2015 NFL Draft preview – Green Bay Packers

Offensivt har Green Bay Packers godt styr på tingene, men det halter gevaldigt på forsvaret, hvor der er mangler i alle kæder.

Værst ser det ud på cornerback og inside linebacker, hvor Packers har brug for flere startere, men også den defensive linje kan stå for skud i årets draft.

2014 rekord: 12-4
Draft valg i de tre første runder: 30, 62, 94
Tre største behov: CB, ILB, DL
General manager: Ted Thompson (2005)
Head coach: Mike McCarthy (2006)

Cornerback

Tramon Williams og Devon House er væk, og Packers mangler en starter modsat Sam Shields. Casey Hayward vil formentligt få chancen, men han har spillet i slot positionen i de tre første år af sin karriere, og der er ingen garanti for, at han kan klare det skift. Dybden bag Shields og Hayward og slot-corner Micah Hyde er stærkt tvivlsom, og derfor vil Packers vælge en cornerback tidligt i draften og styrke positionen. Der er flere gode emner i bunden af første runde, men Wake Forests Kevin Johnson ligner et virkelig godt fit og har de cover-evner, som Packers søger. Washingtons Marcus Peters, Florida States P.J. Williams og USC’s Josh Shaw er også interessante navne, men de har alle uheldige sager på deres cv.

Inside linebacker

Der er store problemer på indersiden af linebacker-positionen, hvor Clay Matthews sidste år måtte træde til. A.J. Hawk er væk, og det samme er Brad Jones, og lige nu er 2013-syvenderundevalget Sam Barrington starter med Carl Bradford ved sin side. Bradford spillede ikke ét eneste snap som rookie, og han er et ubeskrevet blad. Packers kan meget vel bruge et tidligt valg på en inside linebacker som UCLA’s Eric Kendricks, Miamis Denzel Perryman, Mississippi States Benardrick McKinney eller Clemsons Stephone Anthony. Det vil ikke overraske, hvis Packers bruger to valg på at tilføje talent til den inderste del af positionen.

Defensive line

Defensive tackles B.J. Raji og Letroy Guion vender begge tilbage på etårige aftaler, og det lukker hullet på linjen for nu. Måske er den 332 pund store Mike Pennel fremtidens mand på nose tackle, men det er svært at vide, og Packers er nødt til at styrke positionen. Oklahomas uhyre atletiske Jordan Phillips kan være svær at lade passere i bunden af første runde, ligesom Eddie Goldman (Florida State) også kan være i Ted Thompsons overvejelser omkring det 30. valg. På end-positionen gjorde Mike Daniels det fremragende i 2014, men han er på vej ind i det sidste år af sin kontrakt. Datone Jones, Josh Boyd og Khiry Thornton kan alle bidrage i forskellige pakker, men Packers kan bruge dybde og konkurrence.

Læs også: 2015 NFL Draft preview – Seattle Sehawks
Læs også:
2015 NFL Draft preview – Buffalo Bills
Læs også: 2015 NFL Draft preview – New England Patriots
Læs også: 2015 NFL Draft preview – New Orleans Saints

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *