Football For Folket!

2014 NFL Draft review: New York Giants

Læs her om New York Giants’ draft-klasse, der blandt andet bød på en hurtigløber, en hybrid-forsvarsspiller og en spiller, der selv var overrasket, da han blev valgt.

Det kunne vi godt lide
Bortset fra Victor Cruz og Rueben Randle har Giants intet på wide receiver-positionen, og derfor var det klogt, at holdet valgte wide receiver Odell Beckham Jr. med 12. valget. Eks-LSU-stjernen er en meget hurtig herre, der kan starte udvendigt og i “the slot”, og som vil hjælpe Eli Manning fra dag 1. Giants ser ham således som en spiller, der her og nu er klar til NFL. Der er ifølge TFY Draft Insider spørgsmålstegn ved hans arbejdsmoral, men jeg tror, at en krævende head coach som Tom Coughlin kan få det bedste frem i ham. Giants havde brug for en playmaker, for et kig på truppen viser, at New York’erne ikke har mange dynamiske spillere i den. Det er Beckham, der også er en fremragende return-specialist.

Det kunne vi ikke lide
Jay Bromley var selv overrasket, da Giants allerede tidligt i 3. runde tog den defensive tackle fra lokale Syracuse. Bromleys agent havde fortalt sin klient, at han tidligst ville blive valgt i 4. runde og måske først i 6. runde, men Giants slog altså til langt tidligere. Bromley er bestemt en god spiller, men Giants kunne – formentligt – have holdt vejret og taget ham senere. Det var et “reach”. Bare spørg Bromley selv.

Sleeper
Efter 2014-sæsonen ser Giants’ safety-gruppe meget usikker ud, fordi alle på nær Cooper Taylor er kontraktløse, og det giver muligheder for dette års femterundevalg, Nat Berhe. Han er ikke noget stort draft-navn, men Berhe, der rammer hårdt, kan alligevel overraske artigt i NFL. Hos San Diego State lavede han i 2013 i alt 99 tacklinger på den såkaldte “Aztec”-position, som trænere fra skolen i sin tid skabte til den senere Chicago Bears-legende Brian Urlacher, da de trænede ham hos New Mexico. Her var Berhe en hybrid “safety/linebacker”, og det er interessant, for Giants har i de senere år været storforbruger af den såkaldte “Big Nickel”-formation, hvor de har tre safeties på banen på én gang. Sådan én kan Berhe blive. Hvis han ikke slår til som nickelback, kan han blive en rigtig god special teamer. Hans fokus, person og arbejdsmoral er i hvert fald fremragende, så Berhe bør kunne folde sit talent maksimalt ud.

 

 

Skriv et svar