Football For Folket!

2014 NFL Draft review: Minnesota Vikings

Det kunne vi godt lide
Der er flere, der ikke kan se det store i ottendevalget i 1. runde, linebacker Anthony Barr, men jeg hører til dem, der – ud fra alt, hvad jeg har hørt – tror, at han bliver et hit i Minnesota. Hans fart er forrygende og hans antrit er skræmmende eksplosivt, og selvom han nu bliver en linebacker i et 4-3-system – det er uvant for ham – tror jeg ikke, at det bliver et problem så længe, at hans head coach hedder Mike Zimmer. For Zimmer skal nok få det meste ud af Barr i dét, der kan blive et hybrid-system. Jeg tror, at fem-seks sacks i år 1 er i vente for Barr, inden han for alvor bryder igennem i 2015.

Det kunne vi ikke lide
Ja, det var ikke en stærk årgang for middle linebackers, men det var alligevel overraskende, at holdet ikke som minimum valgte én på tredjedagen og dermed skabte noget mere konkurrence på holdets måske svageste position. Audien Cole, Michael Mauti og nyerhvervelsen Jaspar Brinkley er ikke en skræmmende trio, og med ti draft picks havde vikingerne muligheden for at vælge en inside linebacker. Der var trods alt kun valgt tre før 144. valget – Vikings valgte seks gange derefter. Positionen behøver ikke at være vigtig, hvis Vikings står i mange “sub”-pakker, og Chad Greenway kan også fungere på den, men i en perfekt verden bliver han på kanten. Og så havde det gjort godt med en konkurrent mere til de tre andre midtermænd.

Sleeper
Antone Exum faldt ned til 6. runde, fordi han stadig døjer med efterveerne efter en korsbåndsskade, som han pådrog i januar 2013. Men cornerbacken har fysikken og størrelsen (5’11, 213) til at blive en god press-coverage corner i NFL. Han har lang vej igen, men bliv ikke overrasket, hvis han snupper en plads i truppen, holder fast i den og siden bliver en markant bedre NFL-spiller, end hans draftstatus indikerer.

Skriv et svar