2015 NFL Draft Preview – Cornerbacks

LSUs Jalen Collins (6’1, 203) bringer en sjældent set god kombination af højde, vægt og fart i fødderne med sig, og det gør ham til et meget attraktivt talent i en tid, hvor NFL-holdene tørster efter store corners.
– Collins er, hvad du søger efter i en NFL-cornerback med hans længde og speed. Han er der ikke helt endnu, men han har trækkene og evnerne til at blive en god starter og måske den bedste cornerback fra denne draft, siger en anonym personnel director fra et NFC-hold til NFL.com.

Ved The Scouting Combine løb han trods sin størrelse – og trods det faktum, at han var skadet i foden – 40 yards på 4,48 sekunder og nettede også den næsthurtigste three-cone-drill-tid af alle cornerbacks med tiden 6,77 sekunder. Han gjorde sig bemærket, da han i college indhentede Wisconsins hurtige Melvin Gordon bagfra på et 65 yard-løb, og Collins er dygtig i kasteopdækning.
– Han er en fyr, du kan udvikle til at være en første-corner, mener ESPNs Mel Kiper.

Collins bruger samtidig effektivt sin fysik til at smaske wideouts, når han får chancen på ”jams”, og han hjælper gerne på løbespil. Han har den helt rette attitude.
– Han er en ”press corner”, der ikke er bange for at spille helt tæt på dig, han vil tackle og forstår, hvordan man spiller spillet, siger Mike Mayock.

Men Collins har kun ti kampe som starter under bæltet, før han gik i draften som junior. Og det ses. Han er stadig meget upoleret og skal forbedre teknikken. Men potentialet er enormt.

Med 41 kampe som starter gennem fire flotte sæsoner hos Wake Forest har Kevin Johnson (6’0, 188) bevist, at han har masser af erfaring, og i 2014 tillod han blot 24 completions på kast sendt i hans retning.

Værdien steg efter The Scouting Combine, hvor Kevin Johnson var i toppen blandt cornerbacks i vertikal hop-, broad jump-, three cone-drill- og 20 yard-shuttle-øvelserne. Og han er da også en meget, meget smidig cornerback med løse hofter, der bevæger sig elegant, ukompliceret og let på banen, og som har et til tider eksplosivt retningsskifte.

Af den grund kan han matche mange wide receivers på de små områder, og han kan lynhurtigt dreje kroppen efter receiveren. Samtidig er hans ”ball skills” ganske gode – han lavede syv interceptions i 2014.
– Han bevæger sig og skærmer af lige så godt som nogen anden cornerback i denne draft. Han får mandsopdækning til at se let ud til tider, og han er en aktiv forsvarsspiller mod løb, mener Mel Kiper.

Johnson har dog ikke den ideelle størrelse, og så er han for aggressiv. I de seneste to sæsoner fik han ni gange kastet et gult flag imod sig for 132 yards. Men han bør blive en dygtig starter i NFL, og nogle hold mener, at han er draftens bedste cornerback.

UConns Byron Jones (6’1, 199) fik i februar en massiv medieopmærksomhed i draft-verdenen, da han hoppede så langt, som noget menneske nogensinde et hoppet stående.

Et 12 feet 3 inches langt broad jump var nemlig ikke bare det længste i NFL Scouting Combines historie, men også en verdensrekord – han slog en rekord fra 1968 sat af norske Arne Tvervaag fra Ringerike FIK Sportklub.

Et så langt broad jump vidner om et ekstrem eksplosivt antrit, men det var ikke hele historien om Jones’ vanvids-workout. Han hoppede også et 44,5 inches højt vertikal hop – det næstbedste nogensinde ved The Scouting Combine – og var i toppen i three cone-drill-, short shuttle- og long shuttle-øvelserne.
– Hans workout var vanvittig, siger ESPNs Todd McShay.

Og ved sin Pro Day i marts løb Byron Jones så ifølge nogle stopure 40 yards på under 4,40 sekunder – endnu en fremragende præstation, der kun øger hans værdi. Nogle eksperter mener, at han også har intelligensen og erfaringen til at stille op som free safety.

Jones har en god højde for en NFL-cornerback, han er en dygtig, naturlig atlet og læser spillet godt, fordi han er en kvik spiller. Samtidig bliver hans personlighed rost – han støtter holdkammeraterne, der kalder ham ”Senator Jones”, og spiller gerne skadet. Ikke alle mener, at han er fysiskbetonet nok i sit spil, han skal være mere tålmodighed – og skulderskaden, der afsluttede sæsonen i oktober, kræver ekstra opmærksomhed.

To Florida State-cornerbacks kan begge blive valgt inden for de første fire runder.

Ronald Darby (5’11, 193) var tilbage i 2011 en del af det amerikanske ungdomshold, der vandt guld ved 4 x 100 meter ved VM i Frankrig, så det fortæller alt om, hvor hurtig en spiller han er.

Han startede alle 14 kampe for The Seminoles i 2014 og er en fænomenal atlet, der hopper 41 ½ inches i vertikal hop-øvelsen, og som tilbagelægger 10 yards på 1,50 sekunder (hurtigst af alle cornerbacks). Samtidig er han ekstremt veltrimmet og havde kun en kropsfedtprocent på fire ved The Scouting Combine – lavest af alle defensive backs.

Han kan blive en effektiv ”press corner” i NFL, men scouts sætter spørgsmålstegn ved hans hårdførhed mod løb. Han er samtidig p.t. mere en rigtig god atlet end en football-spiller – han skal poleres. Endelig er der spørgsmålstegn ved hans person. Han har aldrig været i problemer uden for banen, men har flere gange været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han var til stede, da Jameis Winston begik et påstået seksuelt overgreb (Darby blev ikke sigtet, sagen mod Winston blev droppet af anklagemyndigheden), ligesom han var passagerer i den bil, som P.J. Williams kørte galt i – hvorefter Williams siden stak af fra ulykkesstedet.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *