Football For Folket!

2014 NFL Draft review: Green Bay Packers

Green Bay Packers får ros i denne analyse, selvom de valgte en – historisk set – langsommere safety. Til gengæld fandt de sent på tredjedagen en spændende sleeper.

Det kunne vi lide
Green Bay Packers stod fast og lod draften komme til dem, selvom flere andre hold ringede og ville handle – og det var fornuftigt, for derved fik de en udmærket forsvarsspiller i Ha Ha Clinton-Dix, der længe var anset for at være et potentielt top 15-valg, men som i realiteten mere var et top 25-valg. Clinton-Dix giver Packers den safety, som holdet har savnet, siden Nick Collins blev alvorligt skadet, og han kan skabe de store spil for et forsvar, der ikke fik én eneste interception fra en safety i 2013. Packers ser ham som en all-around safety, der kan booste holdets secondary, selvom han fysisk set ikke er noget supertalent (han er den tredje langsomste safety på 40 yards valgt i 1. runde de sidste 15 år ifølge The Milwaukee Journal-Sentinel).

Det kunne vi ikke lide
Packers klarer frisag i denne kategori, for det er svært for alvor at slå ned på et valg – eller et mangel på samme – og sige, at de skulle have gjort noget andet. De fandt en wide receiver, en tight end, en inside/outside linebacker og en safety, så de vigtigste behov blev dækket med god værdi til følge. Det er dog i parentes bemærket vigtigt, at flere af valgene slår til, hvis der ikke skal komme nye pletter på general manager Ted Thompsons draft-renommé. Siden valget af Aaron Rodgers i 2005 har Thompson haft et offentligt ry som en succesrig herre på draft day (…det blev sagt igen under draften i år), men virkeligheden er, at han i de senere år har haft en del markante missere.

Sleeper
Okay, der er mange grunde til, at syvenderundevalget Jeff Janis ikke har en chance i NFL. Han skifter til de professionelles rækker fra lille Saginaw Valley State, der gennem tiderne kun har fået tre spillere valgt før ham. Han kommer til ét af NFLs bedre receiver-korps, der valgte to (!) wide receivers før ham i draften, og som p.t. har 10 wideouts i truppen. Pilen peger altså ikke hans vej. Men der er alligevel flere grunde til, at Janis kan overraske positivt i NFL, og at han var én af mine yndlings-sleepers i draften. Med en virkelig god størrelse (6’3, 219) og suveræn fart i fødderne (4,37 sekunder på 40 yards) er det fysiske talent i høj grad til stede, og Packers målte faktisk Janis til at være den – fysisk set – næstbedste receiver i draften. Han kan potentielt være en force på dybe ruter. Men han er meget, meget upoleret (han var running back i high school) og kommer fra det lave Division II-niveau, og derfor er springet enormt til NFL. Men statistikken taler for, at Jeff Janis lander på practice squad, for det gjorde 47 af 48 syvenderundevalg i 2013-draften, hvis de ikke blev en del af deres holds trup eller røg på IR-listen. Hvis det sker, får han ét år på træningsbanen til at suge til sig, og så kan det upolerede, store potentiale måske blive indfriet. For tag ikke fejl: Jeff Janis var den mest talentfulde receiver – baseret på rå fysik – som Packers valgte i denne draft.

Skriv et svar