatningen er lige nu Eric Kush, der blev valgt i sjette runde af 2013 NFL Draft, og han har kun spillet begrænset og fik slet ikke spilletid sidste år. De to tackle-positioner er ikke særlig stærkt besat, selvom topvalget Eric Fisher nok får endnu en sæson til at bevise sit værd. Det er en dyb draft for offensive linemen, og Chiefs bør kigge seriøst på den bedste tackle, guard, center med det 18. valg. Det kan meget vel være enten Stanfords tackle Andrus Peat, Miamis tackle Ereck Flowers, LSU’s guard La’El Collins eller Florida States center Cameron Erving.

Linebacker

På indersiden er Derrick Johnson på vej mod de 33 år, rev akillessenen over sidste år og er free agent til næste marts. Det samme er James-Michael Johnson, og Josh Mauga er bedst i en reserverolle. Så Chiefs har brug for en ny, ung playmaker, der kan styre midten, og UCLA’s Erin Kendricks kan være netop den spiller, Chiefs har i kikkerten i første runde. Det er en smule tidligt, men hans hurtighed og cover-evner passer perfekt til nutidens NFL. På ydersiden er Justin Houston franchise tagged – og utilfreds med det – og Tamba Hali er i det sidste år af sin kontrakt. Her er der også brug for hjælp, men det bliver næppe i første runde med mindre en af de bedste falder. I anden runde vil Virginias Eli Harold være et oplagt bud.

Cornerback

Chiefs vil rigtig gerne spille mand-mand på flankerne og har brug for store, fysiske cornerbacks. Sean Smith er en af ligaens bedste, men han er free agent til næste år og risikerer karantæne efter spirituskørsel sidste sommer. Philip Gaines har potentiale, men Chiefs er nødt til at finde endnu en starter, og i første runde er Wake Forests Kevin Johnson og UConns Byron Jones et par oplagte kandidater. I draftens anden eller tredje runde er Florida States Ronald Darby en mulighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *